Ryan Murphys nye serie ‘Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ topper lige nu listen over de mest populære serier på Netflix i Danmark.
Det er dog ikke alle, der er begejstrede for den nye serie om seriemorderen Jeffrey Dahmer (spillet af Evan Peters).
På Twitter retter Eric Perry, der er fætter til Dahmers offer Errol Lindsey, en skarp kritik mod Ryan Murphy og holdet bag serien:
»Jeg vil ikke fortælle folk, hvad de skal se. Jeg ved, at true crime-fortællinger er massivt populære i øjeblikket. Men hvis du rent faktisk virkelig er nysgerrig på ofrene, så er min familie (Isbell-familien) sure over showet. Det er gentraumatiserende om og om igen – og hvorfor? Hvor mange film/serier/dokumentarer har vi behov for?«
Perry kritiserer desuden Netflix for ikke at have orienteret familierne til Dahmers ofre om, at serien var på vej:
»Når de siger, at de laver serien af ‘respekt for ofrene’ eller for at ‘ære familiernes værdighed’, så er der alligevel ingen, der kontakter dem. Mine fætre og kusiner vågner op hver anden måned med en række opkald og beskeder, hvor de finder ud af, at der er et nyt Dahmer-show. Det er ondskabsfuldt«.
Perry har blandt andet delt et klip fra serien, der er en rekonstruktion af et øjeblik i retssagen mod Dahmer, hvor hans kusine får et »følesesmæssigt sammenbrud«:
»At genskabe min kusine, der har et følelsesmæssigt sammenbrud i retten foran manden, som torturerede og myrdede hendes bror, er vildt. Viiiildt«, skriver han.
Evan Peters har i promoveringsmateriale for serien sagt, at hovedreglen for ham selv og Ryan Murphy var, at serien ikke skulle fortælles fra Dahmers perspektiv.
»Serien hedder ‘The Jeffrey Dahmer Story’, men den handler ikke kun om ham og hans baggrundshistorie. Den handler om eftervirkningerne. Hvordan samfundet og vores system adskillige gange fejlede med at stoppe ham, på grund af racisme og homofobi. Det er en tragisk historie«.
‘Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ kan ses på Netflix. Se traileren.