Det er efterhånden svært at finde store Hollywoodstjerner, der ikke har gjort deres indtog i det elskede superhelte-(multi)univers, som Marvel har konstrueret det sidste halvandet årti.
Siden ‘Iron Man’ i 2008 kickstartede MCU med Robert Downey Jr. i rollen som den titulære forretningsmagnat og superhelt, har et hav af sværvægtere fulgt ham trop.
Nu kan de tilføje endnu et af de helt store navne gennem tiderne, og det vil måske komme bag på nogle, at det er ingen ringere end Harrison Ford.
Hvad der startede som et rygte, er nu blevet bekræftet i podcasten The Hot Mic With John Rocha and Jeff Sneider – Ford skal overtage rollen som Thunderbolt Ross fra William Hurt, der døde af kræft tidligere på året.
Karakteren er især kendt fra Hulk-universet, som en officer der stod bag projektet, der gjorde Bruce Banner til det grønne monstrum.
En ‘Thunderbolts’-film har været under opsejling siden dette års comic con-messe i San Diego – en Marvel-film hvor den 80-årige ‘Indiana Jones’- og ‘Star Wars’-skuespiller realistisk set kunne have gjort sin debut. Men Sneider røbede i det omtalte podcast-afsnit, at Harrison Ford allerede kan opleves i den kommende ‘Captain America’-film med undertitlen ‘New World Order’.
Både ‘Thunderbolts’ og ‘Captain America: New World Order’ forventes at få premiere i 2024.
Inden da kan man opleve Harrison Ford i den kommende ‘Indiana Jones’-film, som får premiere til næste sommer.