’Natportieren – hele serien: Biers spionserie var en lækker krimibasker med ridser i lakken

(Læs først, når du har set ‘Natportieren’ til ende)

Så sluttede det hele, hvor vi begyndte for halvanden måned siden: Med superskurken Dickie Ropers (Hugh Laurie) uundgåelige fald fra magtens tinde i atmosfærisk-kaotiske Cairo, arnestedet for både megen af den politiske uro, der har næret Ropers våbenhandler i Mellemøsten, samt Jonathan Pine (Tom Hiddleston) og Angela Burrs (Olivia Colman) farefulde mission, der har ført os fra Egypten til Schweiz, Mallorca, England, Spanien og Tyrkiet over seks overvejende velturnerede afsnit.

Instruktør Susanne Bier samlede trådene og lod de onde få som fortjent, i hvad der på en gang føltes som et tilfredsstillende, momentant neglebidende og lidt forudsigeligt sidste akt efter femte afsnits spændende detour til Ropers anarkistiske ørkenlejr, og Dromgooles (Tobias Menzies) iskolde invasion af Burrs privatsfære, der antydede foruroligende, at højgravide Burr og hendes uheldige husbond måske stod til at bøde for efterretningskvindens egen ubøjelige determination.

I sidste ende slap både Burr og hendes enorme mave (jeg forventede halvt, at vandet ville gå midt på Hotel Nefertitis polerede marmorgulve) såvel som husbonden, Pine og Joel Steadman (David Harewood) relativt uskadte fra eventyret. Ja, selv mørbankede Jed (Elizabeth Debicki) klarede skærene og fik et romantisk måneskins-knald med sin spion i overlevelsespræmie for sine strabadser.

At Jed imidlertid skulle være den eneste, der måtte humpe blodig og forslået fra sit forhold til Roper, var temmelig uretfærdigt i en serie, der lidt for ofte har brugt kvinder som boksebolde for at fastslå skurkenes amoralske dybder og anspore vor helt til aktion.

Jeg godtede mig alligevel skadefro, da Pine likviderede den ynkelige drukmås Freddie Hamid i sin egen soppe-pøl og dermed satte prop i det udestående, der oprindeligt vækkede spionens indignation mod hele Ropers regime ovenpå Sofias mord. Og klukkede højlydt, da arrogante Roper, som efter sin arrest tydeligvis forventede at være på fri fod inden middagstid, blev ’kidnappet’ af sine tidligere arabiske forretningsforbindelser og kørt væk mod et uden tvivl djævelsk ubehageligt endeligt.

Udtrykket af oprigtig rædsel på Ropers ansigt gjorde øjeblikket til et af seriens mest gyldne, ikke mindst i kombination med Burrs smilende uvildighed til at gribe ind over for selvtægtsmændenes uretslige hævnakt.

’Natportieren’ har været bedst, når den lod Pine og Burr overskride deres professionelle beføjelser for at gamble med missionens sikkerhed og egne moralbegreber i kampen mod Ropers fordærvede fjende. Med ild skal ild bekæmpes, og der har været tidspunkter, hvor især Pine syntes at have sodet nallerne i en grad, der fik én til at overveje, om spionen måske befandt sig vel lunt på Ropers hold.

Det havde været velkomment, hvis ’Natportieren’ i endnu højere grad havde udforsket og leget med mystiske Pines loyaliteter, gerne i relation til hans baggrundshistorie som retningsløs krigsveteran.

Men qua Pines bundløse fascination af sårbare kvinder i knibe var der aldrig for alvor nogen fare for, at Burrs mand i marken skulle lade sig forføre af Ropers charme. Pines bekymring for Jeds sikkerhed truede i flere afsnit med helt at overskygge spionens væmmelse ved Ropers centrale våbenhandler, og man kan spekulere i, hvor indædt Pine egentlig havde kæmpet for at få skurken ned med nakken, hvis ikke han havde involveret sig med dennes dådyrøjede frille og derigennem uigenkaldeligt kompromitteret både sig selv og Jed.

Fjerde afsnits sultne sexscene mellem de hemmelige elskende på hotellet i Istanbul antydede ellers, at Pine var begyndt at objektificere den statuariske blondine med en snert af samme vulgære indifferens, som Roper slutteligt behandlede sin købekæreste med, men ’Natportieren’ turde trods alt ikke så større tvivl om sin hovedpersons moral, end at Pine ikke i de følgende afsnit igen opførte sig som en forelsket skoledreng frem for en grådig liderbuks.

