I mandags nægtede Eza Miller sig skyldig i en sag om tyveri, som blot er endnu en tilføjelse til den uregerlige skuespillers adfærd, der også har inkluderet kvælertag og et tilhold mod et 12-årigt barn.
Den 30-årige skuespiller er bedst kendt for rollen som The Flash i Warners DCEU, og har med sine adskillige kontroverser vist sig at være enormt dyr for selskabet, der har måtte se sig nødsaget til at udskyde Ezra Millers kommende solo-film som den lynhurtige superhelt op til flere gange.
Tyverisagen bunder i anklagen mod Miller for at have brudt ind i en ejendom tilbage i maj, hvor de skulle have stjålet flere flasker alkohol til en samlet pris af lidt under 900 dollars.
Mens det ikke lyder af meget, kan indbrudsdelen af sagen føre til en bøde på op til 1000 dollars og fængsel på max 25 år, hvor tyveridelen har samme bøde og max ét års fængsel.
Den officielle udmelding fra Millers advokat, Lisa B. Shelkrot, lyder således:
»Denne morgen nægtede Ezra Miller sig skyldig i én sigtelse om indbrud og én sigtelse om småtyveri i højesteretten i Vermont og accepterer rettens betingelser om ikke at gå ind i beboernes hus. Ezra vil gerne anerkende den kærlighed og støtte de har modtaget fra familie og venner, som fortsat er en vigtig tilstedeværelse i deres igangværende mentale helbredsproblemer«.
Tilbage i august kom det frem, at Miller havde søgt professionelt hjælp for sit mentale helbred og havde undskyldt for sine gerninger:
»Efter for nylig at være gået igennem en periode med intens krise forstår jeg nu, at jeg lider af komplekse mentale sundhedsproblemer og er påbegyndt behandling. Jeg vil undskylde over for alle, som jeg har skræmt og bekymret med min tidligere opførsel. Jeg er stålsat på at gøre det nødvendige arbejde for at komme tilbage til en sund, sikker og produktiv fase af mit liv«.
‘The Flash’-filmen forventes at få premiere til juni i 2023.