’Black Widow’: Scarlett Johansson kæmper om spotlyset i sin egen film

’Black Widow’: Scarlett Johansson kæmper om spotlyset i sin egen film
Scarlett Johansson i 'Black Widow'. (Foto: Marvel)
STREAMING TOGETHER

Hvorfor fik vi ikke ’Black Widow’ for fem år siden, når den nu er en direkte opfølger til ’Captain America: Civil War’ fra 2016?

Hvorfor turde Marvel ikke satse på, at en af Hollywoods største kvindelige stjerner kunne stå på egne ben før konkurrenten DC’s ’Wonder Woman’ splintrede superhelteglasloftet?

Hvorfor skulle Scarlett Johanssons Black Widow aka. Natasha Romanoff slet og ret kradse af på lærredet i ’Avengers: Endgame’ for at redde sine mandlige superkollegers røve, før man(d) tog sig sammen til at rulle hendes forhistorie ud som et åbenlyst efterskrift for at gyde olie på vandene ovenpå kønskritikken?

Kære læser, jeg beklager det bitre opstød. Men som jeg sad der i biografmørket var det immervæk med en snigende fornemmelse af at være vidne til en omgang brødbetynget damage control fra et studie, der først indenfor de sidste to år – efter afrundingen af koryfæerne Iron Man og Captain Americas eventyr – for alvor har trykket pedalen i bund på kvindedrevne projekter.

Florence Pugh, David Harbour og Scarlett Johansson i ‘Black Widow’. (Foto: Marvel)

I coronaforsinkede ’Black Widow’s tilfælde er det lige ved og næsten too little too late, for vi har jo som sagt allerede sagt tårevædet farvel én gang før.

Men også kun næsten.

Alskens genreformularisk forudsigelighed kan nemlig ikke knægte filmens centrale casts overraskende knuselskelige underholdningsværdi, uagtet at ’Black Widow’ fremstår som en regulært old school ’Jason Bourne’-affære overfor Marvels Disney+-serier, der med aktuelle ’Loki’ i front er gået lettere ’Rick and Morty’-grassat på superheltekonventionerne.

Kontrasten mellem netop Loki og Natasha Romanoffs verdener giver tonalt piskesmæld, når begge fortæres med få dages mellemrum (tænk, at de to rent faktisk stod ansigt til ansigt i ’Avengers’!), men det er ikke nødvendigvis en skidt ting at blive mindet om, at vi ikke partout behøver at begive os ud mellem stjernerne for at sætte superkonflikter på spidsen.

Scarlett Johansson og Florence Pugh i ‘Black Widow’. (Foto: Marvel)

Som antydet er at det et must at have ’Civil War’ frisk i erindringen, idet ’Black Widow’ samler handlingen op få dage efter Avengernes ophedede »skilsmisse«, der sendte Captain America og Natasha på flugt fra myndighedernes krav om større regulering af superheltenes udskejelser (Iron Man stod som bekendt på den anden side af skænderiet).

Helt i spionthrillerens ånd globetrotter filmen rask væk fra Norge til Marokko, Ungarn og Rusland, hvor Natasha både forsøger at skjule sig fra amerikanerne og samtidig finde frem til den perfide politiske dukkefører Dreykov (Ray Winstone på skurkeautopilot), der eksperimenter med sagesløse små pigers biologi og hjerner for at skabe en hær af dødelige Widows.

Ikke alene er Natasha selv et produkt af Dreykovs uhyrligheder, hendes barndomsminder er også et miskmask af løgne og undercover-missioner, med de russiske superagenter Alexei (David Habour) og Melina (Rachel Weiz) i rollerne som Natasha og ’søsteren’ Yelenas (Florence Pugh) falske forældre.

‘Black Widow’. (Foto: Marvel)

’Black Widow’ er skrevet af kvinden bag Marvel-serien ’WandaVision’, Jac Schaeffer, og begge værker gennemsyres af velspillet traumebearbejdelse over heltenes intime relationer, der lader skuespillerne brillere i nærkontakt med kameraet og os seere.

Det er utvetydigt til den dobbelt Oscar-nominerede Johanssons fordel, der her endelig får lov til at sætte tænderne i Natashas sårede psyke, og hendes kemi med Harbour (’Stranger Things’-sheriffen i herligt ølvommet topform), Weiz og Pugh afføder filmens stærkeste øjeblikke.

Dog er det sidstnævnte, ditto Oscar-nominerede Pugh (’Midsommar’, ’Little Women’), der som en åndelig tvilling til Villanelle i ‘Killing Eve’ paradoksalt nok fravrister Black Widow spotlyset igen, igen, og hvis sømløse balancegang mellem alvorstungt drama og urkomiske oneliners gav mig akut appetit på mere.

Lige nu og helst i går.

Jep, selv efter alle disse år er Scarlett Johanssons egen solofilm i sidste ende vigtigst af alt en introduktion til en anden, kommende Marvel-favorit (husk at blive siddende til rulletekstscenen). Var det ikke for Pughs komplet uimodståelige karisma ville bitterheden knurre en tand højere.

Scarlett Johansson og Florence Pugh i ‘Black Widow’. (Foto: Marvel)

Instruktør Cate Shortland er ferm udi både karaktertække såvel som orkestreringen af effektiv action (åbningsscenen er særligt neglebidende), men af uransagelige årsager forfalder filmens tredje akt til den slags über-bombastiske smadderfinaler, man ellers troede var blevet begravet i asken fra ’Avengers: Age of Ultron’. Det er et bizart og stilistisk reaktionært valg til en fortælling, der netop foregiver at vægte nærkampene – fysiske som psykiske – og havde jeg ikke oplevet filmen på det store lærred med et gedigent lydsystem, havde metaltrætheden (pun intended) sandsynligvis indfundet sig.

Og ja, nu kommer vi så til det:  ’Black Widow’ skal selvfølgelig ses i biografen.

Hvor gør man det, spørger du? Ikke på Cinemaxx’ IMAX-lærred eller i nogen anden Nordisk Film Biografer, desværre, men blot i ganske få sale landet over. ’Takket være’ de danske biografkæders (formentlig lettere nytteløse) protest mod Disneys simultane streaming-lanceringer af premierefilm, er ’Black Widow’ blevet, well, blacklistet.

Det er dødhamrende ærgerligt, men jeg kan kun på det kraftigste opfordre til, at man modstår fristelsen til at blive hjemme på sofaen og kommer afsted, hvis man har muligheden (tjek med din lokalbiograf).

Scarlett og Pugh fortjener det. Harbours Alexei med galoperende Captain America-jalousi fortjener det.

Og mest af alt fortjener dit eget, superhelteelskende hjerte det efter halvandet års blockbuster-tørke.


Kort sagt:
Som en direkte opfølger til ’Captain America: Civil War’ er det lettere uforståeligt, at Marvel ikke satsede på ’Black Widow’ for fem år siden. Gud ske tak og lov for det veloplagte cast, der heldigvis trækker stikket hjem med humor og syngende håndmadder.

’Black Widow’. Spillefilm. Instruktion: Cate Shortland. Medvirkende: Scarlett Johansson, Florence Pugh, David Harbour, Rachel Weiz, Ray Winstone, Olga Kurylenko, O-T Fagbenle, William Hurt. Spilletid: 133 min. Premiere: Kan ses i udvalgte biografer samt på Disney+ fra 9. juli.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af