Harrison Ford er tilbage i sin legendariske rolle som Indiana Jones, og optagelserne ruller i øjeblikket til ’Indiana Jones 5’, der også har Phoebe Waller-Bridge og danske Mads Mikkelsen på rollelisten.
Men i den kommende tid bliver optagelserne uden den snart 79-årige Ford, der har pådraget sig en skulderskade i forbindelse med en kampscene, hvor skuespilleren altså kom galt afsted. Det skriver Deadline.
»Da Harrison Ford øvede sig på en kampscene, pådrog han sig en skulderskade. Produktionen vil fortsætte, mens omfanget af behandling bliver evalueret, og tidsplanen for optagelserne vil blive ændret, hvis det er nødvendigt i de kommende uger«, siger en talsmand fra Disney.
Dermed må James Mangold, der denne gang har overtaget tøjlerne fra Steven Spielberg som instruktør, undvære sin ubestridte stjerne.
Det er ikke første gang, at Harrison Ford har pådraget sig en skade på et filmset. I forbindelse med ’Star Wars: The Force Awakens’ kom han til skade med benet, og under optagelserne til ’Indiana Jones and The Temple of Doom’ var det en alvorlig rygskade, der trak overskrifter.
Den foreløbige premiere dato til ’Indiana Jones 5’ er fortsat 29. juli 2022.