Hun er blevet Sønderjyllands nye filmansigt: »Det har været specielt at opleve, at folk virkelig tror, jeg er hende«

Efter gennembruddet i succesen ’Onkel’ var mange sikre på, at Jette Søndergaard var sin karakter i filmen. Det er dog slet ikke tilfældet, og nu er skuespilleren klar med en både beslægtet og anderledes rolle i Frelle Petersens anden film fra Sønderjylland, ’Resten af livet’.
Hun er blevet Sønderjyllands nye filmansigt: »Det har været specielt at opleve, at folk virkelig tror, jeg er hende«
Jette Søndergaard i 'Resten af livet'. (Foto: Rolf Konow)

Frelle Petersens ’Onkel’ var en af de store danske filmoverraskelser i 2019:

En sjældent autentisk, stilfærdig og dog hårdtslående fortælling om en ung kvinde, Kris, der med en stor sorg i bagagen var splittet mellem at hjælpe sin onkel på gården og forfølge dyrlægedrømmen i København.

Kris blev spillet af debutanten Jette Søndergaard med så stor troværdighed, at mange troede, at man kunne sætte 1:1-lighedstegn mellem hende og karakteren.

Nu er Søndergaard tilbage i en på én gang beslægtet og meget anderledes rolle: I Frelle Petersens opfølger til ’Onkel’, ’Resten af livet’, har hun rollen som Line, der prøver at holde sammen på sin familie, da en ubærlig tragedie overgår dem.

Forældrene, spillet af Ole Sørensen og Mette Munk Plum, reagerer meget forskelligt på sorgen, mens Line skal finde sin egen plads i savnet på et tidspunkt, hvor hun også kæmper med håbet om at sætte et nyt liv i verden.

Jette Søndergaard er selv opvokset i Sønderjylland, men har de sidste 10 år boet i København, og efter ’Onkel’ besluttede hun hurtigt, at hun ville gå efter skuespillerdrømmen på fuld tid, fortæller hun, da vi fangede hende på en telefon inden premieren på ’Resten af livet’.

100 procent skuespiller

Hvordan har successen med ’Onkel’ påvirket dit liv de seneste år?
»Indtil videre har det været rimeligt roligt. Det kommer sig nok af, at rigtigt mange troede, jeg var Kris. Det har været specielt at opleve – at folk virkelig tror, at jeg er hende og bor på den der gård. Det er jo på ingen måde tilfældet, men jeg har helt ærligt mest set det som noget positivt. Jeg er rigtigt stolt af, at jeg har kreeret en karakter, som folk har følt var så ægte«.

»Men nu stille og roligt føler jeg, at det går op for folk, også i branchen, at jeg faktisk er skuespiller – og er meget seriøs omkring mit arbejde. Og jeg har da også været til castings og har en lille rolle i en serie, der kommer næste år. Så det triller stille og roligt«.

Du er uddannet dyrlæge. Men du går 100 procent efter skuespillet nu?
»Ja. Helt fra barnsben har jeg været med i alt, jeg har kunnet være med i, som meget ung lånte jeg alt, jeg kunne finde på biblioteket om skuespil, og senere, sideløbende med mit dyrlægestudie, deltog jeg i diverse skuespil-workshops og kurser, blandt andet i USA.«.

Instruktør Frelle Petersen og skuespiller Jette Søndergaard under optagelserne på ‘Resten af livet’. (Foto: Rolf Konow)

»Efter vi optog ’Onkel’, kunne jeg bare mærke, at det var 100 procent det, jeg skulle, og det, jeg brænder allermest for. Jeg var også glad for arbejdet som dyrlæge, men der er det der punkt, hvor man rammer ind i noget, der virkelig taler til ens sjæl, så jeg har allerede fra da af koncentreret mig 100 procent om det, og det gør jeg også nu. Jeg er klassisk arbejdsløs skuespiller, haha!«

Hvordan var det at lave ’Resten af livet’, når nu du havde erfaringen fra ’Onkel’ i bagagen?
»For mig er film den smukkeste form for samarbejde, hvor alle afdelinger gør det, de er bedst til. Og på ’Onkel’ måtte vi jo stå for rigtigt meget selv – vi havde rigtigt mange hatte på alle sammen. Det var super fedt, og jeg lærte utroligt meget af det, så jeg nu har en fornemmelse og forståelse for, hvad de andre funktioner har gang i. Men med ’Resten af livet’ har det været fantastisk at opleve, hvordan det går op i en højere enhed, når man har et større filmhold. Og fællesskabet har været helt utroligt«.

