August runder en filmmæssigt blød sommer af med højdepunkter i form af Jordan Peeles ’Nope’ og Kogonadas ’After Yang’. Og så går det ellers stærkt.
En lang række af årets mest interessante film tikker ind de kommende måneder, mens de store efterårsfestivaler i Venedig, Telluride og Toronto præsenterer titler, der vil dominere biografer og streamingtjenester den kommende tid.
Vi samler op på de film, vi ser mest frem til – både blandt de allerede premieresatte og dem, vi stadig håber på at se på vores nordlige breddegrader, inden julemåneden truer.
Store festivalfilm med Oscar-chancer som ’Banshees of Insherin’, ’Tar’ og ’She Said’ er ikke på listen, fordi de allerede er premieresat i Danmark – blot først til næste år.
1. ’Bodies Bodies Bodies’
En gruppe mennesker samles i et hus, hvor de spiller et makabert spil, der kulminerer i, at én af deltagerne findes død efter et strømsvigt og et skænderi.
Det lyder som et velkendt setup for en gyser, men hollandske Halina Reijns A24-producerede film skulle tage røven på publikum med skarp humor og metalag. Maria Bakalova fra ’Borat 2’ er på rollelisten sammen med stjerner som Amandla Stenberg og Pete Davidson.
Biografpremiere 8. september
2. ‘The Woman King’
To af Hollywoods stærkeste afroamerikanske stemmer slår sig sammen i storfilmen ’The Woman King’: Oscar-vinder Viola Davis og instruktør Gina Prince-Bythewood, der brød igennem med den kultdyrkede ’Love and Basketball’ og senest lavede ’The Old Guard’ for Netflix.
Davis spiller generalen Nanisca, der træner de nye krigere i den kvindelige krigergruppe Agojie’erne, som beskyttede det afrikanske kongerige Dahomey i 1800-tallet.
Biografpremiere 15. september
3. ’Triangle of Sadness’
Den svenske mester Ruben Östlund vandt sensationelt Guldpalmen i Cannes – verdens fineste filmpris – for anden gang i træk med sin opfølger til ’The Square’, ’Triangle of Sadness’.
I sin første engelsksprogede film dissekerer Östlund alt fra modeindustrien til klodens ulighed og elitens hykleri med en historie, der blandt andet finder sted på et ultraelitært krydstogtskib, som kommer ud i et voldsomt uvejr. Der venter blandt andet et 20 minutter langt brækorgie.
På rollelisten er blandt andre Woody Harrelson og danske Vicki Berlin og Zlatko Buric.
Biografpremiere 22. september
4. ‘Don’t Worry Darling’
Skuespiller Oliver Wilde fik et imponerende instruktørgennembrud med komedien ’Booksmart’, og nu vender hun tilbage med en af årets mest ventede film, den psykologiske thriller ’Don’t Worry Darling’ med Florence Pugh, Harry Styles, Chris Pine og Wilde selv på rollelisten.
Filmen udspiller sig i 1950’erne, hvor nygifte Alice (Pugh) er flyttet med sin mand Jack (Styles) til et eksperimenterende boligbyggeri, der huser mændene, som arbejder for det tophemmelige Victory-projekt, og deres familier. Men intet er, som det ser ud på villaernes velfriserede overflader …
Biografpremiere 22. september
5. ’Blonde’
Ana De Armas gestalter Marilyn Monroe, så man i hvert fald ud fra traileren er ved at falde bagover. Andrew Dominiks Netflix-film ’Blonde’ går bag om myten på »sexbomben« Monroe og nuancerer fortællingen om skuespillerens liv og karriere.
Dominik har tidligere instrueret film som ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ og ‘Killing Them Softly’.
Ana de Armas har imponeret i film som ‘Knives Out’, ‘Blade Runner 2049’ og ‘No Time to Die’, men med ‘Blonde’ får hun en hovedrolle af den slags, der kan katapultere hende endnu tættere på stjernerne.
På rollelisten ses desuden Bobby Cannavale som Joe DeMaggio, Adrien Brody som dramatikeren Arthur Miller og danske Casper Phillipson som præsident John F. Kennedy (som han også portrætterede i ‘Jackie’).
