Fem år efter premieren er Taika Waititis ‘Thor: Ragnarok’ stadig Marvels bedste film

I 2017 trak Taika Waititi en kanin op af hatten med ’Thor: Ragnarok’, der satte nye standarder for Marvels superheltefilm. Nu skal newzealænderen gøre sig selv kunsten efter med ’Thor: Love and Thunder’, der har premiere i denne uge. Men hvad var det, der gjorde ’Ragnarok’ så speciel?
Fem år efter premieren er Taika Waititis ‘Thor: Ragnarok’ stadig Marvels bedste film
Chris Hemsworth og Mark Ruffalo i 'Thor: Ragnarok'.

KOMMENTAR. Kan lynet slå ned to gange?

Det spørgsmål får vi besvaret om få dage, når Taika Waititis ’Thor: Love and Thunder’ tordner (sorry) ind i biograferne. Fem år efter selvsamme instruktørs skelsættende ’Thor: Ragnarok’.

Aka. Marvel Cinematic Universe’s bedste superheltefilm til dato.

Der nok være dem, der skærer tænder i uenighed, og taster et hidsigt forsvar for ’Captain America: The Winter Soldier’. Eller ’Avengers: Endgame’. Fred være med det.

Ingen af de to, eller nogen af studiets øvrige film, kan nemlig matche ’Thor: Ragnarok’s originalitet og vitalitet, ej heller har de opmuntret til samme grad af stilistiske krumspring som ’WandaVision’, ’Loki’ og senest ’Ms. Marvel’ sidenhen har forsøgt sig med på den lille skærm.

Chris Hemsworth og Tom Hiddleston i ‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

At Marvels spillefilm endnu ikke har kunnet bygge oven på rumkomediens kreativitet, vidner selvsagt om, hvor gigantisk en udfordring det er for instruktører at indgå ægteskab med det firkantede franchisemaskineri uden at give køb af den kunstnersignatur, der på paradoksal vis tiltrak Marvel i første omgang – jeg kigger især på jer, Chloé Zhao (’Eternals’), Ryan Coogler (’Black Panther’) og Sam Raimi (’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’).

Der er kun én Taika Waititi. Og det faktum blev med ’Thor Ragnarok’ på en og samme tid MCU’s største styrke og mest afslørende svaghed.

Men hvad er det så, han kan, Waititi? Og hvad var det helt præcis, der gjorde ’Thor: Ragnarok’ så speciel? Her er de fem vigtigste grunde til filmens succes, som instruktøren forhåbentlig fører videre i ’Love and Thunder’:

Taika Waititi instruerer Tessa Thompson og Chris Hemsworth i ‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

Indie-fingeraftryk

Efter to slingrende solofilm havde de fleste afskrevet Thors evner som leading man – og ikke mindst hovedrolleindehaver Chris Hemsworths evner som skuespiller, punktum.

Men interessen blev alligevel vakt, da Marvel opsigtsvækkende gav Taika Waititi tøjlerne til den tredje film i franchisen. På daværende tidspunkt var newzealænderen hovedsageligt kendt for mockumentary-vampyrkomedien ’What We Do in the Shadows’, og i branchen blev der mumlet om, hvorvidt springet fra mikrobudgetter og håndholdt kamera til IMAX-format ville kvase filmmagerens skæve, lune satire.

Sådan gik det ikke.

’Thor: Ragnarok’ er en Marvel-film, ja, men på forunderlig vis er den først og fremmest en Taika Waititi-film til benet. Fik han særbehandling af Marvel i forhold til for eksempel Chloé Zhao og Ryan Coogler, som kom efter? Friere tøjler?

Ikke umiddelbart – tværtimod var Waititi bølgebryderen, der overbeviste studiet om, at der var fidus i at satse på endnu flere overraskende instruktørvalg.

‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

Forskellen var, at Waititi ikke stirrede sig blind på superheltemytologien og Marvels store forkromede franchisepuslespil, men i stedet omfavnede absurditeten i Thors særegne tegneserieunivers som en styrke.

