Ugens fanboy
Vi har mange gange oplevet en starstruck Mia (»Jeg er nødt til at sige, hvor er du god som ham der ridderen, Nikolaj«), men det er nu sjældent, at Frank møder en kendis, han kan fanboy’e lidt over. Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det ikke sket, siden han for en del år siden lavede ravage hos Michael Laudrup.
Men i ’Darwins kontor’ støder Frank ind i ingen ringere end dna-forskeren Eske Willerslev, mens de begge er på jagt efter en ny kuffert, og det resulterer i en ganske underholdende interaktion, hvor en meget begejstret Frank anbefaler butikkens absolut bedste bagage, humblebragger lidt med sin dyrlægeuddannelse, afslører, at han er ved at byde på en Bamsestol til en særdeles god pris og lander en invitation til et jernalder-eksperiment.
Alt i alt en ganske fin eftermiddag for Frank, må man sige, og hans fornøjelse er da heller ikke til at tage fejl af, når han og Willerslev nærmest hånd-i-hånd går forbi vinbaren, hvor en afventende Casper sidder klar med en flaske og to glas.
Det er nu andet afsnit i træk, hvor CC må spille andenviolin til Franks socialliv (og, som det vil vise sig, andet afsnit i træk, hvor CC får kringlet situationen til sin egen fordel).
Det passer egentlig ret godt til Franks karakter, at et af de få mennesker, der rent faktisk kan imponere ham, er af den mere intellektuelle støbning. Det skulle bestemt ikke undre mig, hvis han forestiller sig, at der findes en Frank i et (nærtliggende) parallelt univers, der selv er på vippen til at modtage en Nobelpris af en eller anden art.
Ugens once in a laiftaim opportjuniti
Åh ja, det er, som altid, enormt spændende, når Frank skal udtale noget på engelsk (og, indimellem, på dansk). Og det er ikke for at accent-shame Frank, for det ville være tarveligt, men … det er nu sjovt, når han slår over i sit Villy Søvndal’ske danglish.
Hvorom alting er, lykkes det ham til sidst at overtale en meget modvillig Mia til at tilbringe et par døgn i en jernalderlandsby. Men her må jeg dog tilslutte mig Mias synspunkt: Det skulle de nok aldrig have gjort.
Man skulle tro, at Sagnlandet Lejre kunne være ideel grobund for en fantastisk akavet Klovn-episode: Et småborgerligt Frederiksberg-ægtepar strandet i en 2.000 år gammel stråhytte. Manuskriptet skriver jo nærmest sig selv.
Men hvad får vi? En fyr med astma har lidt åndedrætsbesvær offscreen, Mia skider i en ovn, og Frank gider ikke indlevere sin smartphone … Det sjoveste, der sker, er, at Casper dukker op sammen med sin nye bedste ven Eske Willerslev. Og selv det bliver ikke rigtig brugt til noget, ud over at Frank så småt begynder at vende sig mod sit store forbillede.
Det virker som en kæmpe missed opportjunity, at Casper ikke medvirker i eksperimentet fra start af. For godt nok er Mia ikke ligefrem ekstatisk over sin rolle, men det er da næsten en forbrydelse ikke at placere Casper midt på Lars Tyndskids mark uden adgang til hverken kaviar eller rosé. Det havde utvivlsomt givet anledning til nogle farverige raseriudbrud og skabt en interessant dynamik mellem ham og Frank, der er så ivrig efter at imponere Eske.
Afslutningsvis formår episoden at kæde nogle plotpunkter sammen, som der er blevet lagt op til i løbet af handlingen. Frank tager sin hævn over dna-forskeren ved at bytte sin nye røde kuffert ud med Eskes nye røde kuffert, hvorefter Eske bliver tilbageholdt i lufthavnen og, åbenbart, går glip af et vigtigt møde, hvor han skulle nomineres til Nobelprisen.
Men helt ærligt – i denne postcorona-verden tog han den vel for fanden bare over Teams fra et baglokale i Kastrup Lufthavn …
Ugens citat
Jeg må jo nok erkende, at der i dette afsnit ikke er den helt store buffet at vælge imellem. Og det virker næsten fjollet, at det skal være Casper Christensen, der endnu engang løber med ugens citat, særligt når antallet af scener, han medvirker i, kan tælles på en halv hånd.
Men »Det er uinteressant for alle andre end dig og Mia« er bare et af de klassiske Casper-citater, der sidder lige i skabet, og som man selv ville kunne bruge på næsten daglig basis.
Den eneste egentlige konkurrent er Franks »Hvor mange gange har pølsemanden banket på?«, men her har vi et eksempel på en af Klovns mere forcerede ’regler’, som ikke giver synderligt meget mening, og som heller ikke rigtigt giver pote i løbet af afsnittet – selvom det dukker op igen et par gange.
(Og her må jeg tilføje, at jeg er dybt skuffet over, at vi til sidst i episoden ikke ser Frank kaste sig ud af bilen midt på motorvejen for at skide i midterrabatten!).
Ugens bundlinje
Det er lidt ærgerligt, at sæsonens bedste episode, ’Alter Ego’, bliver efterfulgt af sæsonens dårligste, men der er efter min mening ikke så meget at rafle om her:
’Darwins kontor’ er en skuffende omgang. Præmissen fejler egentlig ikke noget, men der er bare ganske få rigtigt sjove scener, og Eske Willerslev er en alt for neutral karakter i forhold til, hvor mange scener han er med i.
Han har muligvis en skjult agenda, når han inviterer Frank med til en wifi-fri jernalderlandsby, da han nu uden problemer kan vinde budkrigen på Bamsestolen. Men det er i så fald så lowkey udspekuleret, at der aldrig bliver gjort plads det konfrontatoriske og det pinlige, som man jo typisk forbinder med ’Klovn’.
Og så irriterede det mig også (nok mere end det egentlig burde), at fyren, der får frataget sin astmamedicin på grund af Frank, ikke lige påpeger, at man for 2.000 år siden altså heller ikke gik med briller fra Synoptik.
’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.