‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’: Gysermesters superheltefilm er dejligt blodig og alt for rodet
Hold nu fast!
’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ er endelig landet og bare vent til du ser, hvad [CENSURERET] gør med [CENSURERET], og hvem [CENSURERET] møder i [CENSURERET].
Det er [CENSURERET] vildt.
Ja, beklager, men det er ikke overraskende blevet mig og alle andre anmeldere pålagt at sige så absolut lidt om Marvels nyeste superheltebrag som overhovedet muligt, hvorfor følgende tekst vil være fattigt på handlingsreferat.
Lige så semi-udfordrende Marvels notoriske presserestriktioner kan være for kulturformidlingen (for nu at svinge sig op på den helt høje hest), lige så ganske fornuftige for publikumsoplevelsen er de imidlertid også, når vi som bekendt har at gøre med film, hvis utallige helte og historier efterhånden er spundet så godt og grundigt sammen i et gigantisk edderkoppenet, at der ikke er grænser for, hvem der pludselig kan aflægge hvem besøg.
Eller blive dødeligt uvenner.
Overraskelserne er således mange i ’Spider-Man’- og ’Evil Dead’-instruktøren Sam Raimis kalejdoskopiske favntag med Stephen Stranges (Benedict Cumberbatch) troldmandstilværelse, men selvom det ofte bonger positivt ud på underholdningsværdien, så blotlægger det også Marvels største akilleshæl post-’Avengers: Endgame’ tilbage i 2018:
Efter orginalbandet med forsangerne Captain America og Iron Man gik i opløsning, har superheltefabrikken forladt sig på stadigt mere farverige fanservice-twists til at holde dampen oppe i, hvad der i værste fald kan føles som et krampagtigt indforstået mellemspil fra én æra til en ny.
Dugfriske helte introduceres i det uendelige, både på det store lærred og i serieproduktionen på Disney+, men de færreste plot giver megen mening, hvis man ikke allerede er velverseret i hele Marvels filmiske multiunivers.
På den konto er ’Multiverse of Madness’ den største ’synder’ til dato, der afkræver seeren kendskab til Disney+-serien ’WandaVision’ (som Doctor Strange oprindeligt skulle have gæstet), den første ’Doctor Strange’-film (selvfølgelig), de sidste to ’Avengers’-film, ’Spider-Man: No Way Home’ (der også flirtede med multiverset) og, well, et par andre titler jeg ikke kan nævne fordi [CENSURERET].
Ah ja, og så vil det være en rigtig, rigtig god ide at nuppe afsnit 4 af animationsserien ’What If…?’, der ligeledes findes på Disney+. Der er dømt saftigt fredagsslik og easter egg-jagt for superfans og de rene hieroglyffer for eventuelle uindviede dates.
Hvad jeg kan sige om plottet sige er, at Doctor Stephen Strange oven på begivenhederne i ’Spider-Man: No Way Home’ pludselig bliver ufrivillig barnepige for endnu en teenagehelt, denne gang i form af America Chavez (Xochitl Gomez), der dukker op ud af ingenting midt i New York med et frådende uhyre i hælene.
Chavez kan rejse på tværs af multiversets mange virkeligheder, hvor hun allerede har stiftet bekendtskab med flere udgaver af Doctor Strange og øvrige af vores heltekendinge i alternative klæder. Det er en særdeles farlig evne, der potentielt kan skabe altødelæggende ravage – ikke mindst fordi den sorgramte Avenger Wanda aka. Scarlett Witch (Elizabeth Olsen) øjner muligheden for at genfinde familielykken, hun mistede i ’WandaVision’.
Som en af de mange, der faldt i svime over Olsens Emmy-nominerede, fantastisk nuancerede præstation i Disney+-serien, havde jeg glædet mig som et lille barn til gensynet.
Men skønt skuespilleren atter formidler karakterens dybe melankoli, så hvert et closeup af hendes ekspressive øjne niver i hjerte, ofrer ’Madness’ filmrammer ikke helt nok plads til at gøre Wandas dramatiske udvikling harmonisk inden for de i superhelteregi uhørt korte to timer og seks minutter.
Jeg havde gerne set, at Raimi havde skåret en bikarakter eller tre (sorry, Wong, men du er sgu lidt kedelig) og sat tempoet en kende ned undervejs for at lade sit stærkeste kort stråle. For nej, det er ikke Cumberbatch, der er stjerneattraktionen i castet.
Det mest mystiske trick, Strange til dato har hevet ud af kappefolderne, siden han filmdebuterede i 2016, har været at lægge bånd på Cumberbatchs ellers enorme talent, når han da ikke har stået over for enten Tom Hollands kække Spider-Man eller Robert Downey Jr.’s øretæveindbydende Iron Man.
Briten og hans signatursarkasme udgør en udmærket arrogant, ensom Strange – superkirurgen, der blev supermagiker – men selvom han og sympatiske Chavez har fin kemi, forbliver sidstnævnte et relativt ubeskrevet blad, der havde nydt godt af en mere grundig intro for at give sin følelsesmæssigt tilknappede medspiller modspil.
Dog har hun to mødre og bærer et tydeligt regnbueflag på cowboyjakken, så karakteren har naturligvis for længst sat pisset i kog i Saudi Arabien og Kina, der kræver, at filmen klippes om. Det har Disney nægtet, hvorfor begge nationer nu har forbudt den.
’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ er bestemt ikke nogen perfekt superheltefilm. Men ovenstående anker til trods er det forbistret svært ikke at blive revet med på rutsjebaneturen.
Sam Raimis gyseraffektioner fornægter sig ikke i de mere gory scener, der gør filmen til det mest blodige Marvel-eventyr, vi endnu har fået. Og sidste akt byder på flere regulære horror-setups og vitterligt brutale opgør, der til tonerne af Danny Elfmans fængende score vækker hede drømme om, at Raimi får endnu friere tøjler næste gang. Jeg mener det som en stor ros, når jeg siger, at man skal lade de mindste blive hjemme i denne runde.
Ligesom i den første ’Doctor Strange’ er billedsiden i særklasse, og jeg ville være en værre kritikerhykler, hvis jeg ikke indrømmede, at især én game changer-gæsteoptræden fik mig til at smile fra øre til øre af forventningsfuld begejstring over, hvilken betydning det kan få for fremtidige filmprojekter.
For det er jo hele tiden dér, vi skal hen, når heltene efter sidste rulletekstscene sprinter videre som olympiske fakkelbærere:
Den næste film, den næste serie, det vildere-end-vilde spinoff. Det er lige til at få åndenød af. Og det vil mange nok også få under ’Multiverse of Madness’, der nødigt løfter foden fra speederen.
Kort sagt:
’Evil Dead’ og ’Spider-Man’-instruktør Sam Raimi klasker om sig med body-horror og teaterblod, som ingen Marvel-film førhen har turde, og man labber billedsiden i sig. Men med sit vanvittige tempo er filmen lige ved at spænde ben for sin egen fortælling – og Elizabeth Olsens stjernepræstation.