Premiere på Netflix 28. september
6. ‘Holy Spider’
Dansk-iranske Ali Abbasi var ærefuldt udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes for første gang med sin dristige seriemorderfilm ’Holy Spider’.
Filmen – Abbasis første siden det store gennembrud ’Grænse’ – bygger på en virkelig historie og følger en kvindelig journalist, der efterforsker mordene på en række prostituerede i byen Mashhad i Iran.
Indiewire kaldte filmen »gribende indigneret« efter Cannes-premieren, og den har ført til kritik hos styret i Iran, der ikke just billiger Abbasis kritik af landets patriarkalske verdenssyn.
Biografpremiere 13. oktober
7. ’My Policeman’
Harry Styles har noget af et filmefterår foran sig med både ’Don’t Worry Darling’ – se ovenfor – og Amazon-filmen ’My Policeman’.
Her spiller musikstjernen en ung, homoseksuel politimand i 1950’ernes England, som på grund af tidens homoforskrækkede dogmer ikke vover at springe ud. Han gifter sig i stedet med den søde lærer Marion, spillet af Emma Corrin (Diana i ‘The Crown’), men forbliver hemmeligt forelsket i museumskuratoren Patrick.
Historien springer i tid mellem 50’erne og 90’erne, hvor vi møder trekløveret igen. Filmen er instrueret af Michael Grandage.
Premiere 21. oktober på Amazon Prime Video
8. ’Amsterdam’
Uden sammenligning årets mest stjernespækkede film:
Christian Bale, Margot Robbie og John David Washington indtager hovedrollerne i den nye sorte komedie fra ‘Silver Linings Playbook’- og ‘American Hustle’-instruktør David O. Russell, mens birollelisten drysser stjernestøv i en uendelighed:
Taylor Swift, Anya Taylor-Joy, Rami Malek, Robert De Niro, Zoe Saldana, Mike Myers, Timothy Olyphant, Michael Shannon, Andrea Riseborough, Chris Rock, Alessandro Nivola og Mattias Schoenaerts.
Bale og Washington spiller to sårede soldater, der bliver venner med Robbies sygeplejerske, mens de er på orlov fra Første Verdenskrig i Amsterdam.
Nogle år senere kommer trioen under anklage for mord, og de bliver hvirvlet ind i en kæmpe konspiration, som ifølge traileren i nogen grad er baseret på virkelige hændelser.
Biografpremiere 3. november
9. ’White Noise’
Noah Baumbach følger op på ’Marriage Story’ med endnu en højprofileret og stjernespækket Netflix-film.
I ’White Noise’ genforenes han med Adam Driver fra ’Marriage Story’ og sin hustru Greta Gerwig, med hvem han har samarbejdet på blandt andet ‘Frances Ha’ og ‘Mistress America’.
For første gang filmatiserer han en roman – og ikke en hvilken som helst af slagsen. Han har nemlig kastet sig over den amerikanske mesterforfatter Don DeLillos klassiker ‘White Noise’, som ofte er blevet beskrevet som en ufilmatiserbar bog.
Den handler om en professor i Hitler-studier (Driver), der har en kone (Gerwig) og fire børn. Både han og hustruen lider af akut dødsangst, og deres ængstelighed bliver til virkelighed, da en luftbåren gift slipper ud i området og lægger en sort sky over himlen.
Premiere på Netflix i slutningen af året
10. ’Black Panther 2: Wakanda Forever’
’Black Panther 2’ står over for den svære opgave at komme videre efter Chadwick Bosemans tragiske død.
Men skuespillerens bortgang bruges aktivt i den nye films historie, hvor Wakandas Kong T’Challa netop også er gået bort, hvilket efterlader Dronning Ramonda (Angela Bassett), Shuri (Letitia Wright), M’Baku (Winston Duke) og Okoye (Danai Gurira) med opgaven at holde sammen på landet og forsvare det mod ydre fjender.
Ryan Coogler instruerer igen.
Biografpremiere 9. november
11. ‘Bardo’
Det er altid en begivenhed, når Alejandro Gonzalez Iñárritu – manden bag film som ’Babel’, ’Birdman’ og senest ’The Revenant’ – kommer med en ny film.
