OBS: Artiklen inkluderer udelukkende Disney+’s egenproducerede Marvel-serier og altså ikke serier produceret af andre, som ’Daredevil’, ‘Agents of S.H.I.E.L.D.’ og ‘Jessica Jones’.
Nr. 8: ‘She-Hulk’
Så meget potentiale, så ærgerlig en skuffelse.
’Orphan Black’s Tatiana Maslany fremstår besynderligt fejlcastet i Disney+’s ringeste Marvel-serie til dato, der er lige så klodset som Hulken i en porcelænsbutik i sin iver efter at spinde skarp kønssatire – ellers nok et nobelt ærinde, som ‘She-Hulk’ desværre formøbler med imponerende usjov meta-komik og uforståeligt ringe CGI.
Og plottet? Så godt som ikke-eksisterende, når først advokaten Jennifer Walters har blandet blod med sin Avengers-fætter Bruce Banner og efterfølgende må fylde tøjskabet med spandex.
Sidstnævnte stiltip får Jennifer af Bruce selv, idet serien ikke overraskende har givet Marvel-veteranen Mark Ruffalo til opgave at levere tonstunge ekspositionsdialoger omkring livet som en Hulk, komplet med tåkrummende bøvsehumor. Tim Roth gentager sin skurkerolle som Abomination fra ’The Incredible Hulk’ (den med Edward Norton), men serieskaber Jessica Gaos manglende dramaturgiske retningssans spænder konstant ben for momentum. Æv.
Nr. 7: ‘Hawkeye’
Stakkels Hawkeye aka. Clint Barton aka. Oscar-vinder Jeremy Renner, der igennem et årtis tro Marvel-tjeneste aldrig fik mulighed for at folde vingerne ud. Hverken i de fem spillefilm, han medvirkede i (hans manglende tilstedeværelse i ’Avengers: Infinity War’ blev forbigået i noget nær stilhed), eller i serien, der bar hans superheltenavn.
Det lovede ellers godt, da Disney+ præsenterede en overraskende julet trailer, der antydede, at ’Hawkeye’ ligesom forgængerne ’Loki’ og ’WandaVision’ ville prøve kræfter med et markant stilskift. Sågar inspireret af juleactionklassikeren ’Die Hard’!
Men ak.
Der er mere kikset hjemmestrik og billig marcipan end John McClane over den besynderligt skrabet udseende og alt andet end velspillede ’Hawkeye’, hvis fokus centrerer sig om etableringen af Hailee Steinfelds karakter Kate Bishop – Marvels »nye« Hawkeye, der selvsagt skal føre franchiseånden videre for de yngre generationer.
Altid gode Florence Pugh gentager sin rolle fra ’Black Widow’, men det er en ringe trøst i en serie, der i sidste ende blot sætter endnu en fed streg under Jeremy Renners tabte potentiale.
Nr. 6: ‘Moon Knight’
Ja, ’Moon Knight’s første par afsnit fik hele fem funklende stjerner med på vejen herfra, da serien landede i foråret. Og hvilken bitter pille dén blev at sluge, da seriens kvalitet styrtdykkede så spektakulært i de sidste to afsnit, at man tog sig til (anmelder)hovedet på sofaen.
Hvordan kunne noget, der lagde så stærkt ud, ende i så gudsjammerlig en rodebutik?
’Moon Knight’ var den første Disney+-serie, der introducerede os for en spritny superhelt uden nogen direkte forbindelse til Marvel Cinematic Universes øvrige karaktergalleri. Og med selveste Oscar Isaac og Ethan Hawke på plads som henholdsvis måneridderen med galoperende dissociativ lidelse og hans nemesis, Arthur Harrow, var der lagt i kakkelovnen til en yderst seværdig, mørk heltefortælling.
Til trods for veloplagte præstationer fra begge skuespillere, velkomment blodige nærkampe og gyseligt gode horror-elementer i seriens start fortaber ’Moon Knight’ sig dog slutteligt i ubegribeligt dårlig CGI og forvrøvlet pseudo-egyptisk superheltemytologi om vrede guder og livet efter døden som forklaret af en tantet flodhest, der havde hørt bedre hjemme i ’Madagascar’-filmene.
Det er en serie så identitetssplittet som sin helt, til både hans og vores store fortrydelse.
Nr. 5: ‘Falcon and the Winter Soldier’
Skønt de gnubber skuldre på listen her er der et betydeligt kvalitetsspring fra ’Moon Knight’ til ’Falcon and the Winter Soldier’, der er en solidt underholdende, samfundspolitisk bevidst action-buddy-comedy – og måske endda den mest »re-watchable« af Disney+’s Marvel-serier indtil videre.
’Falcon’ udnytter til fulde serieformatets muligheder for at sætte tempoet ned, give skuespillerne plads og lade karaktererne vokse: Dræbermaskinen Winter Soldier (Sebastian Stan, som blev holdt skammeligt tilbage i ‘Captain America’-filmene) muterer til drabeligt charmerende legeonkel, og som den nye Captain America in spe meta-kommenterer Sam (Anthony Mackie) på sort (superhelte)identitet i det racesplittede USA såvel som hos Marvel selv.
Daniel Brühl er tilbage som antiskurken Zemo med en sådan set ganske fornuftig skepsis over for ’supermennesker’, mens »fjendebilledet« er noget så moderne som en gruppe unge aktivister, der kæmper mod »staten« for bedre forhold for udsatte samfundsgrupper.