’Ragnarok’ var ikke en superhelteparodi, men den vidste, at ærefrygtig forherligelse af genretroperne er ren kryptonit. Det samme gjorde James Gunns ‘Guardians of the Galaxy’, jovist, men heller ikke den var præget af samme grad af uforudsigelighed som ‘Ragnarok’.

Og det var der en god grund til:

Ganske skrev Waititi ikke selv ‘Ragnarok’s rammefortælling, men 80 procent af dialogen blev improviseret på opmuntring af manden selv.

Taika Waititi med sin Oscar for Best Adapted Screenplay til ‘Jojo Rabbit’. (Foto: Rachel Luna/Getty Images)

Siden 2017 er Waititis stjerne eksploderet i Hollywood, hvor han blandt andet har vundet en Oscar for bedste adapterede manuskript for ’Jojo Rabbit’, har skabt serierne ’Reservation Dogs’ og ’Our Flag Means Death’, spillet med i og delvist instrueret første sæson af ’Star Wars’-serien ’The Mandalorian’, og lige nu arbejder på AppleTV+’s seriefilmatisering af Terry Gilliams ’Time Bandits’.

Nå ja, og så har Disney hyret ham til at skrive og instruere en ’Star Wars’-film.

Der er mange bolde i luften for multitalentet, hvis største udfordring i ‘Love and Thunder’ (hans »mest vanvittige film til dato«, ifølge ham selv) bliver at bibeholde sin tonale indie-intimitet. For det er den konsekvent joviale, grundempatiske jordbundenhed i alt andet end jordbundne scenarier, der får Waititis værker til at ramme lige i hjertekulen.

Taika Waititi med sit ‘Thor: Ragnarok’-cast. (Foto: Getty Images)

Blik for den enkelte skuespiller

Samtlige Marvel-film bugner af Hollywood-sværvægtere fra kælder til kvist, men det er langt fra alle, der har fået lige så meget åndeligt råderum til at lade personlighederne skinne igennem som på Team Waititi i ‘Thor: Ragnarok’, hvor selv de mindste gæsteoptrædener som Matt Damon og Hemsworth-storebror Luke Hemsworth skabte mindeværdige øjeblikke og replikker.

Instruktøren har med alle sine film fra ’What We Do in the Shadows’ til ’Jojo Rabbit’ vist en uforlignelig evne til at sikre rige udfoldelsesmuligheder for både hovedroller og birolleskuespillere, der ikke ’bare’ skal resultere i en god præstation, men en præstation, der medtager så mange af skuespillerens egne input og ’særheder’ som muligt.

Karl Urban og Cate Blanchett i ‘Thor: Ragnarok’.

Det bonger ud på både underholdningsværdi og troværdighed foran kameraet, at Waititis casts helt tydeligt føler sig overordentligt godt tilpasse på settet (selv når settet er en upersonlig green screen), og navnlig Chris Hemsworth greb i ’Ragnarok’ chancen for at charme sine kritikere, da han pludselig åbenbarede et veloplagt, selvsatirisk komisk talent.

Alt imens Cate Blanchett havde en fest med at skrue divadramatikken op til max som superskurken Hela.

At det var Waititis indflydelse, der skabte magi, blev helt tydeligt, da selvsamme Hemsworth og ’Ragnarok’-medspilleren Tessa Thompson (Valkyrie) umiddelbart efterfølgende slog pjalterne sammen i actionkomedien ’Men in Black: International’ – og begge faldt totalt igennem under en dybt uengageret instruktion fra F. Gary Gary, der stækkede skuespilleres naturlige forcer.  

»He’s a friend from work!«. (Foto: Marvel)

Sketch-humoren

’Thor: Ragnarok’ var Marvels første regulære komedie, båret af Taika Waititis situationskomik og små, bizarre sketches i Monty Pythons ånd.

Som Thors og stenmonsteret Korgs (Waititi selv) penis-ladede replikudveksling over Thors intime forhold til hammeren Mjølner (»The hammer pulled you off?!«), og diktatoren/sexfanatikeren The Grandmasters småskænderier med den afstumpede håndlanger Topaz (Jeff Goldblum i sit mest Goldblumske hjørne og Rachel House, en af Waititis faste newzealandske hofskuespillere).

