Det er jo i virkeligheden ikke fordi, du ikke vil betale for dit eget Netflix-abonnement.
Det er bare fordi, du så nødig vil skulle starte forfra med de personlige anbefalinger, algoritmen giver dig, ikke?
Frygt ej. Nu sørger Netflix for, at brugere der ikke er en del af din husstand, kan tage deres brugerdata med til en ny konto, de selv betaler for, når Netflix udruller deres nye funktion »profile transfer«.
For streaminggiganten, der ikke har helt så kronede dage efter de i første halvdel af 2022 har mistet op imod 1,2 millioner abonnementer, vil virkelig gerne have dig til at stoppe med at dele koden til din Netflix-profil.
»Folk flytter. Familier vokser. Forhold slutter. Men gennem disse livsforandringer, skal din Netflix-oplevelse forblive den samme« lyder det i Netflix’ annoncering af den nye funktion. Her vil de forskellige brugere på det samme abonnement kunne flytte til en betalt profil, men beholde streaminghistorik, personlige anbefalinger, »Min liste«-funktionen« osv.
Derudover bliver det også muligt for brugerne at slå deling af kontoen helt fra, så ingen tidligere kærester eller familiemedlemmer kan blive hængende som streaming-amøber.
Netflix har brugt hele det foregående år på at udvikle og afprøve nye funktioner i kampen mod at brugerne deler deres passwords. Det er nemlig ikke tilladt i følge tjenestens regler for brug, hvor det kun er folk, der deler husstand, som må bruge den samme konto.
Der er en klar økonomisk interesse i at få bugt med fælleskontoerne, da Netflix anslår antallet af husstande, der bruger andre husstandes Netflix-kontoer uden at betale er over 100 millioner på verdensplan.
En anden variant Netflix har afprøvet, lod brugerne dele kontoen med andre udenfor husstanden, men mod ekstrabetaling. Det blev udrullet som forsøg i Chile, Costa Rica og Peru.
Funktionen skulle være udrullet i USA, men er umiddelbart ikke aktuel på dansk Netflix endnu.