Der var lagt i kakkelovnen til en potentiel prissluger, da det amerikanske tv-selskab Showtime søsatte antologiserien ‘The First Lady’ om en række amerikanske førstedamer med et stjernespækket cast og Emmy-vinder Susanne Bier som instruktør.
Modtagelsen af serien var dog ikke prangende, da den fik premiere i foråret, og da årets Emmy-nomineringer skulle opgøres, gik den stjernespækkede serie med blandt andre Viola Davis, Michelle Pfeiffer og Gillian Anderson tomhændet hjem.
Ikke helt overraskende er serien blevet aflyst efter kun én sæson trods planer om flere sæsoner. Det skriver Deadline.
Serien markerede Biers tredje store Hollywood-serie efter Emmy-vinderen ‘Natportieren‘ og seersuccessen ‘The Undoing‘ på HBO.
Også her på sitet høstede ‘The First Lady’ beskedne tre stjerner. Vores anmelder skrev blandt andet, at serien var en kedelig affære uden kant og psykologisk dybde.
Senere har Viola Davis også forholdt sig til kritikken af sit portræt af Michelle Obama. Hun udtalte blandt andet til BBC News: »Hvordan kommer man videre fra at blive såret, fra fiasko? Du er nødt til det. Ikke alt kan være en prisvindende præstation«.