Det havde næsten været for meget, hvis Pines libido skulle være blevet hele to smukke kvinders undergang inden for blot seks serietimer, men et mere alvorstungt alternativ til romancens rosenrøde finale havde immervæk tilføjet sjette afsnit mere dramaturgisk punch. Hvor spøjst kunne det for eksempel ikke have været, hvis Jed var blevet afsløret som dobbeltagent for Joel Steadmans amerikanske efterretningsagent?

Som fans af John le Carrés forfatterskab vil vide, afveg Biers ’Natportieren’ væsentligt fra sit bogforlæg, i særdeleshed i aftenens slutning, der fravalgte le Carrés oprindeligt langt mere kyniske afrunding af mission Limpid til fordel for en mere publikums-pleasende happy ending.

Tro mod forfatterens karakteristisk desillusionerede syn på storpolitisk korruption gik Roper i romanen fri med sine millioner, mens Pine fik alvorlige klø af Corky, der altså ikke som i tv-udgaven måtte bide i ørkensandet inden den store finale.

Det er forståeligt, at Bier og manusforfatter David Farr har opdateret ’Natportieren’ til at passe såvel tv-mediet som vor tids internationale konflikter (helt med le Carrés velsignelse i øvrigt – forfatteren havde sågar en kort cameo på restauranten i Mallorca fjerde afsnit). Men i lighed med, hvordan seriens vægtning mellem stil og virkelighedstro politisk substans blev håndteret med overvægt på førstnævnte (ja, ja, seriens budget på små 30 millioner per afsnit skulle jo bruges til noget!), kan jeg ikke lade være med at føle, at et af de helt store ofre for gendigtningen blev ’verdens værste mand’, Roper, der her landede et sted mellem dybt karismatisk og eksplosivt farlig – og decideret stæreblind for, hvad der foregik under næsen på ham.

Som tidligere nævnt i mine afsnitsanmeldelser her på siden havde jeg håbet på en plot-sløjfe, hvori Ropers tillid til Pine ville vise sig at dække over skurkens månederlange kendskab til Pines sande identitet som MI6-mulvarp, men sådan skulle det ikke helt gå – selvom Roper givetvis kun havde i sinde at udnytte Pines tjenester som nydelig mellemmand, indtil millionhandlen var i hus, hvorefter han formentlig havde skaffet yndlingen af vejen uanset hvad.

Ovenstående anker til trods var ’Natportieren’ alt i alt som helhed dog en gedigen krimibasker, der fornøjede klækkeligt fra uge til uge med en imponerende vellykket billedside (tak til kameramand Michael Snyman for noget af det flotteste tv set i år, især Ropers våbenshow i femte afsnit), og et upåklageligt velspillende cast, hvoraf Tom Hiddleston, Hugh Laurie og Olivia Colman ownede deres hovedroller med en naturlighed, der ofte opvejede manuskriptets knaster.

Biers vanligt fine fornemmelse for det menneskelige drama i orkanens øje kom til udtryk som oprigtig varme i scenerne mellem især Pine og arbejdsgiveren Burr og føjede en troværdig følelsesmæssig dimension, til hvad der i en amerikansk instruktørs ivrige hænder snildt kunne være endt i rene genreklicheer og overfladeglans.

For størstedelen af ’Natportieren’ virkede Pine og Burr som reelle mennesker med noget på spil uden at ty til den slags overdrevne følelsesudbrud eller unødigt afstumpede voldshandlinger, der staver ’Farlig Mission’ i mangen et action-drevet Hollywood-krimiprodukt.

I stedet agerede Pines vagtsomme øjne i ’Natportieren’s generøse close-ups både spionkikkert for publikum og spejl af en konfliktfyldt sjæl, man gerne havde lært endnu bedre at kende (at selvsamme ’spejl’ så også skreg til himlen som blinkende neonlys, at deres ejermand var forræderen i Ropers ulverede, er en anden sag).

På den konto spillede Hiddleston i øvrigt Daniel Craigs formummede 007 af banen med en langt mere interessant flerfacetteret performance, og i de kommende måneder får vi meget vel svar på, om skuespilleren så rent faktisk skal overtage Bond-stafetten, som rygtebørsen har villet det, siden første afsnit af ’Natportieren’ blev sendt til stor hyldest i England tidligere i år.

Hvis det bliver tilfældet, hepper jeg som før nævnt gerne på Bier som instruktør. Indtil da kan danskeren være stolt af denne bundunderholdende internationale tv-debut.