Christian Bale havde svært ved at holde masken under optagelserne til David O. Russells absurd stjernespækkede og Oscar-hypede ‘Amsterdam’.
Det fortæller Bale i et nyt interview med Indiewire. Årsagen? Chris Rock var simpelthen for sjov at være sammen med mellem takes.
»Jeg kan huske hans første dag. Jeg var så spændt på at møde ham. Jeg er stor fan af hans standup. Han ankommer og begynder at gøre nogle ting… David O. Russell bad ham om at fortælle mig historier, jeg ikke vidste, han ville fortælle mig, hvilket er en måde, David ofte arbejder på. Og jeg elskede det«.
Den Oscar-vindende skuespiller viste sig dog at elske det lidt for meget. For hans spirende bromance med Rock blev snart en hindring for hans skuespilproces.
»Chris er så forbandet sjov, at jeg erfarede, at jeg ikke kunne spille skuespil, fordi jeg blev til Christian, der grinte af Chris Rock. Jeg var nødt til at gå over til ham og sige: ‘Mate, jeg elsker at tale med dig, og vi har fællesvenner, men jeg kan ikke gøre det længere. For David bad mig ikke om at lave denne film, så han kunne se mig grine. Han vil have mig til at være Burt, og jeg glemmer, hvordan jeg skal spille ham’«.
Til sidst lykkedes det for Bale at genfinde karakteren og ifølge Indiewire bebrejder han ikke Chris Rock for at tage hans fokus:
»Jeg møder ofte de her utrolige mennesker, men jeg isolerer mig selv. For hvis jeg lærer folk for godt at kende, så mister jeg troen på, hvad jeg laver i scenen«.
I ‘Amsterdam’ får Bale og Rock selskab foran kameraet af blandt andre Margot Robbie, John David Washington, Anya Taylor-Joy, Andrea Riseborough, Michael Shannon, Taylor Swift, Rami Malek og Robert De Niro.
Filmen instrueres af David O. Russell, der indbragte Bale sin første Oscar-statuette for ‘The Fighter’. Generelt plejer Russell at have succes med at føre sine skuespillere til Oscar-ceremonien.
Også Jennifer Lawrence vandt en Oscar efter at have medvirket i ‘Silver Linings Playbook’, som indbragte Bradley Cooper og De Niro Oscar-nomineringer.
‘Amsterdam’ får dansk premiere 6. oktober.