‘Bullet Train’: Brad Pitt spilder sit talent i ny actionkomedie fra ’Deadpool 2’-instruktør

‘Bullet Train’: Brad Pitt spilder sit talent i ny actionkomedie fra ’Deadpool 2’-instruktør
Brad Pitt i 'Bullet Train'. (Foto: SF Studios)

Brad Pitt har i løbet af de seneste par år sagt, at han er nået til et sted i sin karriere, hvor han vil påtage sig færre og færre roller og vælge dem med omhu.

Så meget desto mere underligt er det, at han har valgt at kaste sig over den ret intetsigende hovedrolle i David Leitchs halvbagte actionkomedie ’Bullet Train’, der mest af alt virker som en aflagt Ryan Reynolds-karakter.

Filmen var oprindeligt tænkt som en mørk og seriøs R-rated-actionbasker om fem lejemordere, der tørner sammen på det verdenskendte lyntog Shinkansen i Japan – udsendt på forskellige missioner som dog alle cirkler om en helt særlig attachémappe og et berygtet mafiaoverhoved ved navn Den Hvide Død.

Men havde man håbet, at Leitch – stuntmanden, der blandt andet var stuntdouble for Pitt og siden har slået sine folder som instruktør på ’John Wick’ (ukrediteret), ’Atomic Blonde’ og ’Deadpool 2’ – gik efter at lave en højoktan actionfilm med medrivende kampsekvenser, bliver man skuffet.

Aaron Taylor-Johnson og Brad Pitt i ‘Bullet Train’. (Foto: SF Studios)

’Bullet Train’ er undervejs i optagelserne muteret til en actionkomedie, der er plaget af arven fra ’Deadpool’, når henved samtlige scener udspiller sig med et ironisk glimt i øjet og intet øjeblik er for helligt til en billig joke eller en letkøbt cameo. Hvor det fungerede som spoof i ’Deadpool’, falder det for det meste til jorden her.

Filmen starter egentlig meget godt med en tilbagelænet Brad Pitt som den evigt uheldige og modvillige lejemorder med kodenavnet Mariehøne.

Han er vendt tilbage til sin dødbringende gesjæft efter at være startet i terapi og citerer nu lommefilosofiske floskler om, at hvis man bare møder verden med et smil, smiler verden også tilbage. Han har valgt at lægge våbnene på hylden – også selvom hans branche ikke just inviterer til en pacifistisk livsfilosofi.

Hvad der skulle have været en let opgave om at stjæle attachémappen ombord på højhastighedstoget, bliver dog hurtigt besværet, da han render ind i det britiske lejemordermakkerpar Citron (Brian Tyree Henry) og Mandarin (Aaron Taylor-Johnson), giftspecialisten Hveps (en groft uudnyttet Zazie Beetz) og den manipulerende Prins (Joey King), der alle har hver deres plan for tasken.

Joey King i ‘Bullet Train’. (Foto: SF Studios)

Det kunne have været udgangspunktet for en medrivende underholdningsfilm, men Leitch punkterer hurtigt spændingen og intensiteten, når han forfølger en række ligegyldige bikarakterer og deres historier via flashbacks og overdynger plottet med forudsigelige twists. Det virker mest af alt som forsøg på at maskere, hvor tynd den egentlige fortælling er, og hvor kaloriefattige mange af de CGI-drevne actionscener tager sig ud.

Da fortællingen roder sig så langt ud i marginalerne, at vi pludselig skal se en vandflaskes rejse frem mod en afgørende scene, begynder man at tage sig til hovedet. Sådan rammer de fleste af de uinspirerende humoristiske indfald skævt, mens den afgrænsede kulisse og japanske setting aldrig rigtig kommer til sin ret.

Leitch har muligvis bildt sig selv ind, at han fortalte en historie om, hvordan vold avler vold og hvordan man kun kan bryde den onde cirkel ved at vinke farvel til våben.

Om hvordan man ikke kan planlægge sig ud af livet og sin skæbne, når selv et tog, der altid ankommer til tiden, kan slås ud af kurs. Og hvordan generiske Hollywood-rabalderfilm ukritisk genskaber våbenfetichismen uden noget dybere budskab.

Men intentionen om at råde bod på skaden og lave en underholdningsfilm med noget på hjertet bliver ved tanken.

Bad Bunny i ‘Bullet Train’. (Foto: SF Studios)

Mens altid karismatiske Pitt kører på automatpilot, står højdepunktet i ’Bullet Train’ som Brian Tyree Henry og Aaron Taylor-Johnsons samspil. Det virker rent faktisk som om, de har haft det sjovt under optagelserne.

Duoen er som tyvstjålet fra en Guy Ritchie-film med deres nihilistiske, ærkebritiske pingpong, men selvom figurerne ikke er videre originale, lander deres jokes som oftest rent takket være den smittende kemi.

Helt så godt går det ikke, når Pitt går mod solnedgangen og plaprer om lort, der er på vej ud af ham og om de luksustoiletter, som skal afhjælpe ham. Det er underholdning efter laveste fællesnævner.


Kort sagt:
Brad Pitt spilder sit talent i David Leitchs fejlslåede actionkomedie ’Bullet Train’, der fortaber sig i skøre, humoristiske indfald og ligegyldige sidehistorier.

'Bullet Train'. Spillefilm. Instruktion: David Leitch. Medvirkende: Brad Pitt, Joey King, Sandra Bullock, Zazie Beetz, Aaron Taylor-Johnson, Michael Shannon, Karen Fukuhara, Brian Tyree Henry. Spilletid: 152 min. Premiere: I biografen 4. august.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af