I Apple TV+-serien ‘Bad Sisters’ konspirerede fire søstre om at dræbe den femte søsters mand, spillet på særdeles øretæveindbydende vis af danske Claes Bang.
Serien fik fem stjerner af Soundvenues anmelder Thea Torp, og Apple har tilsyneladende også været tilfreds med den både humoristiske og nervepirrende fortælling skabt af brillante Sharon Horgan fra ‘Catastrophe’.
I hvert fald har tjenesten nu annonceret, at ‘Bad Sisters’ får en sæson 2. Uden at spoile sluttede sæson 1 på en måde, der afrundede de vigtigste mysterier, samtidig med at ikke alt er forløst. Det er en af de serier, hvor det stramme koncept i sæson 1 – hvordan blev John Paul slået ihjel og af hvem – var så stærkt, at det kan være svært at leve op til i sæson 2.
Omvendt er ensemblet så velspillende, at man gerne vil bruge mere tid i deres selskab. Og det skal blive spændende at se, om man kan finde en måde at få Claes Bang med igen. Han var trods alt død gennem hele sæson 1, men optrådte i fyldige flashbacks – det vil måske ikke være helt så naturligt at gentage det greb i en ny sæson.
Sharon Horgan, der også selv spiller med i serien som en af søstrene, udtaler med sit sædvanlige vid om projektet.
»Hvis du havde fortalt mig for tre år siden, at jeg ville lave en serie om fem morderiske søstre, der jager en mand rundt i Irland for at prøve at dræbe ham, ville jeg have sagt, at det lyder meget plausibelt«.
»Responsen på showet har været vildere, end hvad vi kunne have håbet på. Det gav os mulighed for at kaste lys over historier, der ikke altid får sådan en global platform. Jeg glæder mig til at blive chilly i det irske hav en gang mere«.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘Bad Sisters’ sæson 2 lander.