Hatten af til MCU for at have forvandlet sidekicks til nuancerede seriefavoritter, der er lige til at knuselske, og for et plot, der går i rette med genrens egne race-blindspots og elitisme.
Nr. 4: ‘Ms. Marvel’
Debutanten Iman Vellani stråler i den britisk-pakistanske standupper Bisha K. Alis skelsættende superhelteserie, der med sin eponyme helts jernnæve smadrer igennem så mange glaslofter, at skårene regner som stjerner om ørerne på det charmerende cast.
’Ms. Marvel’ fortæller historien om den amerikansk-pakistanske teenager og Captain Marvel-superfan Kamala, som en dag finder ud af, at hun selv har enorme kræfter. Tonalt er der rigelige ’Spider-Man’-vibes over Kamalas dannelsesrejse i New York-forstaden, men det er særligt skildringen af hendes muslimske familie, venner og lokalmiljø, der med varm humor og kæk satire skildrer ungdomslivet for unge brune piger i USA, som vi sjældent har set det før i det kommercielle Hollywood – og aldrig hos Marvel.
Læg dertil, at ’Ms. Marvel’ bryster sig af en sprudlende visuel stil, pakistanske popbaskere på soundtracket og debatter om immigrationstraumer på tværs af generationer, og man sidder tilbage med en alsidig knaldperle af en anderledes superhelteoverraskelse.
Nr. 3: ‘What If … ?’
Den animerede antologiserie ’What If … ?’ indbragte Chadwick Boseman en posthum Emmy-nominering for stemmearbejdet som The Black Panther (skuespillerens sidste projekt før hans alt for tidlige død i 2020). Men det er ikke den eneste grund til at kaste sig over de ni vidt forskellige afsnit, der tager sig vildere friheder med Marvels Avengers-MVP’s, end nogen film har fået lov til.
Hvad hvis heltene stod over for en zombieapokalypse, der forvandlede både Iron Man og Captain America til kødædende monstre (et af de satiriske højdepunkter i serien)? Hvad hvis T’Challa (Black Panther) var blevet Guardians of the Galaxy-lederen Star-Lord i stedet for Peter Quill? Og hvad hvis Doctor Strange havde mistet sit hjerte i stedet for sine hænder … ?
Sidstnævnte, fjerde afsnit er kronen på værket, der fungerer som et svimlende flot, filosofisk appendiks til ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’, gennemsyret af en grum, destruktiv melankoli, ingen af Marvels biograffilm endnu helt har turde dykke ned i.
Det er visionært, frækt og velskrevet, og man kan ikke andet end at glæde sig til sæson to – og selvfølgelig nyde, at størstedelen af heltene i serien spilles af ’de rigtige’ skuespillere, fra Benedict Cumberbatch til Chris Hemsworth.
Nr. 2: ‘Loki’
Marvels mest ambitiøse og lettere batshit-crazy Disney+-serie lader langt om længe fanfavoritten Loki (evigt karismatiske Tom Hiddleston) folde sig ud som herre i eget hus.
‘Loki’ løfter sin titulære karakter ud af tid og sted i mødet med den Kafka-lignende organisation Time Variance Authorithy, der arresterer antihelten for at have snydt sin skæbne i ’Avengers: Endgame’. Og serieskaber Michael Waldron krydrer indledningsvist fortællingen med ferme ‘Seven’-referencer, da Loki modvilligt må samarbejde med TVA-kontormusen Mobius (en fremragende Owen Wilson) for at fange en mystisk usling, der spreder død på tværs af universet.
Som afsnittene sætter turbo på, favner ‘Loki’ imidlertid et stadigt mere forrygende tegneserievanvid, der efterlader én bombet af syrede sanseindtryk i sofaen, ude af stand til at gætte, hvad der venter om næste hjørne. Det er velspillet, morsomt og uhyre originalt. Anden sæson er på vej.
Nr. 1: ‘WandaVision’
Disney+’s første, forrygende vellykkede superhelteserie er stadig den bedste. ’WandaVision’ folder sig ud som en ni afsnit lang emotionel rutsjebanetur igennem syv tv-tidsaldre, med slapstick som traumebearbejdelse, superheltemytologi for viderekommende og easter egg-jagt udi himmerigs detaljerigdom.
Villavejs-løjerne, der løfter inspiration fra både ‘Pleasantville’, ‘Modern Family’ og ‘Twin Peaks’, er drøneffektivt drevet af to af MCU’s mindst sandsynlige MVP’s, heksen Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen) og androiden Vision (Paul Bettany) fra ‘Avengers’-filmenen. Begge karakterer, der aldrig fik mulighed for at træde i karakter i vrimlen af helte på det store lærred, men som her fra første introduktion i blød 1950’er-sort-hvid fremstår som den Lynch-smægtende sitcom-familie, vi ikke anede, at vi savnede til at tage brodden af hverdagsabsurditeterne anno 2020’erne.
Sådan har vi ganske enkelt aldrig oplevet Marvel før.
Handlingen er … alternativ. Og jo mindre afsløret på forhånd, jo bedre. (Men ja: Du skal have set ‘Avengers’-filmene først. Alle ‘Avengers’-filmene.)