Hvad skal der ske med ‘The Flash’ efter ny Ezra Miller-anholdelse? Warner overvejer tre scenarier

Hvad skal der ske med ‘The Flash’ efter ny Ezra Miller-anholdelse? Warner overvejer tre scenarier
Ezra Miller i 'The Flash'. (Foto: Warner)

I mandags blev Ezra Miller anholdt for tredje gang i år, denne gang for tyveri.

Og skuespilstjernens uregerlige adfærd, der også har inkluderet kvælertag og et tilhold mod et 12-årigt barn, er blevet et større og større problem for Warner, der har superheltefilmen ‘The Flash’ på vej, hvor Miller i hovedrollen er med i næsten alle scener.

‘The Flash’ har kostet betragtelige 200 millioner dollars, og Warner må nu overveje, hvad de stiller op med filmen, der er planlagt til premiere 23. juni næste år.

The Hollywood Reporter rapporterer nu, at Warner Bros. Discovery overvejer tre scenarier.

Det første – og utvivlsomt det, selskabet håber på – er, at Miller vil søge professionel hjælp, efter skuespilleren vender hjem til sin families hjem i Vermont, og at de (Miller bruger pronominerne de/dem) senere giver et interview, hvor de forklarer sin opførsel, hvorefter de ellers ikke vil stille meget op til pressen i forbindelse med en biografpremiere som planlagt.

Det andet scenarie er, at Miller ikke søger hjælp, og at Warner sender filmen ud uden skuespillerens medvirken i promoveringsforløbet, og at Miller derefter er færdig som The Flash.

Og det tredje, og værste, scenarie er, at Miller forværrer sin deroute, og at Warner kasserer filmen fuldstændigt.

Warner med den nye topboss David Zaslav i spidsen har netop kasseret den 90 millioner dyre ‘Batgirl’, selvom filmen var klar – dels for at undgå at bruge yderligere penge på at promovere den, dels for at score en skattefordel, og dels fordi Zaslav ikke ønsker, at Warner skal lave dyre film direkte til streaming, som ‘Batgirl’ var tiltænkt.

Den opsigtsvækkende beslutning omkring ‘Batgirl’ får selvfølgelig det tredje ‘The Flash’-scenarie til at virke mere realistisk end ellers, men det vil stadig være et uhørt træk at smide en biograffilm til over en milliard danske kroner på møddingen.

Så mon ikke Warner trods alt vil gøre alt, hvad de kan, for at lande et af de første to scenarier.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af