Og det gør han nu. For første gang på Netflix – og tilbage til hjemlandet Mexico, som han ikke har lavet en (hel) film i siden gennembruddet med ’Amores Perros’ i 1999.
‘Bardo’ lyder papiret som en mere intim og personlig film, end vi har set fra den mexicanske mester tidligere. Den handler om en anerkendt mexicansk journalist og dokumentarfilmskaber, der vender tilbage til hjemlandet, hvor han må sætte spørgsmål ved sin identitet, familiehistorie, sine erindringer og landets fortid og nutid.
Måske Iñárritus svar på landsmanden Cuaróns ’Roma’, som Netflix også lancerede?
Premiere på Netflix i slutningen af året
12. ’Crimes of the Future’
David Cronenberg er tilbage i det body horror-territorie, hvor han slog igennem med film som ’Videodrome’ og ’The Fly’ i 80’erne og 90’erne.
Viggo Mortensen, Kristen Stewart og Leá Seydoux har hovedrollerne i en film, der udspiller sig i en futuristisk verden, hvor organer er det nye erotik.
Mortensen spiller en performancekunstner, der viser sine organers metamorfose i sine kunstoptrædener sammen med sin partner (Seydoux). Stewart spiller en efterforsker i det nationale organregister, der holder nøje øje med dem.
Biografpremiere 17. november
13. ’The Good Nurse’
Tobias Lindholm er på vej med sin første engelsksprogede film i form af ’The Good Nurse’, der handler om jagten på seriemordersygeplejersken Charlie Cullen, som dræbte omkring 300 mennesker over 16 år.
Filmen er baseret på Charles Graebers bog, og den danske instruktør har allieret sig med stærke skuespilkræfter i form af Jessica Chastain, Eddie Redmayne, Noah Emmerich og Kim Dickens.
Lindholm har senest lavet serien ’Efterforskningen’ om ubådssagen og har tidligere instrueret filmene ’R’, ’Kapringen’ og ’Krigen’ foruden to afsnit af Fincher-serien ’Mindhunter’. Han har desuden været Thomas Vinterbergs manuskriptpartner på ’Jagten’, ’Kollektivet’ og ’Druk’.
Premiere på Netflix i slutningen af året
14. ’Glass Onion: A Knives Out Mystery’
Rian Johnsons whodunnit-krimi ‘Knives Out’ blev en kæmpe biografsuccess takket være sit veloplagte mordmysterium og stjernespækkede cast med Daniel Craig i spidsen som efterforsker med mærkelig accent.
Det koncept har Netflix åbenlyst set en stor fidus i, for de har betalt 2,5 milliarder kroner for at kunne vise to efterfølgere, og nu er den første så klar under titlen ’Glass Onion: A Knives Out Mystery’. Vi ved ikke meget om plottet endnu, ud over at Craigs Benoit Blanc denne gang skal opklare en sag i Grækenland.
Premiere på Netflix i slutningen af året
15. ’The Wale’
Darren Aronofsky var en af 00’ernes helt store instruktører med film som ’Requiem for a Dream’, ’The Wrestler’ og ’Black Swan’ (fra 2010), men siden er stjernen måske falmet lidt med bibeleposset ’Noa’ og den polariserende ’Mother!’.
Nu er han tilbage, og på papiret er der håb om, at Aronofsky genvinder fordums styrke med ’The Whale’, der giver 90’er-stjernen Brendan Fraser et potentielt comeback.
Fraser spiller hovedrollen som en svært overvægtig engelsklærer, der forsøger at klinke skårene med sin datter (Sadie Sink), som han har forladt år forinden til fordel for en romance med sin mandlige elsker.
Filmen er baseret på et teaterstykke af Samuel D. Hunter, der også har skrevet filmens manuskript. Den får premiere på den nært forestående Venedig-festival, og vi håber på en dansk premiere snarest.
Biografpremiere uvis
16. ‘The Fabelmans’
Store instruktører som Alfonso Cuarón (’Roma’), Paolo Sorrentino (’The Hand of God’), Kenneth Branagh (‘Belfast’) og Pedro Almodóvar (‘Smerte og ære’) har forvandlet deres egen barndom til film de seneste år, og nu går en af Hollywoods allerstørste i deres fodspor.
