’Spider-Man – Far From Home’: Overrumplende twist afværger Marvel-krisen
Anmeldelsen indeholder spoilers for ‘Avengers: Endgame’.
I ‘Spider-Man: Far From Home’ forlader den spindelvævssvingende superhelt Queens og tager på roadtrip med sin gymnasieklasse gennem nogle af Europas mest berømte storbyer. Og Spider-Man har i den grad brug for en ferie.
Efter at have reddet New York ud af kløerne på Michael Keatons hævngerrige arbejderklasseskurk i den glimrende ‘Spider-Man: Homecoming’ blev Spider-Man kort efter forvandlet til støv sammen med halvdelen af universets befolkning i ‘Avengers: Infinity War’ – blot for at blive vakt tilbage fra de døde igen i fortsættelsen ‘Avengers: Endgame’. Som om det ikke er forvirrende nok at være teenager!
Men en superhelt holder som bekendt aldrig fri, og Peter Parker når da knap nok heller ikke at pakke sin kuffert ud, før et gigantisk monster forvandler Venedigs idylliske kanaler til et altødelæggende vand-inferno. Spider-Man får hjælp af den nye superhelt Mysterio – spillet af Jake Gyllenhaal, med hvad der ligner en gigantisk fiskebowle på hovedet – der hurtigt overtager rollen som surrogat-far for den forældreløse Peter Parker efter læremesteren Tony Starks tragiske dødsfald i ‘Endgame’.
Og så går det ellers over stok og sten i vanlig superheltefacon af den værste skuffe, som én time inde i filmen fik mig til at tage mig selv til hovedet og tænkte: Er det virkelig det bedste, I kan diske op med, Marvel? Efter at have rystet posen gevaldigt med ‘Avengers: Endgame’ fodrer I os så med flere ligegyldige, intergalaktiske CGI-skurke, som er glemt, øjeblikket efter de er bekæmpet?
Svaret er heldigvis nej, men at afsløre mere her vil ødelægge filmens overraskende twist.
Kender man en smule til de gamle Spider-Man-historier kommer det dog ikke som nogen overraskelse, at Mysterio ikke ligefrem har rent mel i posen. Og det er en mindre genistreg, at Peter Parker, der som bekendt senere kommer til at arbejde som fotograf for avisen The Daily Bugle, skal bekæmpe en fjende, der også truer demokratiet i vores egen verden: fake news.
‘Spider-Man: Far From Home’ er således to film. Den ene halvdel slæber sig af sted med et generisk plot om en trussel fra det ydre rum. Den anden halvdel vender hele bøtten på hovedet og åbenbarer en intelligent og overrumplende slutning med et par særdeles opfindsomme og visuelt originale actionscener undervejs, der bringer mindelser om sidste års fremragende animationsfilm ‘Spider-Man: Into the Spider Verse’.
»Folk har brug for at tro. Og nu om dage er de villige til at tro på hvad som helst«, siger Mysterio på et tidspunkt, og den kritik kan også vendes mos alle os, der sidder i biografsalen og har labbet samtlige Marvel-film i os.
‘Spider-Man: Far From Home’ er selvfølgelig ikke ude på at undergrave Marvels millionforetagende, men den synes alligevel at komme med en subtil kritik af alle, der æder det hele råt, så længe det bærer et stort ‘S’ på brystet.
Selv Spider-Man synes at lide af superhelte-metaltræthed i sit seneste eventyr. Han forsøger konstant at slippe for sine superheltepligter, så han kan leve et normalt teenageliv med alt, hvad det indebærer af usikkerhed, hjertesorger og teenageangst.
Peter Parker er da også en af de få (den eneste?) superhelte, der aldrig har bedt om sine superkræfter. Tony Stark og Bruce Wayne har begge valgt at påtage sig superhelterollen for at redde verden. Thor, Wonder Woman og Superman er født med superkræfter og kender ikke til andet. Peter Parker blev bidt af en radioaktiv edderkop og har lige siden forsøgt at balancere teenagetilværelsen med et hemmeligt liv som New Yorks wise cracking frelser. Denne kamp har altid været hjertet i fortællingen om Spider-Man og er også grunden til, at han er den mest relaterbare og i mine øjne den mest interessante superhelt af dem alle.
Det hjælper selvfølgelig også, at Tom Holland er den mest vellykkede Spider-Man til dato. Holland rammer Peter Parkers akavethed og charme lige på sømmet, og det er igen en fryd at se ham kæmpe med sine egne teenagefrustrationer og kærlighedskvaler, mens han forsøger at redde verden.
Desværre bliver coming of age-historien dog taget som gidsel i et plot, der i nogle henseender forfalder til selvsamme ‘klodens sikkerhed er på spil’-trusselbillede, der martrer så mange superheltefilm.
Jeg håber, at den næste film i rækken giver pokker i Marvels sammenhængende superhelteunivers og fortæller en mere vedkommende historie fra den nabovenlige Spider-Man’s eget nabolag, hvor alt er på spil for Peter Parker, men ikke nødvendigvis for hele Jordens befolkning.
Kort sagt:
‘Spider-Man: Far From Home’ hiver den hjem på charmen og en overrumplende finale, men kæmper også med at finde sine ben at stå på i en post-Avengers-virkelighed.
Læs også: Anmeldelse af ‘Spider-Man: Homecoming’