Lillejuleaften rammer næste Rian Johnson-whodunnit i form af ‘Knives Out’ opfølgeren ‘Glass Onion’, der ser Daniel Craig vende tilbage i rollen som mesterdetektiven Benoit Blanc.
Og hvis det ikke er nok til hungrende mysteriefans, så vil det nok komme som en glæde, at den 48-årige instruktør også har en serie på vej i samme genre.
Her er der tale om miniserien ‘Poker Face’, der over ti afsnit vil operere efter den klassiske ‘ugens mysterie-skabelon’ – altså et nyt mysterie i hvert afsnit. Rian Johnson har både skrevet og instrueret flere episoder i serien, hvis trailer altså kan ses nu.
Natasha Lyonne, som blev nominere til en Emmy for sin rolle i dramedy-serien ‘Russian Doll’, spiller privatdetektiven Charlie Cale, som kører på tværs af USA i en sprød amerikanerbil for at opklare diverse forbrydelser. Det er især hendes enorme talent i at kunne lure, hvornår folk lyver, der gør hende så god til sit arbejde.
Da ‘Poker Face’ kører efter ugens mysterie-skabelonen betyder det også, at der kommer til at optræde et virvar af gæsteskuespillere – både i rollerne som mistænkte og som ofre. Og her er der nogle store navne i blandt.
Bare tag traileren som eksempel, hvor man får Adrian Brody, Ron Perlman og Joseph Gordon-Levitt at se. Derudover optræder navne som Nick Nolte, Luis Guzmán, Chloë Sevigny og Stephanie Hsu også på rollelisten.
‘Poker Face’ får premiere på den amerikanske streamingtjeneste Peacock til januar. Det vides endnu ikke om, eller hvornår serien får premiere i Danmark.