’Ammo’: Disneys første nordiske serie sætter velkomment fokus på droner og krig – men troværdigheden halter
Disney+ er klar med deres første nordiske serie.
Den hedder ’Ammo’ og tager udgangspunkt i Norges dobbeltrolle som både fredsbevarende nation og våbenproducent.
Vi følger Bjørn (Nikolai Cleve Broch), der er arbejdsløs efter en korruptionssag. For at få økonomien til at løbe rundt for sin familie tager han vikarjobs på den lokale skole. Det er dog ikke kun Bjørns økonomi, der halter. Den norske våbenproducent AGR, der er på randen af konkurs, ser en mulighed for at komme på ret køl ved at sælge forbudte autonome våben til den franske efterretningstjeneste.
Da Bjørn får job som sælger hos AGR, introduceres han hurtigt for den højteknologiske drone, AMMO. Den kan blandt andet opfange lave lyde på flere hundrede meters afstand, og med dens kunstige intelligent kan den reagere tusind gange hurtigere end mennesket, hvillet ifølge Bjørns overordnede blandt andet gør den velegnet til redningsaktioner.
Og så er den udstyret med ansigtsgenkendelse og dødelige våben, der, hvis det bruges rigtigt, kan minimere tabet af civile i krig, da kunstig intelligens og algoritmer ikke angriber under pres eller i affekt.
Der er bare det problem, at det er ulovligt at sælge disse Lethal Autonomous Weapons (LAW), da loven tilsiger, at der skal være et menneske til at »trykke på knappen«. Det problem er AGR’s bestyrelsesformand Ole (Bjørn Floberg) bevidst om, men etik er ikke noget, han bekymrer sig synderligt om.
Første afsnit tager sig god tid, så vi kan sætte os ind i Bjørns etiske dilemmaer, og Broch leverer en fremragende og nuanceret præstation. Man mærker, hvad der er på spil for seriens hovedperson.
Samme nuancer er der desværre ikke, når det kommer til skildringen af Ole, der hurtigt viser sig at være en kynisk psykopat. Da den moralsk anfægtede kollega Mette truer med at afsløre hans planer, kvæler han hende temmelig umotiveret, mens hun sover. Kort inden sin død når Mette at tale med Kaja, der arbejder for den norske efterretningstjeneste. Og selvom hun ikke nævner noget om det konkrete våbensalg, får det alligevel betydning senere i serien.
Den korte samtale mellem Mette og Kaja bliver en indikation på et andet af seriens problemer. Replikker og handlinger falder ofte meget belejligt, så det passer med en efterfølgende konflikt. Det er ikke just elegant.
Og trods Brochs præstation er der for mange ting ved Bjørns valg, der ikke giver mening i forhold til, hvordan han i seriens indledende afsnit skildres som intelligent og sympatisk. Det er for eksempel svært at forstå, hvorfor han ikke siger fra, da han opdager, at der pludselig er markante ændringer i den kontrakt, han har med til Mali, hvor en aftale med franskmændene skal underskrives.
Underskriften resulterer i, at franskmændene nu kan bruge AMMO, som de vil – også som våben. Endnu en belejlig hændelse, der leder op til en gidseltagning, hvor dronen kommer i aktion, og flere uskyldige dræbes af det autonome våben.
Det er naturligvis ikke i AGR’s interesse, at sandheden om mordene kommer frem. Bjørn presses derfor til på landsdækkende tv at forsvare aktionen, der reddede et norsk og et fransk gidsel. Og selvom man forstår det pres, Bjørn er under, er det stadig svært at forstå, at han siger ja til at medvirke i indslaget, da der findes optagelser af aktionen, og der er to overlevende gidsler, som har overværet det hele.
Problematikkerne i ’AMMO’ er jo både aktuelle og interessante, men det havde gjort meget for seriens fremdrift, hvis de var fordelt mere ud på interessante bikarakterer. I stedet hviler al spænding og alle tematiske lag på Bjørns skuldre. Og det kan han – selvom han aldrig mister vores sympati – trods alt ikke helt bære.
Kort sagt:
Når Disney+-serien ’AMMO’ er medrivende, skyldes det udelukkende hovedrolleindehaverens præstation. Troværdigheden halter, og det øvrige karaktergalleri er for blodfattigt.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.