David O. Russells kommende komediethriller ’Amsterdam’ kan prale af at have et af de helt store cast-ensembler her til efteråret med skuespillere som Christian Bale, Margot Robbie, John David Washington, Robert De Niro, Chris Rock og Anya Taylor-Joy på listen – bare for at nævne et par stykker.
Et navn der vækker opsigt blandt den uendelige stjernerække, er Taylor Swift, som i en birolle får luftet sine musikalske talenter i en scene overfor Bale og Washington, hvor især førstnævnte var ekstremt starstruck. Det fortæller waliseren i et nyt interview med The Hollywood Reporter.
»Det var en rigtig fin overraskelse, og jeg fortalte faktisk ikke nogen om det før bagefter. Jeg tog hen til min datter og sagde ’Ved du hvem, jeg sang med i dag? Taylor Swift’. Og hun var sådan ’Vent, hvad? Hvorfor gjorde du det?«, fortæller Christian Bale.
Og ja, hvorfor gjorde han egentlig det?
Den 48-årige skuespillers karakter i ’Amsterdam’ har en enorm passion for musik, men på det stadie hvor man skråler lidt med på nogle numre sammen med vennerne heriblandt John David Washington og Margot Robbies karakterer.
Bale, som også medvirkede i David O. Russells ’American Hustle’ og ‘The Fighter’, beretter, at han og Washington havde øvet sig på en sang og havde sunget den hele dagen, men at de glemte teksten af og til.
»Vores toneleje stak i øst og vest, men vi var sådan ’Ja, men i det mindste er følelsen der!’«, fortæller Bale og indrømmer, at Russell måtte træde til i sidste ende og få sat en stopper for de to skuespilleres kattejammerrock.
»Og så lige pludselig var David (O. Russell, red.) sådan, »Hvad med at Christian (Bale, red.) og J.D. (John David Washington, red.) bare lige holder mund under den her og lader Taylor (Swift, red.) gøre det?«, sagde Bale og tilføjede:
»Og det var som om, vi havde druknet en engels stemme med vores kakofoni og rå forfærdelige stemmer. Så det var virkelig stort, når man så har en med så smuk en stemme som hendes til at synge lige ved siden af sig. Årh mand, det var fænomenalt«.
‘Amsterdam’ får dansk premiere den 6. oktober.