I et nyligt interview med Vogue afslører Jennifer Lawrence, hvilke instruktører hun godt kunne tænke sig at arbejde sammen med i fremtiden.
Spørgsmålet forekom i interviewserien ’73 Questions’, hvor modemagasinet bombarderer en række kendte personer med et hav af spørgsmål i høj fart.
Og det var i den grad nogle spændende valg, der kom fra Lawrence.
Den 32-årige skuespiller nævnte nemlig instruktørerne Ari Aster, Leos Carax og Coen-brødrene.
Aster er kendt for sine film i elevated horror-genren og debuterede med den psykologiske gyserfilm ’Hereditary’ i 2018, som ovenikøbet var Jennifer Lawrences svar på spørgsmålet om den bedste film hun havde set de seneste år.
Lawrence, der spillede den titulære mor i Darren Aronofskys gyser/thriller ’Mother!’ fra 2017, er ikke ukendt med genren, så et hypotetisk samarbejde med Aster ville nok ikke være helt ved siden af.
Leos Carax, som vandt prisen for bedste instruktør for sin musikalske dramafilm ’Annette’ ved filmfestivalen i Cannes i 2021, er endnu et spændende ønske, da den 61-årige franskmand har arbejdet med en del forskellige genrer – heriblandt det vilde, kalejdoskopiske fantasydrama ’Holy Motors’ og den romantiske krimi ’Mauvais Sang’.
Hvordan et samarbejde mellem Lawrence og Carax ville se ud, er ikke til at vide.
En kollaboration med Coen-brødrene som enhed er givetvis en sværere opgave, da Ethan og Joel Coen har arbejdet hver for sig de seneste par år. Eksempelvis med ’The Tragedy of Macbeth’ fra sidste år, som var et soloprojekt af Joel Coen.
I samme interview blev Lawrence spurgt, om hun selv havde tanker om at blive en instruktør en dag. På det svarede hun mere eller mindre kryptisk: »Sikkert. Måske. Det ved jeg ikke. Der er så mange instruktører, der er bedre end mig, men måske«.
Jennifer Lawrences bekræftede kommende projekter er dramaet ’Causeway’, der får premiere til næste år samt filmene ’No Hard Feelings’ og ’Sue’.