James Earl Jones trækker stikket som Darth Vaders stemme – ukrainsk AI-firma tager over

James Earl Jones trækker stikket som Darth Vaders stemme – ukrainsk AI-firma tager over
'The Empire Strikes Back'. (Foto: Lucasfilm)

Filmhistoriens mest ikoniske skurk og dertil mest ikoniske stemme får sig noget velfortjent ro, idet James Earl Jones har meldt ud til Vanity Fair, at han er færdig med at lægge stemme til den sortklædte Sith-fyrste.

I hvert fald i aktiv forstand, da fans af den galaktiske rumopera allerede kunne opleve en digitaliseret udgave af den 91-årige skuespillers stemme i ’Obi-Wan Kenobi’-serien tilbage i maj.

Jones’ beslutning kommer efter mere end fire årtier som Darth Vaders stemme.

Med sit otium har James Earl Jones overleveret rettighederne til det kontroversielle ukrainske AI-firma Respeecher, der specialiserer sig i at rekreere kendte stemmer til brug i underholdningsbranchen.

Jones har selv fungeret som guide for AI-firmaet og hjulpet dem med at lave en ordentlig replikation af hans stemme. Han har været svært tilfreds med deres arbejde, hvilket resulterede i, at han underskrev rettighederne.

Respeecher fik aldeles travlt med at færdiggøre deres arbejde tilbage i februar, da Rusland invaderede Ukraine, hvor Bogdan Belyaev, en lyddesigner hos det ukrainske firma, så sig nødsaget til at sende de dyrebare filer til det såkaldte Skywalker Ranch i Californien for at sikre sig, at de ikke gik tabt i krigen.

»Hvorfor jeg gjorde det? Det er en stor ære at arbejde med Lucasfilm, og jeg har været fan af ’Star Wars’, siden jeg var barn. Selv hvis der er krig, har man ingen undskyldning for at ødelægge det, man elskede i sin barndom«, fortæller Belyaev Vanity Fair.

Det sidste nye i ‘Star Wars’-universet er serien ‘Andor’, der kan opleves på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af