’The Undoing’: Hugh Grant er skræmmende god i Susanne Biers labre HBO-serie
Kærlighed gør blind, men come on, hvor dårlig er Nicole Kidman lige til at vælge ægtemænd…?
(På skærmen. Ahem.)
I HBO-serien ’Big Little Lies’ blev skuespilleren tæsket til underkastelse af manden, hun elskede at hade. En mand med en mørk hemmelighed, som dog var for god en far og lækkert et knald til, at Kidmans karakter Celeste kunne få sig selv til at forlade ham.
I miniserien ’The Undoing’ på selvsamme HBO er selvsamme Kidman gift med en mand med en (måske) mindst lige så mørk hemmelighed, som dog også er for god en far og lækkert et knald til, at hun har lyst til at smække døren i.
Celeste blev banket til ufornuft, Grace bliver elsket bag lyset. Og et stykke hen ad vejen i ’The Undoing’ synes begge kvinders stædige fornægtelse – og fristelse af at lade egen moral skride med skiderikken ned i afgrunden – at gå hånd i hånd i en sådan grad, at man næsten spekulerer i, om Kidman har personlige aktier i at hudflette typen.
En væsentlig forskel er imidlertid, at hvor stjernen strålede imponerende stærkt i ’Big Little Lies’ (der høstede både Emmy og Golden Globe-guld), så er hun paradoksalt nok ’The Undoing’s svageste link. Og selvom jeg vånder mig ved tiltag til krops-shaming af Hollywoods kvinder – der ved gud ligger under for absurd selvværdseroderende skønhedsidealer – så er der her ingen vej udenom, at Kidmans præstation hæmmes gevaldigt af, at hun på distraherende vis slet ingen ansigtsmimik har.
Som i overhovedet ingen.
Kun sjælens spejl kommer på overarbejde for at formidle Graces turbulente følelsesliv, men effekten bliver ufrivilligt komisk, når resten af ansigtet aldrig følger trop med de dramatisk opspilede øjne. Jeg håber inderligt, at det er et indgreb, skuespilleren kan undo.
Heldigvis har ’The Undoing’ mere og andet at byde på, navnlig en særdeles udtryksfuld Hugh Grant i rollen som Graces husbond Jonathan, hvis vejrbidte visage er hele registret igennem, op og ned i smilerynker, kragetæer og furede bryns bakkedale i en tour-de-force-præstation af lumsk tvetydighed, der snildt er en af englænderens bedste til dato.
For hvad nu, hvis Grants karakteristiske, fumlende charmetrold, som vi kender ham, rent faktisk alle dage har dækket over en psykopat, der iskoldt bruger sine afvæbnende, nuttet-britiske manerer til at tage røven på os alle, mens han er på gedulgte ærinder om natten? Bridget Jones ville bælle en ekstra flaske billig hvidvin i chok.
Det er dén urovækkende præmis, instruktør Susanne Bier spiller på i serien, hvor Grace og Jonathan Fraser på overfladen leder et Vogue Interiors-misundelsesværdigt liv med en violinspillende søn, udsigt til Central Park og højprofilerede jobs som henholdsvis knivskarp (ha!) parforholdspsykolog og højtskattet børnekræftlæge.
Idyllen sprænges eklatant, da Jonathan anklages for at have myrdet en ung, smuk småbørnsmor (Matilda De Angelis), hvis søn han har behandlet, og som selvfølgelig går i skole med førnævnte klassisk-inklinerede Fraser-yngling. Oveni hatten havde kvinden, Elena, i dagene op til forbrydelsen sågar indyndet sig hos Grace på ublu erotisk vis, og Jonathan plæderer sin uskyld tilsat en langhåret forklaring om, at Elena var besat af hans liv. Hvilken (minoritets)kvinde fra pøblen i Harlem er ikke det? mumles det i de højloftede stuer på Upper West Side i et spydigt stik til USA’s kridhvide overklasse.
Men hvem er det så, der post-samleje har forvandlet skønhedens hoved til en uskøn masse på gulvet?
Ligesom i Biers (mere vellykkede) BBC-krimiserie ’The Night Manager’ får man også i ’The Undoing’ hurtigt indtryk af, at karaktererne leger kispus med hinanden, og at få ugerninger mod kvinder er så grelle, at de ikke indtil for nylig kunne begraves af åleglatte, veltalende mænd med dybe lommer (om end der er knapt så få mafiabosser på spil i Fraser-familien).
Det er elementært spændende at se mordsagen udvikle sig til et retssalscirkus – med Sofie Gråbøl som anklager, søreme så – mens Graces selvforståelse falder fra hinanden i erkendelsen af, at hendes daglige nærkontakt med andre pars dysfunktionelle forhold gjorde hende for hellig og selvtilfreds med sit eget picture perfect ægteskab til at lugte bedraget i dobbeltsengen.
Donald Sutherland gør en udmærket, men velkendt autoritetsfigur som Graces mangemillionær-far, der altid har hadet sin svigersøn som pesten, og Lily Rab (’American Horror Story’) er ditto glimrende som bedsteveninden, der har sine tvivl om, hvorvidt Jonathan klarer frisag. Til gengæld er Edgar Ramírez (’American Crime Story’) enerverende selvfed som efterforskeren, der forsøger at lokke snavs ud af Grace ved at dukke op i tide og utide uden en retskendelse – men trods alt ikke så enerverende som Grace selv, der kontinuerligt gør sig selv håbløst suspekt ved at nægte at svare på selv de mest basale spørgsmål, alt imens Bier kultiverer klichefyldte closeups af hendes flakkende glukker.
Det er der en vis mening med, skønt eksekveringen er gumpetung: Grace har brugt sit liv på at se ind i andre, og nu skal vi se dybt ind i hende. Men hendes bizarre opførsel over for ordensmagten får hende mest af alt til at fremstå galoperende clueless: Fair nok, at hun ikke kan redde sit forhold, men hun må da for pokker have kunnet et eller andet med menneskelige interaktioner for at blive byens mest eftertragtede psykolog?!
Eftersom historien har få nøglepersoner er det selvsagt begrænset, hvor meget Bier kan lege stikbold med seriens mysterie, men det gør faktisk ikke så meget, når nu Grants dissekering af manden med tusinde ansigter fænger så forrygende foruroligende, at de fleste nok vil gyse lidt ved gensynet med ’Love, Actually’ til jul.
Ligesom Grant er billedsiden og kostumerne overmåde appetitlige (på hver deres vis, bevares), og hvis Kidman ikke formår at efterlade det store indtryk på skærmen, så gør hun det dæleme med introsangen, ’Dream a Little Dream of Me’, som hun selv synger med lettere creepy, sentimentalt-feminin intonation på en baggrund af hjemmevideooptagelser af krølhårede Grace som nuttet barn.
Eller er det nu også Grace…?
Kort sagt:
Skønt Susanne Biers ’The Undoing’ ikke vinder prisen for årets mest originale krimiserie, er der nok saftig suspense, labre billeder og et styks mesterlig præstation fra Hugh Grant til, at man grådigt sluger hver et twist.
Anmeldt på baggrund af fem ud af seks afsnit.