‘Spider-Man: No Way Home’: En af de mest underholdende superheltefilm, vi nogensinde har set
Kan du huske, hvornår du sidst blev sådan virkelig, oprigtigt rørt af en superheltefilm?
Som i våde øjenkroge og gigantisk fjoget smil plastret over hele fjæset på vej ud af biografen?
Velkommen til ’Spider-Man: No Way Home’, der er så fuldstændig uforskammet underholdende, at den ikke alene brillerer som et de bedste Marvel-eventyr i 10 år, men slet og ret fremstår som den ultimative ‘Spider-Man’-film af dem alle.
Store ord, jeg ved det. Men instruktør Jon Watts og hans fantastisk veloplagte cast fortjener hvert og et.
Af samme grund kribler det frustreret i fingrene på mig for at fortælle dig om alt det, der gør denne tredje ’Spider-Man’ i Tom Holland-æraen så spektakulær – om scenerne, der fik mig til at snappe efter vejret og dem, der vil afføde jubelråb i biografmørket (og dem er der ikke så få af).
Men, min superheltefilmven, den går desværre ikke, for ’No Way Home’ er en regulær gavebod af små og store overraskelser helt frem til den sidste, trailerlange rulletekstscene, og det ville være en synd at spoile så meget som en eneste af dem.
Derfor må du nøjes med følgende:
Efter skurken Mysterio (Jake Gyllenhaal) outede Peter Parker som Spider-Man i forrige års skuffende ’Spider-Man: Far From Home’, er highschool-helten med ét blevet det mest kendte ansigt på planeten.
Og ikke alle er lige overbeviste om, at Peter ikke dræbte Mysterio i koldt blod, mindst af alle Spider-Man-skeptiker numero uno, mediemanden J. Jonah Jameson, som pisker masserne op (J.K. Simmons spillede også rollen i Tobey Maguires ’Spider-Man’-film i 00’erne).
Vor venlige nabolagsedderkop er under pres fra alle sider, og det samme er hans nærmeste i skikkelse af tante May (Marisa Tomei), kæresten MJ (Zendaya), bedstevennen Ned (Jacob Batalon) og Happy (Jon Favreau) aka. Tony Starks tidligere højre hånd. Hvorfor man ikke helt kan fortænke Peter i at ønske, at han kunne skrue tiden tilbage.
Optændt af den på papiret simple, men rent praktisk alt andet end ufarlige idé søger ynglingen hjælp hos Doctor Strange (Benedict Cumberbatch), der bag de sarkastiske zingers har et blødt punkt for sin unge Avengers-kollega. Og måske man bare kunne nøjes med en lillebitte, næsten-harmløs, ingenlunde parallelunivers-provokerende besværgelse … ?
Jeg siger ikke, at det ville være smart at have de to tidligere ’Spider-Man’-filmfranchises nogenlunde friske i erindringen for at få maksimalt udbytte af ’No Way Home’. Men hvis jeg gjorde, ville det ikke være løgn.
Jon Watts har lige så mange stjerner på settet som tekniske bolde i luften, og alligevel formår instruktøren at servere forrygende action og en helstøbt historie, der både storhylder ’Spider-Man’s film- og tegneseriearv, og giver Tom Holland albuerum til at sætte tænderne i sit til dato mest krævende portræt af Peter.
Uagtet at han svinger sig rundt mellem skyskraberne, har edderkoppedrengen fra Queens altid været en af de mest jordbundne Marvel-superhelte, hvis bløde sind og ungdommelige optimisme har fået hans menneskelige tab til at føles så meget desto mere brutale. Og Holland, hvis superheltekraft er, at han konsekvent fremstår som inkarnationen af knuselskelighed, har fra første færd i ‘Spider-Man: Homecoming’ i 2017 (ditto instrueret af Watts) været et perfekt match for figuren.
Når det gør ondt på Holland oppe på lærredet, gør det ondt på os i salen, og ‘No Way Home’ indrammer karakterernes nære relationer og små, varme øjeblikke med en troværdighed, der sender en pil igennem hjertet på en.
Det er tiltrængt at mærke, at der atter er noget på spil oven på et mildest talt ujævnt Marvel-år, hvor ’Black Widow’, ’Shang-Chi’ og værst af alle fadæsen ’Eternals’ havde svært ved at matche Disney+-serierne ’WandaVision’ og ’Loki’ på følelsesmæssig resonans og originalitet (bevares, ’Spider-Man’ er en Sony-produktion i samarbejde med Marvel Studios, men hey).
Med de mange nye skibe, Marvel har sat i søen siden ‘Avengers: Endgame’, er det lettere paradoksalt, at det er treeren i en allerede eksisterende filmserie, befolket af lutter gamle MVP’s, der afføder størst begejstring for fremtiden. Og en lærestreg i, at superhelte skal fremelskes, ikke udklækkes på samlebånd.
Hvis ikke Marvel klapper hesten, kan identitetskrisen snildt bryde ud i lys lue den dag, Holland, Cumberbatch og co. takker af – om end den dag ganske vist hverken er nu eller til næste år, hvor semi-opfølgeren til ‘No Way Home’, ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’, allerede venter med åbne arme.
Det kan godt være, at stakkels Peter kommer på vildere vildveje end nogensinde før, når tid og virkelighed kollapser, men for undertegnede føles Jon Watts biografaktuelle milepæl som en hjemvenden til genren, når den er allerbedst, allersjovest og allermest ærlig i sin iver efter at tryllebinde:
Jeg mindes simpelthen aldrig at have set en superheltefilm, der elsker sit publikum så højt som ‘No Way Home’.
Af fanhjertet tak.
(Og stik mig så lige en kleenex mere!)
Kort sagt:
Man griner, man gyser, man stortuder ned i sine popcorn: ’Spider-Man: No Way Home’ er simpelthen noget nær den perfekte superheltefilm, der overrasker og underholder i lige mål.