‘Elvira’: Viaplays nye heltinde fra bordellet er svær at holde rigtigt af

‘Elvira’: Viaplays nye heltinde fra bordellet er svær at holde rigtigt af
Sarah Klein Larsen i 'Elvira'. (Foto: Viaplay)

’Elvira’ har det hele, når det kommer til socialrealistisk krimidrama. Kriminelle netværk, der spænder over både hælervarer, narkocirkler og rufferi, noble intentioner med fatale udfald og Peter Plaugborg, som vi allerede har set i rollen som familiefar med en skyggeside i DR’s fremragende ’Ulven kommer.

Men noget ved blikket i Viaplay-serien gør, at den mere virker som en semifeticherende dyrkelse af armod end en nysgerrig undersøgelse af et samfundslag, som mange nok primært har kendskab til gennem fiktionens linse.

Vores heltinde Elvira spilles af Sara Klein Larsen i sin første store tv-rolle. Hun er telefondame på bordellet, de kalder »klinikken« og dels leder af, dels fortrolig til kvinderne, der arbejder der som prostituerede.

Da en af kvinderne, Candy, forsvinder, og en anden sexarbejder bliver fundet dræbt, kommer der røre i andedammen. Først fordi Candys penge også mangler, og Elvira derfor har incitament til at fremskaffe dem for at beskytte sin barndomsven Køster (Peter Plaugborg), som er efterforsker ved politiet og mellemmand i klinikken. Siden fordi Elvira får ansvaret for Candys efterladte søn, Sun, og hun af sit hjertes godhed gør alt i sin magt for at få ham genforenet med sin mor.

Anton Hjejle og Frederikke Dahl Hansen i ‘Elvira’. (Foto: Viaplay)

Flere detaljer får dog hurtigt miljøskildringen til at knirke i ’Elvira’. Som når kvinderne i klinikken efter drabet sætter sig sammen i deres lingeri over eftermiddagskaffen og beder om fri, indtil der er kommet ro på. Som var de medarbejdere i en mellemstor virksomhed med overenskomst frem for bundskrabere i et gennemkorrupt og voldsparat kriminelt netværk. Eller når Sixten, Elviras misbruger-bror (Anton Hjejle), leverer en krampagtig omgang Elvira har en kæreste-drilleri, da hun vender hjem efter en date.

Det er også mærkeligt, at Sixten og kæresten Linda – spillet af altid gode Frederikke Dahl Hansen – er villige til at sætte deres adgang til stoffer på spil for at stjæle deres leverandør Leos hund, som de synes bliver behandlet dårligt.

Den slags utroværdigt romantiserede scener efterlader mig med en mærkelig smag i munden.

Peter Plaugborg i ‘Elvira’. (Foto: Viaplay)

Seriens stærkeste kort er Peter Plaugborg, der som den eneste er overbevisende flerfacetteret. Køster handler ud fra interesser, der giver mening – at bære sin nye familie ud af den knaphed, han selv er opvokset i, ved at tjene penge på dét, han kender, nemlig kriminalitet. Hvormed han skyder sig selv i foden igen og igen. Det er vildt stressende at følge Køsters jagt på den næste slat penge, han skylder sine bagmænd.

Køster bliver for serien den antihelt, som Elvira er i bogforlægget ’Happy Endings’. Dels blegner Sara Klein Larsen desværre noget i rollen ved siden af Plaugborg og Bodil Jørgensen som landsbytossen Ibber. Dels er Elvira naiv, godhjertet, en retfærdighedens vogter i en rådden verden, men det giver aldrig mening, hvorfor hun som den eneste aldrig bliver specielt påvirket af manglen på tryghed og penge. Hun virker ikke som et menneske, men som en moderne Sherlock Holmes. Hun er svær at holde rigtigt af.

Serien kalder sig selv »et humoristisk komediedrama«, men den eneste humor skal findes i Ibbers sporadiske livslektier til Elvira over en kaffe i klinikken. De er tit ganske underholdende, men clasher med resten af seriens slående mangel på selvironi.

Bodil Jørgensen i ‘Elvira’. (Foto: Viaplay)

Vi må lige runde Henry (Morten Brovn), Candys stamkunde, der holder Elvira med selskab i hendes efterforskning og udvikler sig til en prekær love interest. Henry-karakteren er en krimiklassiker, Mr. Clegg-arketypen – den beskedne mand, aparte, men cute, mørk på en misforstået måde.

I en ret fin scene har Henry inviteret Elvira ud at danse tango, og han giver hende en buket stramt bundne kortstilkede roser. De er et weird par af den slags, man gerne ville have set mere af, som også de mærkeligt incestuøse navne på søskendeparret Elvira (Madigan) og Sixten (Sparre). Detaljer, der giver noget.

Resten af tiden emmer ’Elvira’ dog af passionsløs streamingtjenesteproduktion med for mange gennemsigtigt plotdrivende replikker som: »Hun virkede mistænksom. Hvis vi ikke selv skal hente drengen, er du nødt til at overbevise hende«.

Og først og fremmest med for meget svælgen i det miserable gennem et ærgerligt eksotificerende blik.


Kort sagt:
Peter Plaugborg overskygger det meste andet i ’Elvira’, som tynges af en fremmedgørende dyrkelse af armod frem for oprigtig nysgerrighed. 

‘Elvira’. Serie. Serieskaber: Lærke Sanderhoff, Heidi Maria Faisst m.fl. Medvirkende: Sara Klein Larsen, Bodil Jørgensen, Peter Plaugborg, Marijana Jankovic. Spilletid: Otte episoder á ca. 40 minutter. Premiere: 13. november på Viaplay.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af