‘Thor: Love and Thunder’: Christian Bale er en forrygende skurk i Taika Waititis kærlighedsaction
Det hedder sig, at en superhelt ikke er bedre end sin superskurk.
Det hedder sig også, at Marvel Cinematic Universe op til nu aldrig har serveret en vaskeægte kærlighedsfilm.
Hedder man imidlertid Taika Waititi, er ingen udfordringer så uoverkommelige, at de ikke kan forløses til tonerne af et 80’er-rock needle drop i et regnbuefyrværkeri af en vanvittig rumopera, der får hovedparten af tidens øvrige superhelteeposser til at fremstå som musegrå socialrealisme.
Forventningerne har været tårnhøje til instruktørens opfølger til 2017’s mesterlige ’Thor: Ragnarok’, og skønt ’Thor: Love and Thunder’ ganske vist ikke overhaler forgængeren, er der dømt bragende god underholdning fra øverste Marvel-hylde. Halleluja!
Sidst vi så Chris Hemsworths bløde flødebolle af en hjem- og familieløs tordengud, var i slutningen af ’Avengers: Endgame’, hvor han drog ud på eventyr med sine nye venner, (As)Guardians of the Galaxy. Det er også i dette selskab, Waititi åbner ballet, hvorfor ’Love and Thunder’ allerede inden for sine første ti minutter hører til en af de mest stjernespækkede Marvel-film siden selvsamme svundne ’Avengers’-æra.
Og det stopper langt fra her.
At branchens A-listere står i kø for at arbejde sammen med den Oscar-vindende newzealænder, som siden ’Ragnarok’ også har givet os ’Jojo Rabbit’ og serieperlen ’Reservation Dogs’, har aldrig været mere tydeligt end nu. Men Waititi forstår at udnytte hver og en surprise-gæst til fantastisk underholdende effekt, så der ikke går ren meta-Hollywood-selvfedme i ’tendensen’.
Selv Darryl (Daley Pearson), Thors værelseskammerat fra de hylende geniale kortfilm, Waititi udsendte op til ’Ragnarok’, har fået en plads i det lille, nye Asgard-samfund, der er skudt op i Tønsberg i det norske (se filmene her).
Byen er blevet en regulær turistattraktion og ledes af Tessa Thompsons kriger Valkyrie – udnævnt til ny konge af Asgard af Thor i ’Ragnarok’. Det er exceptionelt fjollet, men ikke desto mindre charmerende, når vi introduceres til livet for de moderne aser, der har måtte gå grueligt meget igennem i de foregående film.
Men en ny fjende truer i form af gudedræberen Gorr, spillet af formidable, oprigtigt uhyggelige Christian Bale, klædt ud som en mareridtskarakter fra ’Mad Max: Fury Road’.
Thor og stenmonster-makkeren Kork (Waititi) må haste hjem, og her står vor helt pludselig ansigt til ansigt med kvinden, der slog op med ham på en post-it: Natalie Portmans astrofysiker Jane Foster, som, siden vi sagde farvel til hende i ’Thor: The Dark World’ for ni år siden, har tilegnet sig visse … kræfter.
Hvordan og hvorfor skal naturligvis ikke afsløres her, men lad det bare være sagt, at Portmans plot både giver langt mere mening og bonger stærkere ud på den følelsesmæssige konto, end undertegnede umiddelbart havde forventet fra setuppet.
’Love and Thunder’ er visuelt blændende, og navnlig én, overraskende dyster actionsekvens giver gåsehud af spænding.
Den ’Flash Gordon’-inspirerede scenografi skaber nogle af de bedste, mest tegneserietrippende billeder, vi nogensinde har set fra Marvel, men endnu mere imponerende er det, at Waititi – som sætter diversitet foran og bag kameraet højt – har formået at skabe en superheltefilm, der både er mere uapologetisk queer end nogen Marvel-produktion hidtil, og så oprigtigt rørende i sin centrale kærlighedssang, at underlæben begynder at bæve i finalen.
Jovist, Thor er sprunget ud som en af de sjoveste, herligt selvironiske helte, vi har lige nu, men han er samtidig også den, som har mistet mest: Sjælebroderen Loki, begge forældre, bedstevennen Heimdall og hele sit hjemland. Og Hemsworth balancerer sit medfødte komiske talent med en bundsympatisk, sårbar menneskelighed, der til stadighed går lige i hjertet.
Waititis varemærke har alle dage været semi-improviseret absurdhumor forankret i en lun jordbundenhed, der sikrer, at ingen fortællinger bliver så svulstige, at de ender med at tage sig selv mere seriøst, end genrene kan bære – hvad end vi har fulgt forstadsvampyrer i håndholdte ’What We Do in the Shadows’ eller Thor og co. i en af årets største actionfilm.
Nok er ’Love and Thunder’ ikke en rendyrket komedie som ’Ragnarok’, og ikke alle jokes lander effektivt, navnlig i første akt. Men den grandiose verdensopbygning til trods får hver enkelt karakter albuerum til at folde personlighederne ud blottet for den form for skemalagte oneliner-mani og egotrippende kynisme, der kan præge andre Marvel-film (jeg kigger på dig, ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’).
Foruden ’Flash Gordon’ tipper Waititi på den bevingede hjelm til dukkemageren Jim Hensons 80’er-film og Zack Snyders ’300’ i en pærevælling af tossede påfund, og Guns N’Roses er for ’Love and Thunder’, hvad Kate Bush er for ’Stranger Things’s fjerde sæson – lur mig, om ikke ’Welcome to the Jungle’, ’Paradise City’ og ’Sweet Child O’ Mine’ fræser op ad hitlisterne ASAP.
Det burde være alt for meget og havde uden skyggen af tvivl været det for alle andre instruktører – til trods for sporadiske gode takter druknede horror-ikonet Sam Raimi i Marvel-maskineriet i ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ i foråret, mens Oscar-vinder Chloé Zhao sidste år begik en regulær fadæse med ørkenvandringen ’Eternals’.
Men Taika Waititi mestrer kunsten at skabe ultrakommercielle superheltebaskere, der på forunderlig vis først og fremmest er … Taika Waititi-film. På under to timer, sågar.
Dagen efter at have forladt visningen af ’Love and Thunder’ har jeg allerede lyst til at se den igen. Gerne i aften. Og det er muligvis et af de største komplimenter, jeg kan give en superheltefilm anno 2022.
Kort sagt:
Taika Waititi følger op på Marvel-mesterværket ’Thor: Ragnarok’ med en vanvittig, stjernespækket rumopera, der smelter dit hjerte til tonerne af Guns N’Roses greatest hits.