’In the Earth’: Man mærker smerten på egen krop i hypnotisk horrorfilm fra manden bag ’Kill List’
Hvis ikke du ved, hvem Ben Wheatley er, er du tilgivet, for den engelske instruktørs film er desværre ikke så fast inventar i de danske biografer, som de burde være.
Hans forrige film ’Rebecca’ var en imødeset Netflix-original, men resultatet var alt andet end imponerende.
En skarp kontrast til sidste gang, en Wheatley-film frekventerede biograferne herhjemme i form af actionfilmen ’Free Fire’, der var én lang paintballduel, blot med rigtige våben og hensat til 1970’ernes Boston. Den havde så meget energi og nonstop vanvid, at man ikke kunne undgå at blive charmeret af den.
Wheatley kan noget med at mikse genrer, især komedie og forskellige former for gys. Og hans dybt foruroligende ’Kill List’ trænger sig på, når diskussionen falder på de bedste horrorfilm fra 10’erne.
I samme genre excellerer han med sin nyeste film, der nu er ude på streaming.
’In the Earth’ blev skabt under corona, og i filmen ligger verden nærmest øde hen på grund af en pandemi. Forskeren Martin er ankommet til en skov i nærheden af Bristol, fordi jorden her af en eller anden grund er meget frugtbar. Og med ressourcemangel bliver alle muligheder for hurtigt at skaffe mad selvfølgelig undersøgt.
Martins tidligere kæreste Olivia (Hayley Squires) har igennem længere tid arbejdet på en løsning inde i skoven, men ingen har hørt fra hende i lang tid.
Så sammen med guiden Alma (Ellora Torchia) begiver han sig ud for at finde hende og, måske få indblik i hendes livsgivende resultater.
Jo længere ind i skoven de kommer, jo mere weird og brutalt bliver det. Svampe, legender om hedensk kultur og den lokale ånd Parnag Fegg samt mødet med den underlige og skræmmende Zach (Reece Shearsmith) er et par af de elementer, som Wheatley udsætter Martin og Alma for.
Tonalt lægger filmen sig som en spirituel efterfølger til instruktørens vanvidsfolkhorror ’A Field in England’, hvor en alkymist i 1700-tallet udsætter tre soldater for helvedes pinsler.
Wheatley har en unik sans for detaljerne og forståelse for den folk-horror-genre, som har hæderkronede traditioner, der rækker langt tilbage i britisk filmhistorie. Når det bliver kombineret med enten fysisk komedie eller perfekt timede replikker, kan selv de mest brutale situationer få et element af befriende lethed.
Store, åbne sår, hvor blodet fosser ud, eller man kan se direkte ind til det faste kød, kan i Wheatleys verden enten være omdrejningspunkt for jokes eller højintense liv-eller-død-øjeblikke.
Martin træder på et tidspunkt på noget i skovbunden, så hans fod bliver flænset op på undersiden, og det bliver lappet på en primitiv og kluntet måde. Jeg fik deciderede trækninger på min egen fod og fik lyst til at knuge mit ben tæt ind til kroppen, så effektivt formidles følelsen af smerte i lyd og billeder.
For at akkompagnere syretrippet har Wheatley indforskrevet synth-guruen Clint Mansell til underlægningsmusikken. Den runger tungt og rytmisk, så man bliver hensat til en trancelignende tilstand, hvorfra man ikke kan slippe væk.
’In the Earth’ er en rigtig god genfødsel for Ben Wheatley, der bogstavelig talt finder tilbage til rødderne.
Kort sagt:
Med ’In the Earth’ er Ben Wheathley tilbage i den form, der gjorde ham til en af de mest interessante instruktører fra England i dette årtusinde.