(Opdatering 12. august kl. 20.30: Nyhedsbureauet Reuters meddeler nu, at Anne Heche er død).
Skuespiller Anne Heche har kæmpet for livet, siden hun sidste uge blev indlagt i kritisk tilstand efter en alvorlig bilulykke, hvor bilen blandt andet brød i brand.
Nu meddeler Heches familie, at hun ikke forventes at overleve, da ulykken har medført en anoksisk hjerneskade, fordi hendes hjerne ikke har fået ilt i en længere periode.
»Efter ulykken har hun desværre fået en alvorlig anoksisk hjerneskade. Hun er fortsat i koma og i kritisk tilstand. Hun forventes ikke at overleve«, udtaler familien i pressemeddelelse, skriver blandt andet Deadline.
I øjeblikket er familien i færd med at træffe den svære beslutning om, hvorvidt der skal slukkes for respiratoren. Samtidig er de ved at undersøge, om Heches organer kan doneres, da det var et ønske fra skuespilleren.
Heche forulykkede sin bil fredag, hvor hun kørte ind i et hus i Mar Vista. Bilen antændte og huset brændte ned, mens beboerne blev evakueret.
Inden da havde Heche angiveligt været involveret i et mindre færdselsuheld tidligere samme dag ved en nærliggende parkeringsplads, hvor hun kørte ind i en mur.
Politiet i Los Angeles udtalte tidligere på ugen, at de havde fundet spor af stoffer i Heches blod. De er dog ved at undersøge sagen nærmere, da de skal udelukke, at stofferne ikke blev indsprøjtet af lægepersonalet. Det udtaler politiet til Deadline.
Heche fik sit gennembrud i slutningen af 80’erne, hvor hun vandt en Daytime Emmy for sin rolle i sæbeoperaen ‘Another World’. I 2004 blev hun nomineret til en Primetime Emmy for sin præstation i ‘Gracie’s Choice’.
Hun har også medvirket i film som ‘Donnie Brasco’, remaket af ‘Psycho’ og ‘Six Days Seven Nights’ med Harrison Ford.
Heche er snart aktuel i en større rolle i The Weeknds serie ‘The Idol’ og en række film.