Amber Heard anmoder om, at Depp-dommen bortfalder – vil have potentielt juryfusk undersøgt

Amber Heard anmoder om, at Depp-dommen bortfalder – vil have potentielt juryfusk undersøgt
Amber Heard foran retten i april 2022. (Foto: Ron Sachs/Consolidated News Pictures/Getty Images)

Kort efter Amber Heard tabte retssagen til Johnny Depp, gjorde hun det klart, at hun ville anke dommen.

Og nu har Heards advokathold taget første skridt i retning af ikke at ville stille sig tilfreds med det resultat, retten i Fairfax, Virginia, kom frem til i starten af juni, hvor Depp fik medhold i sine anklager mod ekskonen.

Advokatholdet med Elaine Charlson Bredehoft i spidsen har indsendt en begæring til retten i Fairfax Virginia om, at dommen bør bortfalde fuldstændigt, eller at der alternativt skal være en ny retssag.

Begrundelsen udfoldes i et 44 sider langt dokument, hvor det mest opsigtsvækkende er, at Heards hold anfægter ét af jurymedlemmernes troværdighed.

Anklagen lyder på, at jurymedlem nummer 15 ikke blev ordentligt undersøgt.

»Jurymedlem nummer 15 var tilsyneladende født i 1970, ikke i 1945, som fortalt til og stolet på af parterne – inklusive Ms. Heard – i udvælgelsen af jurypanelet«, står der i begæringen.

»Det er uklart, om jurymedlem nummer 15 nogensinde var indkaldt til jurytjeneste eller var kvalificeret til at tjene i panelet«, hedder det efterfølgende, hvilket får Heards advokater til at konkludere, at der skal sættes en undersøgelse i gang om, hvorvidt jurymedlemmet rent faktisk var indkaldt, og at det – afhængigt af resultatet – i sig selv kan være grund til at tilsidesætte dommen eller igangsætte en ny retssag.

Hollywood-mediet Deadline.com skriver, at dette element i en ellers relativt standard begæring »kan være eksplosiv«.

I det amerikanske retssystem undersøger parterne grundigt de enkelte potentielle jurymedlemmer, før de bliver udvalgt, og man har mulighed for at nedlægge veto mod dem, man ikke ønsker i panelet.

Johnny Depps side har endnu ikke forholdt sig til begæringen fra Amber Heard.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af