Austin Butler har officielt skrevet sig ind i Hollywoods superliga med sin fænomenale præstation i Baz Luhrmanns biografaktuelle ‘Elvis’.
Og Butler er ikke den første skuespiller, der er blevet katapulteret mod stjernehimlen efter en rolle i en af den australske instruktørs film.
Også en fyr ved navn Leonardo DiCaprio fik et stort gennembrud hos Luhrmann med hovedrollen i ‘Romeo + Juliet’ – et samarbejde som fortsatte mange år senere med Luhrmanns forrige film, ‘The Great Gatsby’.
I et interview med Entertainment Weekly fortæller Butler, at han rakte ud til DiCaprio, som han spillede over for i Quentin Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood‘, for at få gode råd til at tackle Luhrmann.
»Leo sagde til mig: ‘Baz vil hele tiden forsøge at få dig ud af balance, og det vil hive ting ud af dig, som du aldrig vidste, du havde i dig’. Og det var præcis den oplevelse, jeg havde«, siger Butler.
Blandt andet drev instruktøren Butler til vanvid ved konstant at lave om på scenerne i sidste øjeblik:
»Der var dage, hvor jeg tænkte: ‘Baz, hvorfor gør vi ikke bare, som vi har forberedt?’ Men jeg indså, at han skubbede mig lige til kanten af, hvad jeg var i stand til. Du fanger lynet i en flaske på den måde. Hvis man bare havde gjort, som man havde forberedt, var det måske blevet forældet«.
Butler understreger, at sidsteøjebliksændringerne var et bevis på Luhrmanns ihærdige forberedelse og mesterskab:
»For at spille jazz, skal man kende musikteori. Du er nødt til at kende skalaerne på guitaren ind og ud. Men når alt kommer til alt, improviserer du. Du har al denne viden og øvelse, som går ind i nuet for at spille, hvad end der står foran dig. Det er sådan Baz er, fordi han arbejder så hårdt med forberedelser. Når det er tid til at optage, har jeg forberedt en scene i et år, og så pludselig – på dagen – ændrer scenen sig«.
Austin Butler har allerede fortalt om sine opslidende forberedelser til rollen som Elvis Presley, der fik ham indlagt på hospitalet dagen efter optagelserne sluttede.
‘Elvis’ kan ses i biograferne nu.