Chris Pratt kommer ikke til at svinge pisken som Indiana Jones lige foreløbigt.
‘Guardians of the Galaxy’-stjernen var ellers rygtet som en mulig arvtager til den ikoniske rolle, når Harrison Ford engang går på pension, men i podcasten ‘Happy Sad Confused’ fortæller Pratt, at Ford skræmte ham fra overhovedet at overveje rollen.
»Jeg ved ikke engang, hvem Steven Spielberg er. Hvem? Steven hvem?«, jokede Pratt og fortsatte:
»Nej, laver de ikke ‘Indiana Jones’ med Harrison Ford? Det eneste, jeg ved, er, at jeg engang så et citat fra Harrison Ford – jeg ved faktisk ikke, om det virkelig var ham, men det var nok til at skræmme mig. Det lød noget i retning af: ‘Når jeg dør, så dør Indiana Jones’. Jeg tænkte: ‘Kommer jeg til at blive hjemsøgt af Harrison Fords spøgelse, når han en dag dør, hvis jeg spiller (Indiana Jones, red.)…?«
Citatet, Pratt refererer, stammer fra et interview med Harrison Ford på ‘Today’-showet i 2019, hvor han udtalte: »Forstår du det ikke? Jeg er Indiana Jones. Når jeg er borte, så er han også borte. Så simpelt er det«.
Harrison Ford gentager rollen som den legendariske arkæolog i den kommende ‘Indiana Jones 5’, hvor han spiller over for ingen ringere end Mads Mikkelsen.
‘Indiana Jones 5’ instrueres af James Mangold, der overtager faklen fra franchisens medskaber Steven Spielberg. På rollelisten ses desuden folk som Phoebe Waller-Bridge, Antonio Banderas og Toby Jones. Der er forventet premiere 30. juni 2023.