Optagelserne til fatal Alec Baldwin-film færdiggøres i 2023 med afdød filmfotografs enke ombord

Optagelserne til fatal Alec Baldwin-film færdiggøres i 2023 med afdød filmfotografs enke ombord
Alec Baldwin. (Foto: Mark Sagliocco/Getty Images for National Geographic)

Det er snart et år siden, at filmfotografen Halyna Hutchins døde under optagelserne til Alec Baldwin-filmen ‘Rust’, da skuespilleren ved et uheld affyrede en ladt pistol mod fotografen.

Siden har der været uvished om, hvorvidt filmen nogensinde ville blive færdiggjort. Men nu kan filmholdet bag meddele, at optagelserne går i gang igen i januar 2023.

Det sker efter, at Halyna Hutchins’ enkemand Matthew Hutchins har indgået et forlig i sagen om Halynas tragiske død.

Matthew Hutchins havde sagsøgt filmens producere, inklusive Alec Baldwin, men har nu valgt at lægge sagen bag sig. Han medvirker således også som executive producer på ‘Rust’.

I en pressemeddelelse (via Deadline) udtaler Hutchins: »Jeg har ingen interesse i at fremsætte beskyldninger eller at tilskrive skylden (til producerne eller Mr. Baldwin). Vi mener alle sammen, at Halynas død var en forfærdelig ulykke. Jeg er taknemmelig for, at producerne og underholdningsbranchen står sammen for at ære Halynas sidste arbejde«.

Politiet i New Mexico gav tidligere på året den maksimale bødestraf til produktionen bag ‘Rust’. I deres undersøgelse konkluderede de, at produktionsholdet på filmen godt vidste, at sikkerhedsprocedurerne for våbenbrug ikke blev overholdt, og at de udviste direkte ligegyldighed over for medarbejdersikkerheden.

Bødestraffen lød på godt og vel en million danske kroner.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af