Det vakte stor opsigt, da Dave Chappelle tirsdag aften blev overfaldet på scenen under et standup-show i den berømte Hollywood Bowl tirsdag aften.
Chappelle formåede at afværge angrebet fra overfaldsmanden, som siden har vist sig at være den aspirerende rapper Isaiah Lee, der går under kunstnernavnet NoName Trapper og sågar har lavet en sang med titlen ‘Dave Chappell’ (stavet forkert).
En ny video af overfaldet er dukket op på sociale medier og viser sekunderne umiddelbart efter overfaldet, hvor sikkerhedsvagter jagter Lee, mens Chappelle sunder sig på scenen.
»Gudskelov for, at han var klodset«, kan man høre Chappelle sige til publikum, inden han bliver krammet af en bekendt på scenen.
Kort efter dukker ingen ringere end Chris Rock op på scenen – og han havde den noget nær perfekte joke til at afmontere spændingerne i salen:
»Var det Will Smith?«, spøger Rock i en klar kommentar til lussingskandalen ved årets Oscar-show.
Det er da også svært ikke at læse hændelsen ind i sagen om Will Smith, der overfaldt Chris Rock på Oscar-scenen efter en joke. Efterfølgende udtrykte comedy-klub-ejere, at de var bekymrede for, om deres standuppere nu ville være i større risiko for blive udsat for fysisk vold, og de overvejede at øge sikkerheden.
Da Chappelle var kommet sig, jokede han selv, at »det var en transmand«, med reference til det stormvejr han er blevet mødt med, efter han har lavet sjov med LGBTQ+-miljøet i sine seneste shows.
Overfaldsmanden blev ført ud af sikkerhedsvagter og kørt på hospitalet med hvad der ligner en brækket arm og et hævet ansigt.