Jurymedlem om Amber Heard: »Det så ud som om, hun kunne tænde for sine følelser på en kontakt«

Jurymedlem om Amber Heard: »Det så ud som om, hun kunne tænde for sine følelser på en kontakt«
Amber Heard i 2020 under Johnny Depps tidligere retssag mod avisen The Sun, der kaldte ham en »hustrumishandler«. (Foto: Karwai Tang/WireImage)

Man skal have levet under en sten for ikke at have bemærket, hvordan retssagen mellem Johnny Depp og ekshustruen Amber Heard fyldte på de sociale medier i foråret.

En sag, der centrerede sig om en avisklumme fra 2018, hvori Heard beskrev sig selv som offer for hustruvold. Heard nævnte ikke sin eksmand ved navn, men Depp og hans advokater holdt på, at den ikke desto mindre gjorde stor skade på hans karriere og omdømme.

I forrige uge vandt Depp sagen, og nu har et af de syv jurymedlemmer udtalt sig på showet Good Morning America, hvor han forklarer, hvorfor dommen faldt ud som den gjorde:

»Hun virkede ikke troværdig ( … ) Det så ud som om, hun var i stand til at tænde for sine følelser på en kontakt. Hun kunne besvare ét spørgsmål, mens hun græd, for så sekunder senere at blive iskold. Det virkede ikke naturligt«.

Jurymedlemmet fortæller desuden, at juryen havde meget svært ved at bedømme, om Amber Heards billeder af blå mærker var ægte.

Han afviser, at han og kollegerne blev påvirket af den massive mediedækning af sagen – der blev live-streamet på YouTube – eller interessen på de sociale medier:

»Vi så på bevismaterialet. Vi medtog ikke noget, der foregik uden for retslokalet ( … ) Det var meget alvorlige beskyldninger, og der var mange penge involveret. Vi tog ikke let på det«.

Advokat Lee Feldman, som har arbejdet med MeToo-sager, men ikke var direkte involveret i den pågældende sag, er imidlertid ikke sikker på, at det er helt sandt.

I et interview med Indiewire udtaler advokaten, at udfaldet i sagen ikke var overraskende grundet reaktionerne på Twitter og sociale medier. Han mener, at det specifikt var to ting, der undergravede Heards troværdighed:

Det faktum, at ‘Aquaman’-stjernen havde hyret en fotograf fra mediet TMZ til at tage billeder af sine blå mærker, samt udtalelsen fra hendes dramalærer, der gik på, at Heard havde svært ved at frembringe tårer, når hun skulle græde foran kameraet.

»Det var nemt at spinde de to fakta til ‘Hun fandt på det hele’. Sjældent vil man frembringe den slags bevismateriale i en sag som den her«, siger Feldman.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af