Hold på hat og briller: Adam Sandler har en ny film i støbeskeen med Safdie-brødrene, der gav skuespilleren sit livs rolle i den mesterlige diamantfilm ‘Uncut Gems‘.
Sandler delte nyheden om den endnu uannoncerede film, der stadig er i det spæde udviklingsstadie, i et interview med Entertainment Weekly:
»De arbejder hårdt på det. Deres arbejdsetik er skør. De er altid i gang med at arbejde, skrive, tænke. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan fortælle dig, men det kommer til at blive meget spændende. Det er anderledes. Men jeg vil ikke have, at de siger: ‘Hvorfor fanden sagde du det?’ Så jeg vil lade dem om at fortælle om filmen«.
Det er kun tre år siden, at ‘Uncut Gems’ bragede igennem og sikrede Sandler den prestigefyldte Independent Spirit Award for sin præstation – en slags godtgørelse for Oscar-akademiets skammelige forbigåelse af Sandlers pragtpræstation.
Skuespilleren har siden samarbejdet med brødrene på kortfilmen ‘Goldman v Silverman’, mens han også kortvarigt vendte tilbage til Netflix-skraldespanden med sin rolle i ‘Hubie Halloween’.
Noget tyder imidlertid på, at skuespilleren har lagt karrierekursen om, når han for fremtiden fokuserer mere på de seriøse roller, som han også flere gange har bevist, at han har i sig.
I 2022 er han aktuel med hele to af slagsen: Som afdansket talentspejder i basketballfilmen ‘Hustle’ og som hovedrollen i ‘Chernobyl’-instruktør Johan Rencks ventede astronautfilm ‘Spaceman’.
Efter det vender han ganske vist tilbage til Netflix-komedierne med ‘Murder Mystery 2’, men så er det godt, vi også kan se frem til hans nye samarbejde med Safdie-brødrene. Hvornår denne film ser dagens lys, er endnu uvist.