Robert De Niro har et utal af mesterlige gangsterroller bag sig, fra ’The Godfather 2’ til Martin Scorseses ’Mean Streets’, ’Goodfellas’, ’Casino’ og senest ’The Irishman’.
Og nu skal det blive spændende at se, om han kan føje endnu én – eller rettere to – til det imponerende cv.
I den kommende film ’Wise Guys’ genforenes den 78-årige skuespiller ifølge Deadline med ’Goodfellas’-forfatteren Nicholas Pileggi, og her skal han efter sigende ikke bare skal spille én, men hele to berømte og berygtede gangsterbosser.
Det drejer sig om rollerne som henholdsvis Vito Genovese og Frank Costello, der hver især terroriserede New Yorks underverden i det 20. århundrede. I 1957 planlagde Genovese et mislykket snigmord på Costello – en hændelse, som bliver interessant at se udfolde sig på lærredet, når rollerne er spillet af samme skuespiller.
Nicholas Pileggi udgav i 1985 bogen ’Wiseguy’, som dannede grundlaget for hans manuskript til Scorsese-hittet ’Goodfellas’ i 1990. Bogen ’Wiseguy’ har tilsyneladende intet at gøre med den kommende ’Wise Guys’ film.
’Wise Guys’ produceres af Irwin Winkler, kendt for at producere ’Goodfellas’ og ’Rocky’, og vil blive instrueret af Barry Levinson (’Rain Man’), som tidligere har samarbejdet med De Niro på diverse projekter, heriblandt ’Wag the Dog’ og ’What Just Happened’.
Det vides endnu ikke, hvornår filmen får premiere.