Quentin Tarantino har kastet sin kærlighed på årets største blockbuster, Tom Cruises episk-nostalgiske ‘Top Gun: Maverick’.
I podcasten Reelblend hyldede instruktøren filmen, selvom han efter udsagn ikke plejer at tale om andre instruktørers arbejde offentligt, fordi han »bliver tvunget til kun at sige positive ting, hvis jeg ikke skal nedgøre nogen«. Det skriver Indiewire.
Tarantino fortsatte: »Men i dette tilfælde: Jeg fucking elsker ‘Top Gun: Maverick’. Jeg synes, den var fantastisk. Jeg så den i biografen. Den og Spielbergs ‘West Side Story’. Begge film var et filmisk spektakle af den slags, jeg næsten var begyndt at tro, at jeg aldrig ville få at se igen. Det var fantastisk«.
Han fortæller videre, at han særligt var begejstret for, hvordan filmen hyldede Tony Scott, der instruerede den første ‘Top Gun’-film og gik bort i 2012:
»Der var et meget elskværdigt aspekt, fordi jeg både elsker Tony Scotts film så meget og jeg elsker Tony så meget. Og det her er så tæt vi nogensinde vil komme på at se en sidste Tony Scott-film«, siger Tarantino og fortsætter:
»Kosinski (instruktøren, red.) gjorde et fremragende stykke arbejde. Respekten og kærligheden til Tony var i hvert et billede. Det var nærmest i hver beslutning. Det var bevidst til stede, men på en rigtig sej måde, der virkelig var respektfuld«.
Tony Scott var oprindeligt tilknyttet ‘Top Gun: Maverick’ som instruktør, og ifølge Tarantino tøvede Tom Cruise med at lave filmen efter hans død. Tarantino genkalder, at Cruise sagde: »Det var derfor, jeg sagde nej i alle de år. Af præcis den grund. Men vi fandt en løsning«.
»Jeg synes, at den respekt var i hver en beslutning, Tom tog omkring filmen«, siger Tarantino.
‘Top Gun: Maverick’ har omsat for 9,5 milliarder kroner på verdensplan. Filmen kan stadig ses i biograferne herhjemme.