‘No Time to Die’ var som bekendt sidste gang man så Daniel Craig i rollen som den verdenskendte superspion James Bond, og snakken har længe gået om, hvem der skal tage over for den 54-årige brite.
Bond-producer Barbara Broccoli har selv udtalt, at det kan tage op til flere år, før man finder en afløser, og indtil videre har det mest af alt været fanspekulationer og ønsketænkning.
Idris Elba, Tom Hardy, Richard Madden, Dev Patel og Henry Golding er blot nogle af de navne, som har været på toppen på ønskelisten, men der er specielt en skuespiller, som engang var umådelig tæt på at få rollen, og som stadig er fanfavorit til at skulle trække i den skarpe tuxedo.
Det fortæller Henry Cavill i podcasten ‘Happy Sad Confused’, der måtte nøjes med en andenplads bag Daniel Craig tilbage i 2006, da der skulle castes på ‘Casino Royale’.
»Ja, de fortalte mig, at jeg var tæt på«, siger Cavill i podcasten og fortsætter:
»De fortalte mig, at det i sidste ende var – og det her er, hvad jeg fik fortalt, nogle derude vil nok være sådan ‘Det er ikke sandt!’ – at det var enten mig eller Daniel (Craig, red). Hvor jeg var den yngre mulighed«.
På trods af en andenplads var ‘Superman’-skuespilleren bestemt ikke usportslig og indrømmede, at hans landsmand var det perfekte valg.
»(…) Jeg synes Daniel gjorde et fantastiske stykke arbejde i de film, han var med i, så jeg er glad for, de tog det valg. Det var et sjovt eventyr på det tidspunkt, og det gav helt klart min karriere et boost«.
Da Henry Cavill blev spurgt ind til, hvad han tænker om, at producerne leder efter en skuespiller i trediverne, svarede han:
»De er ved at løbe tør for tid«, grinte han med reference til sin egen alder på 39.
»Jeg elsker dem (Barbara Broccoli og hendes halvbror Michael G. Wilson, red.), de er fantastiske, jeg har gode minder med dem, og det var en rigtig sjov tid, og om jeg er i betragtning til rollen eller ej, det ved jeg ikke, men det ville helt klart være sjovt at have en samtale om det. Men hvis ikke, glæder jeg mig til at se, hvad de gør med det, for de er fantastiske«.
Om Henry Cavill ender med at blive det næste valg som 007, bliver spændende at se. Indtil da kan man i stedet opleve ham som spion i filmen ‘Argylle’, der får premiere til næste år.