Det fik ikke så få mandlige internet-trolde til tasterne, da ‘Midsommar’ og ‘Little Women’-stjernen Florence Pugh i weekenden bar en semi-gennemsigtig Valentino couture-kjole under et modeevent i Rom.
Pughs brystvorter var synelige under det tynde stof, og dét affødte en lind strøm af misogyne kommentarer på de sociale medier, lige fra at looket var »vulgært« til at Pugh burde skamme sig over at være så »fladbrystet«.
Og den opførsel er desværre lige forudsigelig som den skal stoppe. Nu. Det skriver Pugh i et opslag på Instagram, hvor hun opfordrer til, at mænd bliver bedre til at respektere kvinders kroppe:
»Hør her, da jeg bar den fantastiske Valentino-kjole vidste jeg, at det var helt usandsynligt, at der ikke ville blive kommenteret på den (…) Jeg var begejstret for at have den på, og der var ikke nogen del af mig, der var nervøs. Jeg var det ikke før, mens jeg havde den på, eller nu her bagefter«.
»Hvad der har været interessant at se og bevidne er, hvor nemt det er for mænd at totalt smadre en kvindes krop (på nettet, red.) – offentligt, med stolthed, hvor alle kan se det. I gør det endda med jeres jobtitler og arbejdsmails i jeres bio … ?«
Pugh skriver endvidere, at det er skræmmende for hende at se, præcis hvor vulgære mænd er i deres kommentarer, og at det af uransagelige årsager har ligget en meget lang række fremmede utroligt meget på sinde at fortælle hende, at de er skuffede over, hvor små hendes bryster er.
»Heldigvis har jeg selv favnet de træk, der gør min krop til min krop. Jeg har det fint med alle de ‘fejl’, som jeg ikke kunne klare at se på da jeg var 14 ( … ) Jeg er udemærket klar over min bryststørrelse, og jeg er ikke bange for den«.
Skuespilleren stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor mænd til gengæld er det; bange for bryster:
»Det får mig til at spekulere over, hvad der mon er hændt dig, der gør dig tilfreds med højlydt at bekende din utilfredshed med størrelsen af mine bryster og min krop … ?«
Læs hele Pughs opslag her, der i skrivende stund har fået over 2 millioner likes:
Opslaget har fået et hav af positive kommentarer, blandt andet fra kollegaen og Oscar-vinderen Ariana DeBose, Joey King og Aubrey Plaza.
Florence Pugh er til efteråret aktuel i filmen ‘Don’t Worry Darling’ over for Harry Styles.