Fordomme og følelser

Hvad synes du, ’Onkel’ og ’Resten af livet’ gør i forhold til at nedbryde eventuelle fordomme, folk må have om Sønderjylland?
»Jeg synes, det er skønt, at Frelle viser en anden nuance af Sønderjylland, end vi er vant til at se. I ’Resten af livet’ er det en helt almindelig familie, vi ser, som har ganske almindelige jobs. Den kunne lige så godt foregå alle mulige andre steder i Danmark. Følelserne er de samme«.

Har du selv oplevet nogle af de fordomme, efter du flyttede til København?
»Ja, men det skønne ved København er jo, at en tredjedel af os er fra Sønderjylland eller Jylland i det hele taget! Men selvfølgelig er der fordomme, ligesom folk fra Jylland også har fordomme om København«.

Lavede du selv nogen research på filmens tema om sorg?
»Det er et stort tema, og man vil rigtigt gerne have en respekt omkring det. Der er jo ikke nogen af os, som ikke oplever tab på et tidspunkt. Jeg har ikke selv oplevet den form for sorg som i filmen, men jeg har brugt og spejlet mig i mennesker fra min omgangskreds, som har. Det er der, man starter, og så dykker man ned i karakteren derfra«.

Peter Hansen Tygesen og Jette Søndergaard i ‘Onkel’. (Foto: Per Arnesen)

»I ’Onkel’ mødte vi Kris, længe efter hun havde været igennem de her traumer, som så har formet hende til det menneske, hun er. I ’Resten af livet’ møder vi Line midt i traumet og sorgen og oplever, hvordan hun håndterer følelserne, hun står i, og hvordan det ændrer hende som menneske. Så ståstedet er anderledes denne gang, og det var også det, der gjorde dem spændende hver for sig«.

Fra Noer til Reymann

Hvad håber du, at folk tager med fra filmens behandling af sorg?
»Mit store håb er, at jeg har formået at give en nuanceret portrættering af Line og hendes følelser. Og at folk kan genkende sig selv i karaktererne og føle sig set og hørt i deres sorg. Og så håber jeg også, at den kan være med til at give en ny forståelse for hinanden, hvis man har oplevet ikke at forstå hinanden i sorgen«.

Så vidt jeg forstår, er Frelles plan, at det skal blive en Sønderjylland-trilogi. Skal du også være med i den tredje, ved du det allerede?
»Jeg føler mig ekstremt privilegeret over, at han er så glad for mit arbejde. Og han har også allerede løftet to nye ideer, hvor jeg kan fornemme, at jeg har noget at skulle gøre. Så det er spændende, og jeg håber, at vi kommer til at lave mange flere film sammen«.

‘Resten af livet’. (Foto: Rolf Konow)

Har du ellers nogen drømme om, hvem du kunne tænke dig at arbejde sammen med i fremtiden?
»Jeg synes, Malou Reymanns ’En helt almindelig familie’ var super fantastisk, og hun er en skøn ny stemme. May el-Thoukhys ’Lang historie kort’ havde en så god blanding af humor og seriøsitet – og ’Dronningen’ kommer man selvfølgelig ikke udenom. Og Michael Noer – hans film går i mit hjerte. ’Nøgle hus spejl’ var virkelig god og ’Før frosten’ … jeg har en stor kærlighed til historiske periodefilm, så den var jeg helt vild med«.

»Jeg er jo på mange måder stadig i den spæde start af min karriere, og lige nu håber jeg bare, jeg får lov at fortsætte. Og jeg synes, der er sindssygt mange dygtige historiemagere og instruktører herhjemme. Men for mig er det vigtigste, hvad det er for en historie, og hvordan man griber det an. Og hvilket slags menneske jeg skal arbejde sammen med«.

’Resten af livet’ har biografpremiere 7. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af