Jimmy Kimmel spillede død på scenen under Quinta Bronsons takketale – nu undskylder han

Jimmy Kimmel spillede død på scenen under Quinta Bronsons takketale – nu undskylder han
Emmy-uddelingen 2022. (Foto: Kevin Mazur/WireImage)

Quinta Brunson vandt en historisk sejr, da hun i mandags modtog Emmy-prisen for bedste manuskript til en komedieserie med mockumentary-serien ’Abbott Elementary’.

Med sin sejr blev Brunson den kun anden sorte kvinde i prisuddelingens historie til at vinde kategorien. Før hende har kun Lena Waithe vundet for ’Master of None’ tilbage i 2017.

Til stor irritation for mange blev hendes moment dog overskygget af et optrin fra prisens uddelere, Will Arnett og Jimmy Kimmel, kort inden den 32-årige forfatter skulle på scenen for at holde sin takketale.

Arnett havde nemlig trukket en “død” Kimmel ud på scenen, da kategorien skulle præsenteres, og her blev han altså liggende under hele prisoverrækkelsen.

Hændelsen skabte en stor modreaktion på Twitter fra seere og fans, der anså Jimmy Kimmels narrestreger som værende respektløst over for Quinta Brunson og et forsøg på at stjæle opmærksomheden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I går aftes gæstede hun ’Jimmy Kimmel Live’, hvor den 54-årige talkshow-vært fik lidt af sin egen medicin at smage, da Brunson afbrød Kimmels monolog for at komme med en mere uddybende takketale.

»Du er lidt for tidligt på den i forhold til dit interview«, jokede Jimmy Kimmel, da Quinta Brunson afbrød ham.

»Jeg ved det, jeg ved det. Men jeg vil gerne bede dig om en tjeneste. Kender du det, når man vinder en Emmy, så har man kun 45 sekunder til at holde en takketale, som ikke er særlig lang tid? Og så får man mindre tid fordi nogens comedy-sketch trækker lidt for meget ud?«, svarede Brunson.

Det kunne Kimmel naturligvis nikke genkendende til og lod hende takke de mennesker hun manglede.

Under selve interviewet modtog Quinta Brunson en formel undskyldning af Kimmel, der slog fast, hvor stor fan han var af både Brunson og ‘Abbott Elementary’.

‘Abbott Elementary’ kan streames på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af