»Du er en weirdo som mig«, skrev Lady Gaga forleden på Instagram om sin medspiller Adam Driver i Ridley Scotts biografaktuelle ’House of Gucci’ i anledning af Drivers 38-års fødselsdag.
Det var da netop også i rollen som særling, at Adam Driver slog igennem i ’Girls’ – og den type, mange sikkert stadig forbinder ham med. Men den tidligere elitesoldat er et langt mere alsidigt talent end som så, og hans allerbedste roller demonstrerer også en umiskendelig afdæmpet følsomhed.
Vi kigger nærmere på de foreløbige højdepunkter for den dobbeltaktuelle amerikaner, der udover ’House of Gucci’ også snart kan ses i de danske biografer i Leos Carax’ mørke musical ’Annette’.
7. ’BlacKkKlansman’
Typisk hædres skuespillere mere for deres dramatiske end komiske præstationer – en komiker får som regel først priser, når han/hun bryder rytmen med en seriøs rolle.
Vi har selvfølgelig vidst siden gennembruddet i ’Girls’, at Adam Driver har glimrende komisk timing, men det er nu alligevel den seriøse side, der har domineret gennembruddet siden, om end hans lille scene i ’Inside Llewyn Davis’ med Justin Timberlake og Oscar Isaac stadig er et karrierehøjdepunkt.
I Spike Lees ’BlacKkKlansman’ får han mulighed for at vise, at han mestrer den hårfine grænse mellem komik og alvor. Filmen handler om en sort FBI-agent (John David Washington), der går undercover i Ku Klux Klan, og Adam Driver spiller den jødiske makker Flip, der bliver nødsaget til at være hans forlængede krop i marken.
I Lees kulørte stil fører det en række absurde optrin med sig, og Driver rammer i samspillet med både Washington og de mere eller mindre debile KKK-medlemmer en frydefuld deadpan, der underholder hele vejen igennem.
6. ’Annette’
Adam Driver har sunget med sjæl i ’Marriage Story’ – se længere nede – men at han ligefrem skulle være hovedperson i en musical, lå måske ikke lige i kortene.
I den franske mester Leos Carax’ ’Annette’, der får dansk premiere 16. december, synger han alle sine replikker i rollen som standup-geniet Henry McHenry, der indleder et medieomdejlet forhold til operastjernen Ann (Marion Cotillard). De får et barn sammen, men barnet er ikke just som andre børn, og kærlighedsmusicalen – skrevet af kultbandet Sparks – trækkes i en mere og mere mørk og aparte retning.
Det er ikke for enhver smag, men Driver grounder fortællingen med naturlighed og underliggende mørke, der bryder mere og mere frem. Og så overbeviser han rent faktisk som genrebrydende standupkomiker, selvom den slags på papiret er dømt til at gå galt.
5. ’Star Wars: Force Awakens/The Last Jedi’
Det må have været en lækkerbisken for Adam Driver at overføre den rabiate side, han glimrede med i ’Girls’, og forstørre den til tegneserieagtig overskurk, så det passede som fod i hose til en blockbusterfranchise som ’Star Wars’.
Darth Vader-protegeen Kylo Ren er ond og modbydelig, men Driver tilføjer ham et tiltrængt ekstra lag, så han ikke bare ligner en hvilken som helst anden superskurk.
Kylo Ren er drevet af et roterende mindreværdskompleks, og Driver giver ham en dybde af farlighed og patetisk uregerlighed, som stammer fra et mere oprigtigt psykologisk sted, end man er vant til at se i den type film – og som også gør figuren langt mere uhyggelig end den gennemsnitlige franchiseskurk.
Sjældent er Drivers særlige udseende, der både kan være skævt og klassisk smukt, kommet mere til sin ret end i den arrede version inde bag Ren-masken.
De nye ’Star Wars’-film har delt vandene, men der kan ikke være nogen tvivl om, at Driver gjorde sit for at værne om franchisens ånd og samtidig tage den et nyt og mørkere sted hen.
4. ‘Hungry Hearts’
Et slags forstudie til Drivers bedrift i ’Marriage Story’ finder man i Saverio Costanzos italienske perle, om end skuespilleren her er den mere sobre part i et forhold, der kører ud over afgrunden.