De humoristiske optrin binder filmen sammen som ’Saturday Night Live’-perler på en snor, der i sidste ende giver de mere alvorstunge finaleelementer effektiv følelsesmæssig klangbund. Men formen var aldrig lykkedes, var det ikke for skuespillernes førnævnte improvisationsvillighed, der sikrer, at de mange punchlines ikke føles skemalagte (filmens svageste ‘sketch’ er besynderligt nok de første fem minutter, men derfra går det over stok og sten).

Og ‘Ragnarok’s mest kendte replik, »He’s a friend from work!«? Den fik Chris Hemsworth af en syvårig dreng, som kom på besøg på optagelserne via organisationen Make a Wish – og som ikke tøvede, da han skulle beskrive Thors forhold til »kollegaen« Hulk.

‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

Den nyskabende billedside

Taika Waititi er en sucker for 80’er-nostalgi og synth rock, farvestrålende arkadespil og lavbudget splat a la landsmanden Peter Jacksons første film.

Og i ’Ragnarok’ udmundede det sig i en psykedelisk billeside i skrigende neon til tonerne af Led Zeppelins ’Immigrant Song’ – uden sammenligning det fedeste needle drop i Marvel-historien. Såvel som et gigantisk scoop, idet Led Zeppelin kun yderst sjældent tillader brugen af deres musik på film.

Før ’Ragnarok’ havde både ’Doctor Strange’ og ’Guardians of the Galaxy’ ganske vist rystet posen for superhelteæstetikken, men Waititi tog den skridtet videre og fusionerede 80’er-fantasy med bjergtagende actionsekvenser skabt med spritny teknologi. Alle, der har set filmen vil således huske scenen, hvor vi i et flashback ser, hvordan Valkyrie kæmpede mod skurken Hela.

I 2017 lignede renæssance-tableauet ikke noget, man nogensinde havde set før på film – og det havde man heller ikke:

Tiden synes at stå stille på skærmen, da hæren af kvindekrigere på pegasus-heste går til angreb, og effekten blev udarbejdet af Waititis tidligere værelseskammerat og medspiller i ’What We Do in the Shadows’, Stu Rotherford, sammen med den newzealandske kunster Carlo van de Roer.

Resultatet blev drømmebilleder, man slet og ret aldrig glemmer i superheltefilmland.

Tessa Thompson i ‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

Regnbueånden

Taika Waititi er dedikeret til at fremme diversitet både foran og bag kameraet, og skønt Chloé Zhaos fade ’Eternals’ således brystede sig af at præsentere Marvel Cinematic Universe’s første queer karakter i et forhold, var det ’Ragnerok’, der flere år forinden gav os MCU’s første officielle queer karakter i form af biseksuelle Valkyrie. Såvel som spandevis af regnbuekonfetti:

Fra den ublu antydning af, at biseksuelle Loki (som er 1.000 procent mere queer i ’Ragnarok’ end i hele ’Loki’-serien) har knaldet sig tops hos The Grandmaster, til Valkyries minde om tabet af en kvindelig ’kollega’ og hendes slow-motion catwalk hen ad regnbuebroen Bifrost med regnbuefarvet fyrværkeri i baggrunden.

Jeff Goldblum i ‘Thor: Ragnarok’.

Ingen Marvel-film har før eller siden dyrket queer-vibes som ’Ragnarok’, der emmer af ømme bromances og krigerkvinder, der selv ruller ærterne.

Det var bemærkelsesværdigt i 2017, men vibes er dog ikke nok i 2022, hvor vi gerne skulle være nået dertil, hvor Marvel og Disney giver grønt lys til, at der mere end »antydes«.

Når nu Phastos (Brian Tyree Henry) fik sin mand i ’Eternals’, så skal Valkyrie dæleme også have sin dronning. Og heldigvis har både Waititi og Tessa Thompson forud for premieren på ’Love and Thunder’ teaset for, at det er lige præcis, hvad hun får.

Kan lynet slå ned to gange?

Når det er Taika Waititi, der svinger hammeren, tør jeg godt tro på det.

’Thor: Love & Thunder’ har biografpremiere den 6. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af