Det er svært at være rigtigt sur på årets Emmy-priser – men én storvinder undrer mig

Engang var det let at brokke sig over Emmy-akademiets forudsigelige favoritter, men efter nattens priser skal man anstrenge sig for at finde håret i suppen. Så det har Soundvenues filmredaktør gjort.
Det er svært at være rigtigt sur på årets Emmy-priser – men én storvinder undrer mig
Jason Sudeikis med to Emmy-statuetter efter showet i Los Angeles. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

At brokke sig over valget af prisvindere til shows som Emmy og Oscar er en sport i sig selv. Nærmest en fast del af den tradition, der omgærder årets ophøjning af de bedste film og serier.

I mange år var tv-prisen Emmy da også en let skydeskive. Dengang ’Modern Family’ kunne vinde 47 gange i træk, og Emmy-akademiets konservatisme skinnede hovedrystende igennem i flere af de centrale kategorier.

Men man må give det amerikanske tv-akademi, der består af cirka 20.000 medlemmer fra tv-branchen (over dobbelt så mange som Oscar-akademiet), at de i store træk er kommet efter det.

Og selvom jeg virkelig har prøvet, er det svært at finde noget seriøst graverende på den liste af prisvindere, der materialiserede sig efter nattens show i Los Angeles.

Det var for eksempel svært at være utilfreds med, at ’The White Lotus’ dominerede kategorien for bedste miniserie, hvor den både vandt hovedprisen og for bedste instruktion og manuskript. Der var andre gode kandidater som ’The Dropout’ og ’Dopesick’, men Mike White er en af Hollywoods let oversete genier, og endelig fik han den helt store anerkendelse med sin originale satire over klasseforskelle på et luksushotel på Hawaii.

Hovedkategorien for bedste dramaserie var spækket med tårnhøj kvalitet, fra ’Better Call Saul’ til ’Severance’, ’Euphoria’ sæson 2 og ’Yellowjackets’. Men der kan jo altså kun være én vinder, og ’Succession’ leverer på et så fornemt niveau, også i sæson 3, at det er en absolut værdig triumfator.

Banebrydende ’Squid Game’

At Matthew Macfadyen endelig vandt for sin geniale rolle som Tom Wambsgans i en sæson, hvor han trådte i karakter i sæsonens helt store twist, kan man desuden kun klappe i hænderne over.

Og lige så begejstret kan man blive over, at Jennifer Coolidge beseglede sin nyfundne status som kultdyrket skuespillerhelt med en birollepris for sin rolle som enken Tanya McQuoid i førnævnte ’The White Lotus’.

Det var også helt, som det skulle være, at Amanda Seyfried vandt for sin tour de force som Elizabeth Holmes i ‘The Dropout’.

Hvad man så end mener om ’Squid Game’, var det også forfriskende, at det sydkoreanske Netflix-hit både hjemtog en hovedrollepris og en instruktionspris som den første ikke-engelsksprogede serie nogensinde.

‘Squid Game’. (Foto: Netflix)

I en ny streamingtid er det klart som aldrig før, at der også bliver lavet gode serier andre steder end i USA, og ligesom ’Parasite’ nedbrød barrierer med sin Oscar-sejr i 2020, har ’Squid Game’ nu bevist, at serier på andre sprog end engelsk kan blive hyldet ved den amerikanske tv-branches største show.

Muligvis spøger den gamle Emmy-automatpilot stadig, når Jean Smart for ’Hacks’, Zendaya for ’Euphoria’, Julia Garner fra ’Ozark’ og Brett Goldstein fra ’Ted Lasso’ vinder for enten anden eller tredje gang. Men de er samtidig bare alle så vanvittigt gode, at man ikke i ramme alvor kan argumentere for, at deres sejre er ufortjente.

Lidt for meget ’Lasso’-kærlighed?

Men nu vi er ved ’Ted Lasso’. Jeg har aldrig set helt det samme lys i den varme komedieserie om en amerikansk football-træners favntag med et Premier League-hold i England som så mange andre, og i sæson 2 kammede den i særlig grad over i svært udholdelig sødsuppe.

Ja, kald mig bare kyniker. Men har Emmy-medlemmerne helt kunne adskille de to sæsoner, når de tildeler ’Ted Lasso’ hovedprisen for bedste komedieserie foran stærke konkurrenter som ’Hacks’, ’Barry’ og ’Only Murders in the Building’?

Mest galt stod det til i prisen for bedste instruktion i en komedieserie. Her vandt ’Ted Lasso’ for afsnittet ’No Weddings and a Funeral’ over ’Barry’-episoden ‘710N’, der bød på den mest ambitiøse instruktion i en komedieserie længe, ikke mindst i form af en lang, intens motorcykeljagtsekvens, og ’Atlanta’-afsnittet ’New Jazz’, hvor Hiro Murai brillant dirigerer to af hovedpersonernes vilde trip i Amsterdam.

’Ted Lasso’ er en anmelderrost og generelt elsket serie, så jeg skal ikke hidse mig alt for meget op. Mens komedieserierne bliver mere og mere alvorlige i disse år, med netop ’Barry’ og ’Atlanta’ som kongeeksempler, er det et vink med en vognstang, at en så hyggelig og hjertevarm serie som ’Ted Lasso’ får medvind.

Mest kan man måske ærgre sig over, at en serie som ‘Ted Lasso’ vinder så mange priser, nu hvor feltet er så bredt og stærkt. Emmy-akademiet har en tendens til at centrere deres kærlighed om få titler – som om de ikke helt kan overskue, hvor spraglet landskabet fremstår i dag.

Næste gang kan de i hvert fald roligt tøjle bare lidt af ‘Lasso’-forelskelsen.

Se alle Emmy-vinderne her.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af