‘Annette’: Adam Driver er uhyggeligt primal i fransk mesters vanvittige musicalbombardement

‘Annette’: Adam Driver er uhyggeligt primal i fransk mesters vanvittige musicalbombardement
'Annette' (Foto: PR)

I en af de store musicals fra Hollywoods guldalder, Vincente Minnellis ‘The Band Wagon’ fra 1953, får Fred Astaires hovedkarakter muligheden for at genoplive sin skrantende karriere gennem en førende rolle i en Broadway-musical, der skal ledes af en anerkendt, men også prætentiøs instruktør.

Da instruktøren hører nærmere om manuskriptet, der ikke prøver at være andet end en livsglad komedie, udbryder han begejstret, at det i virkeligheden er en genfortolkning af Faust-myten, som han nu giver sig til at inkorporere i forestillingen – til stigende frustration for alle implicerede, der ikke forstår meningen.

Ved forpremieren flopper stykket totalt. Det er først, da Astaire & co. bringer musicalen tilbage til sin oprindelige form, at det brede smil indfinder sig, både hos de optrædende og publikum.

‘The Band Wagon’ er med andre ord en fejring af den lethjertede amerikanske tilgang til livet, hvor den glade kropslighed har større værdi end den seriøse, eftertænksomme mine. Europæerne kan beholde deres Faust-myte og kunstneriske alvor for sig selv.

Accepterer man idéen om en modsætning mellem en amerikansk og en europæisk kunstopfattelse, er musicalen ‘Annette’ unægtelig et eksempel på den europæiske tilgang.

Adam Driver i ‘Annette’ (Foto: PR)

Manden bag kameraet er da også den franske auteur Leos Carax, der således vender tilbage med sin første film siden arthouse-hittet ‘Holy Motors’ fra 2012, et af de mest karakteristiske værker fra det foregående årti. ’Annette’ vil sandsynligvis nå endnu bredere ud, mest af alt i kraft af Adam Driver og Marion Cotillards medvirken, uden hvem projektet nok ikke havde set dagens lys.

For der er tale om en stor produktion, der fuldt ud påtager sig musicalens visuelle ekstravagance – så meget, at ‘Annette’ former sig som et næsten udmattende indtryksbombardement, hvor det polerede, luksuriøse udtryk er mere Hollywood end ‘Dancer in the Dark’.

Men slægtskabet er reelt nærmere Triers film på grund af det mørke, der fra begyndelsen forstyrrer de ellers tiltrækkende billeder af filmens glamourøse univers. Den mørke energi er koncentreret i Drivers berømte komiker Henry McHenry, der er på toppen af sin karriere, ligesom sin kæreste, operasangeren Ann Desfranoux (Marion Cotillard).

Under navnet ‘Ape of God’ optræder Henry med sit mildest talt ejendommelige show, hvor det foruroligende konstant lurer under den humoristiske overflade. På et tidspunkt lyder pistolskud, Henry falder om, panik når netop at sprede sig blandt publikum, inden den tilsyneladende livløse krop rækker en arm i vejret og signalerer, at det er en del af showet.

Generelt går intet fri af ubehagets nærvær.

Adam Driver og Marion Cottilard i ‘Annette’. (Foto: PR)

I et rigtigt Adam Driver-øjeblik bliver Ann udsat for en kildetur, der nok er ledsaget af grin, men også bærer noget uhyggeligt over sig på grund af den voldsomhed, hvormed Henry holder hende fast. Og da deres barn, Annette, bliver født, klipper Henry navlestregen over i et pludseligt, ekspressionistisk mørke, der eftertrykkeligt signalerer, at fødslen ikke er en harmonisk begyndelse.

Er det endvidere et tilfælde, at Annette, der er CGI-fremstillet, med sit halvlange røde hår minder om en sød udgave af horrorbabyen Chucky?

Musikken, der er komponeret af poprockbandet Sparks, som også står bag manuskriptet, bevæger sig også i de mørkeinsinuerende toner, gerne det melankolske. Der er ingen klassiske ekstasesange, og selv den store kærlighedsduet mellem Henry og Ann, ‘We Love Each Other So Much’, er gennemtrængt af en ildevarslende stemning, der forstærkes billedligt, idet Henry bag Anns ryg – i dette tilfælde kun for at omfavne – rækker ud efter hende med krogede, primale arme.

‘Annette’ (Foto: PR)

‘Annette’ er en fascinerende film, fordi dens vildtfarende udfoldelse, der også flirter tykt med det fantastiske/mytologiske, har en snert af vanvid over sig.

Men det sker også på bekostning af karaktertegningen og den emotionelle appel. Ann er for eksempel en underligt perifer karakter, ligesom begivenhederne – om end det til dels er en pointe i sig selv – forbliver påfaldende fjerne i følelsesmæssig forstand, foruden den fine slutning.

Og hvad vil Carax, der selv sætter filmen i gang i det pirrende anslag, egentlig? Portrættere et formørket sind? Udstille vores berømthedskultur? Reflektere over filmmediet?

Lidt af det hele, men heller ikke rigtigt nogen af delene.


Kort sagt: 
Adam Driver har den altoverskyggende hovedrolle i Leos Carax’ let vanvittige ‘Annette’, der gennemtrænger musicalgenrens ekstravagante udtryk med en foruroligende primal energi.

'Annette'. Spillefilm. Instruktør: Leos Carax. Medvirkende: Adam Driver, Marion Cotillard, Simon Helberg, Devyn McDowell. Spilletid: 140 minutter. Premiere: Kan ses i biografen fra den 16. december. 
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af