Steven Spielbergs nye film er således baseret på hans egen opvækst i Arizona. Michelle Williams spiller en figur løst baseret på Spielbergs mor, mens Paul Dano indtager farrollen, og Seth Rogen spiller hans onkel.
’The Fabelmans’ får premiere på Toronto-festivalen i september, og forhåbentligt rammer den de danske biografer inden længe.
Biografpremiere uvis
17. ’Bones and All’
Instruktør Luca Guadagnino og komet Timothée Chalamet genforenes for første gang siden ’Call Me By Your Name’.
‘Bones & All’ er Guadagninos første amerikanske filmproduktion, og handlingen bliver efter alt at dømme mere dyster end i ‘Call Me By Your Name’. Manuskriptet er udarbejdet af David Kajganich, der har skrevet den italienske instruktørs gyser-remake ‘Suspiria’ og dramaet ‘A Bigger Splash.
Filmen følger det nyforelskede par Maren (Taylor Russell) og Lee (Chalamet), der møder hinanden på en kilometerlang rejse gennem det amerikanske landskab. De er begge på flugt fra en frygtindgydende fortid, som de i sidste ende ikke kan undslippe, og som sætter kærligheden på prøve.
’Bones and All’ får verdenspremiere på Venedig-festivalen i september, og vi krydser fingre for en snarlig dansk premiere.
Biografpremiere uvis
18. ’Women Talking’
Sarah Polley er et multitalent, der har imponeret som både skuespiller (’My Life Without Me’, ’The Sweet Hereafter’), dokumentarinstruktør (’Stories We Tell’) og fiktionsinstruktør (’Take This Waltz’).
Nu er hun tilbage med sin første film i 10 år i form af ’Women Talking’, der har Jessie Buckley, Rooney Mara, Claire Foy, Frances McDormand og Ben Whishaw på plakaten. Fortællingen kredser om en gruppe kvinder i en religiøs koloni i Bolivia, hvis tro bliver sat på prøve, da en af koloniens mænd begår en række seksuelle overgreb.
Filmen får premiere på Toronto-festivalen i september, og lad os håbe, vi ikke skal vente for længe på at se den i Danmark.
Biografpremiere uvis
19. ‘Bros’
Billy Eichner er den første åbent homoseksuelle mand, der skriver og har hovedrollen i en stor Hollywood-film for et studie.
I ’Bros’ spiller han en podcastvært, som bliver sat til at skrive en film med et homoseksuelt forhold i centrum – meget meta.
Eichner fik sit gennembrud med sit højtråbende ‘Billy on the Street’-koncept og har siden især været kendt for sin rolle i komedieserien ‘Difficult People’.
Nicholas Stoller (‘Neighbors’, ‘Forgetting Sarah Marshall’) instruerer ‘Bros’, mens komediekonge Judd Apatow har været med til at producere for det store Hollywood-studie Universal.
Filmen er købt hjem til dansk premiere, men det er endnu uvist hvornår. Forhåbentligt bliver det her i efteråret, hvor den også åbner i USA.
Biografpremiere uvis
20. ’Weird: The Al Yankovic Story’
Daniel Radcliffe har sin måske mest prominente rolle siden Harry Potter, når han gestalter parodimusikeren Weird Al Yankovich i biopic’en ’Weird: The Al Yankovic Story’.
Filmen vil efter sigende udforske hver en facet af Yankovics liv – fra hans barndom og frem til det store gennembrud med tidlige hits som ‘Eat It’ og ‘Like a Surgeon’, mens den heller ikke skyr udenom hans mange kærlighedsaffærer og depraverede livsstil.
Herligheden skrives og produceres af Weird Al selv i samarbejde med instruktør Eric Appel, som tilbage i 2013 skrev og instruerede en trailer for en falsk Weird Al-biopic for Funny or Die
I USA får filmen premiere på streamingtjenesten Roku Channel i efteråret, så måske man kan drømme om en relativt hurtig streamingpremiere også herhjemme.
Premiere uvis