’Werewolf by Night’: Marvels nye monsterfilm er en tidlig Halloween-godte
Hvad gør man efter 14 års knusende verdensherredømme, hvor man skamløst og (næsten) uafbrudt har slynget den ene finansielle superheltesucces ud efter den anden til biograf såvel som streaming?
Hvis man hedder Disney, Marvel Studios og Kevin Feige, så retter man sigtekornet mod ubetrådt land.
For hvis historier om en oldnordisk gud eller en flabet troldmand kan ræsonnere hos publikum, hvorfor skulle monstre og varulve så ikke kunne stå distancen? Og hvis superhelte kan genremixes med buddykomedien (’The Falcon and the Winter Soldier’), krimithrilleren (‘Loki’) og sitcom’en (’WandaVision’), så må det naturligvis også være muligt for Marvel at omfavne horrorgenren.
Marvel har før, glimtvis, flirtet med horror. Genreveteranen Sam Raimi fik lov til at lege med lidt chokeffekter i ’Doctor Strange in the Madness of the Multiverse’, Christian Bale var som Gorr the God Butcher skrækindjagende med dæmonisk smil og Nosferatu-makeup i ’Thor: Love and Thunder’ og enkelte scener af uhygge poppede med jævne mellemrum op i ’Moon Knight’.
Men Feige og co. har aldrig rigtigt gået horror-planken ud – før nu. Med tv-specialen ’Werewolf by Night’, der er præsenteret i et snævert format på omkring 50 minutter, tager Marvel-universet en mørk drejning, hvor ’Avengers’-dengsernes tandpastasmil og spandex er skiftet ud med lodne varulvemanker, fanatiske monsterjægere og blodfyldte kampscener.
Og på mange måder er ’Werewolf by Night’ præcis det, Marvels superhelteunivers har brug for: et tiltrængt afbræk fra sin mekaniske kontinuitet og de selvfede cameos og referencer til … ja, sig selv.
Med denne special får vi lov til at sætte multiuniversets skæbne på pause, imens vi bliver lullet ind i en nostalgisk monsterverden, hvor selv Marvel-novicerne kan følge med.
I ’Werewolf by Night’ samles en gruppe monsterjægere til en mindehøjtidelighed for den velrenommerede og berømte jæger Ulysses Bloodstone. Blandt dem er Jack Russell (Gael Garcia Bernal), en mystisk mand med en mørk hemmelighed, og Ulysses egen, fremmedgjorte datter Elsa (Laura Donnelly).
Her viser det sig hurtigt, at Ulysses nøje har planlagt sin egen begravelse, hvor de deltagende monsterjægere må kæmpe til døden i et slags battle royale-rituali håb om at erhverve hans magiske artefakt, Bloodstone, som skænker sin ejer mægtige kræfter. Og så skal de ovenikøbet også nedfælde et monster.
Noget overraskende er det, at det er ’The Batman’- og ’Spider-Man: No Way Home’-komponisten Michael Giacchino, som har sat sig i instruktørsædet til denne special. Én ting er dog sikkert med Giacchino, nemlig at man får serveret et sublimt score, når han er krediteret på en film, hvilket også er tilfældet her. Men han svinger også taktstokken ganske habilt som instruktør.
Med sort-hvide billeder, dvælende kameraarbejde og en virtuos noir-agtig lyssætning er retroæstetikken gennemført – og til tider for meget af det gode.
Men især i filmens sidste akt fungerer det efter hensigten, og Giacchino lader klogt kameraet hvile på Donnellys overbevisende reaktion, når ulvemanden endelig viser sit grufulde væsen. Uhyggeligt bliver det aldrig rigtigt, men det gør ikke det store, da Giacchino øjensynligt har sigtet efter atmosfæren fra Universals klassiske monsterfilm fra 1930-40’erne.
En vægtig hæmsko for ’Werewolf by Night’ er det ultrakorte format. Bernal og Donnelly gør det upåklageligt og har også en troværdig kemi, men der er ikke meget kød på karaktererne. Man kunne sagtens have brugt en halv time ekstra på at lære dem at kende.
Når det er sagt, så krydser jeg fingre for, at Marvel holder fast i denne mørke del af deres univers, og forhåbentlig kan de overføre noget af den samme stil og æstetik til den kommende ’Blade’-film med Mahershala Ali.
Kort sagt:
Selvom der stadig er et stykke tid til Halloween, kan man sagtens tage forskud på uhyggen med ’Werewolf by Night’, som giver Marvel endnu en streng at spille på.