’Memoria’: Thailandsk mesters nye film med Tilda Swinton er hypnotisk og absurdhumoristisk
Den thailandske slow cinema-auteur og Cannes-vinder Apichatpong Weerasethakuls nye drømmende drama ‘Memoria’ starter overraskende med et brag.
Der er dog ikke tale om en actionbasker: Braget eksisterer tilsyneladende kun inde i hovedet på vores hovedperson, Jessica (Tilda Swinton), en britisk orkidébotaniker, der bor i den colombianske by Medellín. Hun vågner af lyden om natten og hører den i parken, på restaurant og ude i junglen. Det er mildt sagt forstyrrende.
»Jeg tror, jeg er ved at miste forstanden«, betror hun en veninde, selvom hun egentlig tager situationen forbløffende roligt.
For at opklare lyden opsøger hun på et tidspunkt lydteknikeren Hernán, som forsøger at genskabe lyden for hende. I en karakteristisk lang, undersøgende og sært poetisk scene beskriver hun lyden som »en stor cementbold, der falder ned i en metalbrønd omgivet af havvand« og forsøger at spore Hernán ind med korrektioner som »mere jordagtig« og »dybere«. De to går senere på shopping af orkidékøleskabe sammen, og det er blot én af de pudsige afstikkere, filmen tager.
Selvom braget er omdrejningspunktet for filmens sparsomme handling, er Apitchatpong nemlig ikke specielt optaget af at løse mysteriet. Fokus er snarere på, hvordan det påvirker Jessica, og på de både humoristiske, overraskende og eksistentielt dybsindige møder, hun oplever på sin vej:
Med sin søster, som er indlagt med en mystisk tilstand på hospitalet i Bogotá, som hun selv mener skyldes en hund, men hendes mand er bange for har rod i en forbandelse fra den stamme, hun forsker i. Med en antropolog på hospitalet, som viser Jessica et 6000 år gammelt skelet. Med en læge, der ikke vil udskrive Xanax, fordi hun mener, det vil fjerne Jessicas empati og evne til at se skønheden i verden. Og med en anden mand ved navn Hernán (Elkin Diaz) inde i Amazone-junglen, der renser fisk og fortæller, at han hverken rejser eller ser fjernsyn, fordi det forstyrrer hans hukommelse.
Selvom filmen faktisk leverer en form for afrundende forklaring, gør man klogt i ikke at gå for rationelt til den, men i stedet bare følge med dens hypnotiske flow og fascinerende ideer om hukommelse, spiritualitet, menneskelige forbindelser og sindets kringlede veje.
Undervejs kan man nyde den komplekse lydside, der består af over 700 individuelle lydspor og bærer fortællingen i en stor del af den dialogsparsomme film. Udover det gentagne brag skaber filmen blandt andet sin hypnotiske og sanselige stemning gennem Hernáns musik, byens trafik, regn, fuglefløjt og kvækkende insekter.
Fotograf Sayombhu Mukdeeproms insisterende lange statiske indstillinger, skudt på film, gør ligeledes ‘Memoria’ til en fornøjelse på det store lærred. Derfor giver det også mening, at filmens amerikanske distributør, Neon, meldte ud, at filmen i USA i al fremtid kun kan opleves i biografen og ikke vil udkomme på streaming eller dvd – bortset fra, at man godt kunne have glæde af at se filmen igen for at få det fulde udbytte.
Tilda Swinton er som altid magnetisk og har et strejf af noget overjordisk, der matcher filmens magiskrealistiske tone, samtidig med at hun udgør et solidt, menneskeligt anker i de flyvske temaer. Hun er mere sårbar end den mere utilnærmelige, indimellem skræmmende karaktertype, vi ofte ser hende i. På samme måde er filmen heller ikke hverken utilnærmelig eller svær at forstå, og man skal ikke lade sig skræmme af artfilm- og slow cinema-prædikatet.
Tværtimod er ‘Memoria’, Apichatpong Weerasethakuls første film uden for Thailand og med en Hollywood-stjerne i centrum, en perfekt lejlighed til at lære den thailandske instruktør at kende, som blandt andet vandt Guldpalmen i Cannes i 2010 med ‘Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv’.
Det kan kun gå for langsomt med at komme ind i biografen og nyde langsomheden.
Kort sagt:
Den thailandske Guldpalme-vinder Apichatpong Weerasethakul nye film med Tilda Swinton er en hypnotisk og dragende sanselig og absurdhumoristisk oplevelse om hukommelse, eksistens og menneskelige møder.