Det sker, efter parret Jude (Driver) og Mina (Alice Rohrwacher) får et barn, og Mina bliver mere og mere overbeskyttende over for barnet til et stadie, hvor det bliver farligt for både hende selv og babyen. På sidelinjen ser Jude rådvild til, og Driver inkarnerer hans tiltagende desperation med kvalmende præcision.
Men lige så meget imponerer hans indtagende charme og bløde side ved parrets møde over en ødelagt toiletdør i første del af filmen, og man ikke er i tvivl om, at Driver med sin afvæbnende lune sagtens kunne være lead i en Hollywood’sk romcom. Men her har han foretrukket at prøve grænser af i en italiensk artfilm – og tak for det.
3. ‘Girls’
De fire veninder var i centrum for den epokegørende HBO-serie, så ingen havde nok set komme, at det var Adam Driver, der igen og igen skulle stjæle billedet – og i sidste ende skulle blive seriens største breakout-stjerne.
Driver spiller Hannahs fling Adam, skuespilspire og en førsteklassesfreak, hvis mærkværdigheder både spilles ud i sengen og i resten af deres umage forhold. Det var her, Driver viste, hvor god han var til at skifte humør og lune på et splitsekund, og hvordan hans lidt akavede langlemmede krop kunne bruges til både komisk og forstyrrende effekt.
Hans største kunst var dog nok, at han i sidste ende formåede at gøre særlingen til et menneske, man oprigtigt bekymrede sig for, efterhånden som han blottede sin usikker- og følsomhed. Det havde været en nærmest umulig bedrift i de fleste andre skuespilleres hænder, udgangspunktet taget i betragtning.
2. ‘Paterson’
Adam Drivers uden sammenligning mest afdæmpede præstation er hans titelrolle i Jim Jarmusch hverdagspoetiske perle ’Paterson’.
Paterson er buschauffør og digter i New Jersey, en mand, der lever i sin faste rytme med den samme daglige tur med hunden, samme øl på den lokale og de samme små hyggelige rutiner med sin søde hustru. Og hvad sker der så? Jamen der sker faktisk ikke så meget. Og alligevel sker der uendeligt meget i de små forstyrrelser og de små øjeblikke af lykke, frygt, melankoli og poesi, der går igennem Paterson i de diminutive oplevelser, han står over for.
Tonen er sjov, lyrisk og varm – og det hele bæres af Drivers nærvær som en sympatisk hovedperson, gennem hvem alle publikums egne drømme og bekymringer kan strømme igennem.
Her beviste Driver for alvor, at han ikke kun er ekstremiteternes mester. Han mestrer også det subtile.
1. ‘Marriage Story’
Intet sted i karrieren forener Adam Driver så suverænt sine excentriske og afdæmpede sider som i Noah Baumbachs semiselvbiografiske film om en betændt skilsmisse.
Driver er instruktøren Charlie, der er kørt fast i forholdet med sin hustru og skuespilmuse, Scarlett Johanssons Nicole, og han besjæler med fuldkommen troværdighed både den arrogante kunstner, den legesyge far, den charmerende svigersøn og den bitre ægtemand: Med andre ord et sjældent komplekst menneske med mange flere modstridende følelser og karaktertræk, end vi normalt ser på film.
Adam Driver er sjov og indtagende i flashbackscenerne, hvor han og Nicole forelsker sig, han er følsom og utilstrækkelig i forholdet til sønnen, efter skilsmisseprocessen sættes i gang, og han excellerer fuldkommen i desperation og vanvid i scenen, hvor han blodet løber fra hans hånd, mens en medarbejder fra forvaltningen er på besøg for at se, om han kan klare opgaven som alenefar.
Intens er også scenen, hvor temperamentet løber afsted med ham, og han hamrer sin hånd ind i væggen foran Nicole, og så er der selvfølgelig den ømme sangscene ved afslutningen med sin teatertrup.
Det er slet og ret en af de mest komplette skuespilpræstationer i moderne tid – og den fjernede den sidste skepsis fra folk, der måtte have troet, at Driver var bedst som uforudsigelig weirdo.
’House of Gucci’ kan ses i biograferne fra 2. december, ‘Annette’ fra 16. december.