Et iskoldt gys har skvulpet som mørkt vand i min underbevidsthed i et helt årti

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. Henrik Reinberg Simonsen lægger ud.
Et iskoldt gys har skvulpet som mørkt vand i min underbevidsthed i et helt årti
Ben Wheatleys 'Kill List'.

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. ‘Kill List’ lyder, indrømmet, mere som en Jason Statham-actionfilm end en af de uhyggeligste, mest ubehagelige og nedslående film, jeg nogensinde har oplevet.

Jeg vadede ind og så instruktør Ben Wheatleys iskolde thriller lidt ved et tilfælde en lys eftermiddag i 2011, og den har lige siden af og til skvulpet op som mørkt vand fra min underbevidsthed.

Jay (Neil Askell) og Shel (MyAnna Buring) har en lille søn sammen. Men Jay er gået i stå både som ægtemand og brødskaffer for sin lille familie. Der er Irak-krigstraumer, finanskrise, knirkende parforhold og en gabende tom tegnebog. »Lavkonjunkturen i 80’erne var mere glamourøs«, bemærker konen på et tidspunkt.

Hans gamle partner, irske Gal (Michael Smiley) foreslår, at de genoptager deres karriere som lejemordere efter en parmiddag, der er mareridtsagtig nok i sig selv i al sin parforholdstristesse og britiske gastronomi.  Gal har også medbragt sin nye kæreste Fiona (Emma Fryer). Ireren med det lange ansigt har fået et stykke vellønnet freelancearbejde tilbudt: Tre mand skal gøres kold. En præst, en bibliotekar og et parlamentsmedlem. Og Jay indvilliger. Men samtidig er et eller andet ravruskende galt. Fiona, Gals nye kæreste, ridser i al diskretion et mystisk symbol på bagsiden af Jay og Shels badeværelsesspejl i løbet af aftenen.

Noget dunkelt er sat i værk. Præsten virker mærkeligt taknemmelig, idet han bliver passet op på sit kontor og får sin kugle gennem hovedet af Jay. Når lige at sige et tydeligt »thank you«. Bibliotekaren viser sig at have en samling børneporno i garagen. Han når ligeledes at takke sin banemand, Jay, flere gange, mens lejemorderen, der også er familiefar, afstraffer den ældre herre i en grufuldt voldelig scene. Til sidst når bibliotekaren også at kundgøre, at »det er godt at have mødt dig« – som om der er tiltænkt Jay en eller anden særlig rolle i et større (kom)plot.

Ligheder med ‘Hereditary’

Og så kan du måske mærke, hvor vi er på vej hen. Jay er kommet i kløerne på en dygtigt drevet skyggeorganisation, som har udspekulerede planer med ham. Der er ligheder med ’The Wicker Man’, ’Hereditary’ og ’Eyes Wide Shut’ – men ’Kill List’ udmærker sig ved sin blanding af psykologisk horror og socialrealistisk englandsportræt, med kedelige villaveje, triste hotelværelser og tomme restauranter. Det er arbejderklasserealisten Ken Loach i en ond, forhekset udgave.

Her foregår rædslen, sammensværgelsen og det onde lige midt i et prosaisk filmet hverdagsunivers. Når vi kommer i gang med mordene, bliver farverne ofte holdt i gult, brunt og rødt: Det er kropsvæskernes farver, der driver ned ad skærmen, mens volden og fornedrelsen her og der næsten gør filmen decideret svær at se på og lytte til. Og mens farmand er ude og myrde til huslejen, beretter hustruen, at den mystiske Fiona (hende med symbolet bag på badeværelsesspejlet) er begyndt at dukke op med gaver til familiens syvårige dreng.

Kulten i ’Kill List’ er ikke forklaret ret udførligt. Og netop det gør den så uhyggelig. Den har ikke en talsmand, der forklarer sine planer om verdensdominans, som Kali-ypperstepræsten Mola Ram pædagogisk og som en anden James Bond-skurk gør det for Indiana Jones i Steven Spielbergs ’Temple of Doom’.

Det uforklarede er genstand for en stor del af uhyggen. Jay og Gal kommer inden den sidste likvidering til at overvære en af kultceremonierne, der udspiller sig ved nattetid på en eng foran parlamentsmedlemmets slotslignende hjem: Nøgne mennesker med fletmasker lavet af grene og strå danner en cirkel og hænger en ung kvinde. Og de nøgne kultister, der ser ud til at repræsentere alle aldersgrupper, er ikke engang det allermest uhyggelige: Det er applausen, der følger henrettelsen eller menneskeofringen. Den er ryggradsrislende, fordi den ikke er ekstatisk eller blodtørstig, men fordi den virker kølig, formel, lidt som når man klapper for femte gang af et nyvalg til en generalforsamling.

Det værste til gode

Vores hovedperson Jay er langt fra nogen ubetinget fin fyr. Han er trods alt lejemorder og har i det hele taget en slagsbrorfacon, der ikke gør ham til filmhistoriens mest tiltalende antihelt. Men han reagerer såre humant på de umenneskeligheder, der foregår i den afklædte, maskerede forsamling. Han begynder at skyde på den. Vil have vanviddet til at stoppe.

Påskydningen forårsager skrig og forvirring blandt sektens medlemmer, men en slags ceremonimester, sandsynligvis parlamentsmedlemmet, strækker armene ud til hver side, står helt tavst og stirrer i skyttens retning: Han er klar til at blive skudt, det forekommer som en del af planen. Nøjagtigtig som det var tilfældet med præsten og bibliotekaren.

På dette tidspunkt har vi som seere stadig det værste til gode. Slutningen får ikke skydækket til at lette – mere skal ikke afsløres her.

’Kill List’ kan, om nødvendigt, læses som en besk kommentar til 2008-finanskrisen og forskellen mellem rig og fattig. Men den slags fortolkninger føles egentlig mest som en afledningsmanøvre fra den iskolde gru, der fylder hver af filmens scener.  

‘Kill List’ kan ses på Blockbuster og iTunes.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af