Ho, ho, ho.
I år bliver det en actionfyldt jul i stil med ’Die Hard’.
Det sørger David Harbour for i rollen som selveste julemanden, der er på hævntogt, efter nogle uartige lejesoldater pisser ham af juleaften i ’Violent Night’. Nu har Universal udgivet den blodbesudlede trailer.
I traileren ses Harbour dele gevaldige øretæver ud til et hold lejesoldater, der bryder ind hos en velhavende familie juleaften for at tage familien som gidsler og stjæle en stor sum penge. De kunne bare ikke have valgt en værre aften at gøre det på.
‘Violent Night’ er produceret af David Leitchs 87North Productions, der står bag Ilya Naishullers ’Nobody’ og senest ’Bullet Train’, som Leitch selv instruerede.
Filmen er instrueret af norske Tommy Wirkola, der står bag film som ‘Dead Snow’ og ‘Hansel & Gretel: Witch Hunters’.
David Harbour, bedst kendt for sin rolle som sheriffen Jim Hopper i ’Stranger Things’, udtalte i et interview med GQ, at han måtte generhverve hele 36 kilo til rollen som julemanden i ’Violent Night’ – kilo, som han havde tabt mellem sæsonerne på ’Stranger Things’.
‘Violent Night’ får premiere 1. december.