Ana de Armas virker allerede nu som en stærk kandidat til næste års Oscar-uddelingen med sit portræt af ikonet Marilyn Monroe i den stærkt imødesete Netflix-film ‘Blonde’ af instruktør Andrew Dominik.
Den første fulde trailer til filmen er netop landet, og den afslører, at filmen blandt andet vil stille skarpt på Monroes kamp for at leve op til mediernes billede af hende – eller som det lyder i traileren: »Marilyn Monroe eksisterer kun på lærredet«.
‘Blonde’ er et fiktionaliseret portræt af Monroes rejse fra en hård barndom til et liv som model, skuespiller og sanger i toppen af Hollywood.
Andrew Dominik, der tidligere har stået bag mesterværket ‘The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’, har udtalt, at filmen sandsynligvis vil forarge alle med sit portræt af showbiz og sin aldersgrænse på 17 år.
Ana de Armas har tidligere imponeret i film som ‘Knives Out’, ‘Blade Runner 2049’ og ‘No Time to Die’, men med ‘Blonde’ får hun en slagkraftig hovedrolle af den slags, der kan katapultere hende endnu tættere på stjernerne.
På rollelisten ses desuden Bobby Cannavale som Joe DeMaggio, Adrien Brody som dramatikeren Arthur Miller og danske Casper Phillipson som præsident John F. Kennedy (som han også portrætterede i ‘Jackie’).
De andre medvirkende tæller blandt andre Julianne Nicholson, Xavier Samuel, Scoot McNairy og Evan Williams.
‘Blonde’ får premiere på Netflix 28. september.